Plader

Anything But Yours: I Owe Hell

Skrevet af Kristian Kimer

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med I Owe Hell. På papiret ser det godt ud; jeg burde kunne lide det. Men det kan jeg ikke. De vinger, man håber på, når man ser opskriften, folder sig aldrig ud. Overhovedet.

Anything But Yours er fra Tyskland og spiller en slags posthardcore meget i samme stil som Danmarks egne – nu opløste – Lack. Anything But Yours lægger ikke skjul på deres store danske inspirationskilde. De skriver ligeud i pressemeddelelsen, at da de gik i gang med indspilningerne til I Owe Hell, lyttede de til Lacks mesterværk Be There Pulse og prøvede at få deres egen lyd i samme retning. Derudover har de fået Lack-forsangeren Thomas Burø til at synge leadvokal på et enkelt nummer. Teksten har Burø endda selv skrevet. Og tilmed benytter bandet den e-mail, hvori Burø nedfældede den tekst, han vil synge, som en slags coverart på albummet. Så er vi vist ikke i tvivl om, hvor inspirationen er hentet.

Det er vi heller ikke, når vi lytter. Det er umiskendeligt samme lydopstilling med dynamiske trommer, forvrænget bas, crunchy-melodisk guitar og en blanding af skrig og sang på toppen. Det er bare ærgerligt, at I Owe Hell ikke på noget tidspunkt overhovedet kommer blot i nærheden af Be There Pulse i energi og kvalitet. Den melodiske nerve, der altid blomstrede frem fra Lacks energiske combo, er slet ikke til stede hos Anything But Yours.

Og man spørger selvfølgelig sig selv hvorfor? Efter sigende skulle Anything But Yours have mistet deres faste trommeslager, lige før indspilningerne gik i gang. Det kan være noget af forklaringen.

Umiddelbart fremstår pladen forholdsvis ambitiøs med god lyd og fine produktionsmæssige detaljer hist og her. Men rent musikalsk er det mig en gåde, at bandet har lyst til at udsende sådan en gang makværk. I Owe Hell åbner med “Pilots at 5:30 pm”, hvor der bliver skreget lidt oven på et intetsigende riff. Herefter følger Burø-nummeret “Thrown to the Wolves”, der rent musikalsk heller ikke er mange kopper vand værd. Og når Burøs ellers glasklare vokal fuldstændig forsvinder i en dårlig vokalproduktion med alt for mange overdubs, er der ikke meget tilbage at holde fast i.

Herefter er der lidt tant og fjas med lydkollagen “Van Bierk”, og så følger pladens eneste nogenlunde gode øjeblik, det ni minutter lange “Seasons in the ABY”. En titel, der selvsagt er et venligt vink til Slayers berømte epos, hvor “Abyss” blot er byttet ud med en forkortelse af tyskernes bandnavn. Det er jo en meget sjov titel alt taget i betragtning. Og nummeret byder i det mindste også fra tid til anden på nogle lyttevenlige riffs og momenter, hvor det klinger ganske udmærket (når der ikke bliver sunget, vel at mærke; vokalen har jeg sådan set slet ikke lyst til at kommentere).

Men næste problem opstår lynhurtigt: Når det en sjælden gang imellem lyder godt, så lyder det blot alt for meget som -TADA- Lack.

Side B fortsætter ubønhørligt med slatne riffs og sløset samspil, og her går vokalen over i det direkte rædselsfulde. Ikke engang et covernummer af Greg Sage fra the Wipers kan redde denne side B, da nummeret, “Alien Boy”, spilles direkte dårligt. Pladen slutter med “Lost in Patina”. Og fortabt er sangen i hvert fald. Den vil ingenting – andet end at irritere mig grænseløst i sin meningsløse søgen efter et gran af kvalitet.

Hvad er der tilbage at sige? At det hermed er bevist, at en genre kan rumme de største spændevidder i kvalitet? Jeg bliver i hvert fald bekræftet i min skepsis overfor en alt for stor genrebevidsthed i valget af musik. Der findes i virkeligheden kun god og dårlig musik. Der opstår noget næsten naturstridigt, når man sætter Be There Pulse og I Owe Hell over for hinanden. De er helt umiddelbart samme genre, men samtidig så langt fra hinanden, som de kan komme.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat