Plader

Antony and the Johnsons: Swanlights

Skrevet af Signe Palsøe

Antony har bevæget sig nærmere jordoverfladen og præsenterer med Swanlights et album, der ikke synes at finde den helt rigtige balance mellem drama og indhold.

»Everything is new,« messer Antony sagte, men vedholdende på Swanlights’ åbner, og således har bandets fjerde plade allerede efter få sekunder opfordret sin samlede lytterskare til at se tilbage og reflektere over Antony and the Johnsons’ udvikling. For selvfølgelig er alting ikke nyt i et lydbillede, der i så høj grad er funderet på Antonys teatralske fraseringer, men der er ganske vist sket noget, siden bandet en håndfuld år tilbage udgav gennembrudsalbummet I Am a Bird Now. Sidste års roste The Crying Light introducerede en Antony, der nok holdt fast i sin dramatiske og affekterede gestik, men gjorde det med en afklarethed, der var uvant for den tidligere så identitetsforvirrede sanger. I stedet for at lade sine personlige spøgelser udtrykke hans indre drama projicerede han det nu udad mod omverdenen, der gennem hans fortolkninger blev sat i et barokt, overjordisk lys.

Swanlights er ligeledes fri for hjemsøgelser og utilstrækkeligheder, men konteksten er en anden. Hvor The Crying Light stræbte mod det ophøjede og endegyldige, er det mere jordnære emner, der præger Swanlights – især naturen og den simple, smukke kærlighed. Samtidig er pladen Antony and the Johnsons’ hidtil mest varierede. Den rummer både stort opsatte hymner som “Thank You for Your Love”, der fortsætter tendensen fra den forrige plades mest udadvendte numre, og helt indesluttede, dronende meditationer som titelnummeret. Ser man bort fra førstnævnte indslag, er det dog påfaldende, hvor få iørefaldende numre der er at finde på Swanlights i forhold til på dens forgængere. Hvor det som udgangspunkt langtfra behøver at være en kvalitet, at en plades numre har et vist ørehængerpotentiale, undgår Swanlights ikke at lide under afsavnet af disse numre – men det skyldes hovedsageligt manglen på de egenskaber, som Antony tidligere har bragt ind i musikken for at få den til at gøre indtryk.

Swanlights er i sin grundform lyden af tilfredshed. Antony søger ikke længere at udtrykke sjælens mest komplekse forkvaklinger eller budskaber af overjordisk karakter, og i musik såvel som i sang fornemmer man, at dramaet ikke som tidligere er af absolut nødvendighed for, at et usædvanligt budskab kan tilkendegives. Dertil er budskaberne på Swanlights ganske simpelt ikke usædvanlige nok, og derfor står Antonys helt store fraseringer let frem som overdramatiserede, og de mindre karakterfaste passager virker en smule kønsløse.

Den føromtalte “Everything Is New” eksemplificerer helt fra start begge poler af denne problematik. Med en uvant uprætentiøs fortrolighed messer Antony og et forsagt klaver starten til et nummer, der siden eskalerer til stormfulde, orkesterbårne højder. Men begge sider af nummeret virker flade, når de blot har til formål at skabe introvert eller bombastisk drama om Antonys ene, gentagne sanglinje. Ligeledes er det svært for alvor at holde af “Fletta”, som Antony synger i duet med Björk. Arrangementet har fine, klassiske træk, men når man tidligere har hørt de to i en henført, berusende duet på “The Dull Flame of Desire” fra Björks 2007-album Volta, er det svært ikke at tænke, at det her er to stækkede dramaqueens, der spreder vingerne.

Swanlights falder naturligvis ikke til jorden. Dertil er musikken endnu for velkomponeret og Antony for karakteristisk en personlighed. “The Great White Ocean” finder den rette balance mellem dramatik, skønhed og indhold, som også prægede The Crying Light, og der er især grund til at spidse ører over den foruroligende melankoli i “Swanlights” og “Christina’s Farm”. Sidstnævnte samler op på temaet fra “Everything Is New”, men på en langt mere vedkommende måde. Selvom lydbilledet i sammenligning med pladens øvrige materiale er lille, trænger den sig på med en helt anden ildevarslende nerve end mange af de resterende numre og overrumpler, når bandet endelig giver det store arrangement plads.

Swanlights viser tydeligt, at Antony er nødt til at overrumple. Med et fundament af patos og de reneste udtræk af hele følelsesspektret er kun middelmådigheden tilbage, hvis nerven forsvinder. Dertil er Antony and the Johnsons heldigvis endnu ikke nået, men de må vende tilbage til at beskæftige sig med de livselementer, der er så vedkommende, at de kan bære bandets udtryk, hvis næste udgivelse skal overvælde hele vejen.

★★★★☆☆

Deltag i debat