Koncerter

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, 24.10.10, Loppen, København

Ariel Pink’s Haunted Graffiti var det perfekte antiklimaks, kunne man fristes til at sige, men ikke desto mindre var der nok til, at alle kunne gå hjem med noget.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Ah. Fryd. Ægte smil og stille susen. Det varmer mit lo/anti-fi-hjerte, når jeg træder ind i et propfyldt og totalt udsolgt lokale derude på Christiania, og årsagen skal findes i aftenens forventning. Popfænomenet Ariel Pink’s Haunted Graffiti indtager Loppen for at give sit svar på, hvordan en underspillet, til tider skramlet, til tider underfundig popsang skal leveres. En rutschen gennem mindst 40 års musikreferencer, fra funk til pik-rock. Fra jazzet make-up-glam og til discoens rytmiske beatluft. Det varmer mit hjerte at se horden af unge, der alle vil smage en bid af det sidste nye. Og det varmer i den grad mit hjerte at se, at min femårige Ariel Pink-missionering ikke har været forgæves.

Siden jeg selv stiftede bekendtskab med den musikalske kuriøsitet i 2005, har jeg naturligvis ikke kunnet holde entusiasmen i ro, og i baghovedet har tanken om hans genialitet, der bryder uhindret gennem huden på gud og hver mand, bare ligget og lurepasset. Men nu, omsider, er tiden kommet, hvor godtfolk endelig forstår, hvad fanden det er, manden har gang i. Med god grund – og på tide. Det har selvfølgelig også noget at gøre med at blive til et egentligt band, indgå kontrakt med et større pladeselskab og få en velskruet single i ombejlet airplay-rotation. Bevares.

Men den opmærksomhed burde Ariel Punk have fået, allerede dengang han smilende sagde til mig: »I always wanted to see Christiania, you know.« Det var efter en koncert i Hamborg i 2006. En lille europatour, han og opvarmningsbandet Belong tog på, hvor de stille og roligt smuttede forbi København på vej til Stockholm. Projekt Pink bestod dengang af en bassist, Ariel på vokal, microkorg keys og kassettebåndoptager samt Geneva Jacuzzi på ligeledes microkorg keys. Og ja, netop selvsamme Geneva var opvarmning til denne aftens Pink, men jeg fik kun set de sidste to numre af hende. Derfor vil jeg bare skrive, at hun som regel er god for et gedigent electro-discobeat svøbt i 80’er lyd. Er man tosset med hende, vil man helt sikkert også finde hendes band The Bubonic Plague temmelig attraktivt.

Men hvem kommer så til sådan en koncert en søndag aften på Loppen? Hipsters. Copenhagen hipsters. Slet og ret. Eller det er i hvert fald dét, hovedbestanddelen udgør. Ariel Pink er simpelthen blevet et lille, men stilsikkert, ikon for en generation eller et segment af nutidens mediekulturforbrugere. En sjov ting eller tendens, men ikke desto mindre ganske forventeligt. Alle vil have en bid af det sidste nye, og Ariel bliver selvsagt ikke forbigået. Du skal helst have været der og taget del i det. Bølgen kan med andre ord være gone tomorrow. Gik du glip af det, er du doomed. Tough odds.

Men nu: statistik. Koncerten bestod af 21 sange. Ni af dem var selvfølgelig fra den nye skive, Before Today. Tre var fra den fantastiske Lover Boy. Tre var fra den udødelige klassiker The Doldrums. Også tre fra Worn Copy blev det til, mens der kun var to sange fra House Arrest. En enkelt forbliver ukendt. Flere af de nyindspillede sange på Before Today er i grunden gammelt legetøj vakt til live på ny. Bortset fra, at de gamle versioner stadig er de hårdeste. Måske en smagssag, men det er en svær disciplin at få noget allerede eksisterende til at lyde friskt og lækkert, når det ikke bliver tilføjet noget nævneværdigt nyt, andet end lyden — og dét er ikke helt nok i min optik.

Det ville selvsagt have været temmelig overlegent, hvis der derudover også var blevet smidt sange fra det mere ukendte bagkatalog som FF>>, Underground, Scared Famous, Holy Shit, Papergutz osv. Men alt taget i betragtning var aftenens repertoire ret godt strakt ud over en tidslomme, og der blev også budt på adskillige overraskelser, hvilket kun klædte sættet.

Det er klart, at det faldt i god jord med crowdpleasers fra start, og der blev lagt hårdt ud med materiale fra den nye skive. Tre i streg endda. Åbning med “Bright Lit Blue Skies”. Highschool reunion-agtigt, men god energi. Fedt åbningsnummer. Folket kvitterede med kyshånd. “Beverly Kills (Freaks With Golden Heir)” og “L’estat” i næste hug. To genindspilninger fra den spæde bedroom-punk-æra. Og folket festede, der blev sunget med, og stemningen var oplagt. Ergo lugtede det af en hitparade. Men allerede i sang nummer fire sker der noget anderledes. “Gettin’ High in the Morning” fra House Arrest bliver smidt i ringen, hvilket til min vilde forbavselse leveres hårdt og vanvittigt oplagt. Folket virker lidt som taget på det forkerte ben. »Den kender vi ikke?« Det resulterer i knapt så hidsig applaus. Ærgerligt. Det var voldsomt. “Menopause Man” ryger på. Folket er henrykte igen. »Den kender vi!« Stemningen er flot, og der bliver groovet grundigt igennem på det Bob James-agtige 70’er-bastard bastrack. Højt humør og klapsalver.

“One on One” fra Lover Boy og derefter endnu en vasker i form af et uventet ondt hit: “Flying Circles” fra House Arrest. Popinferno uden sidestykke. Folket virker lamslået igen. »De her sange kender jeg altså ikke?« Og derfor bliver der heller ikke klappet særligt optimistisk. Men det er ikke det eneste, der begynder at gå galt. Den er også gal med lyden nu. Man kan næsten ikke høre Ariels vokal længere. Den er simpelthen for langt nede i dybet. Hvor blev den af?! Man kan jo ikke høre Ariel Pink-materiale og så gå glip af hans vokal, det går bare slet ikke. Hvor er falsetterne? Hvor er de famøse punches? Og mouthdrumsounds og andet obskurt genkendeligt? Desværre blev denne vitale del af oplevelsen aldrig fixet, hvilket slet og ret var for ringe, grænsende til det amatøragtige. Den slags skal bare være i orden. Ingen undskyldninger.

Nuvel, folkets manglende entusiasme plus det enerverende og tiltagende lydproblem smitter af på bandet, og der må ske noget. Pink og co. trækker en tre-på-stribe. “Can’t Hear My Eyes” vækker folkets opmærksomhed igen. “Fright Night (Nevermore)”, med dens fantastiske oldschool Scared Famous– og FF>>-lyd henstiller folket dansabelt og nærværende igen. »Yes, den er fed, den dér! Den kender jeg!« Indestængte klapsalver bliver frigjort her. Ekstasen er oppe over. Ventetid. Så sker dét, folket har ventet på. Ja, der er sikkert en del, der kun er kommet for dette øjeblik. “Round and Round” fylder Loppen, og folkets begejstring vil ingen ende tage. »Dér var den endelig!« Forløsningen er en kendsgerning. Folket bryder ud i sang. Øjeblikket skal nydes.

Herefter går det stødt ned ad bakke igen, desværre. Selvom der bliver spillet tre sange fra The Doldrums, er det lige, som om hipstermassen har fået, hvad de kom for. Og det er endda til trods for, at sange som “Kate I Wait” (stor respekt til bassist Tim for at rocke det nummer til fulde. Hold da op. Udødeligt.), ”Among Dreams” (hvor man absolut slet ikke kunne høre Ariel, ej heller i “Kate I Wait”, men herfra blev det ekstremt grelt) og så endnu en fantastisk live-kuriositet i kraft af “Don’t Think Twice (Love)”. Den havde man ikke lige set komme. Det samme gjaldt de to efterfølgende Lover Boy-hits “Didn’t It Click” og “Let’s Get Married Tonite”. »Hvad er det for nogle sange? Dem kender jeg altså ikke?« Gennemført og ekstremt eksplosivt leveret blev de, som om bandet havde resigneret og sagt »op i røven med lyden, nu giver vi den eddermanme bare gas alligevel.« Herlige overraskelser, der bestemt havde fortjent mere applaus end de knap 30-40 styks, der gad klappe på dette tidspunkt.

Inden lukketid bliver folket lige trukket tilbage fra jakkerækkerne, da tonerne af den hårde ”Butt-House Blondies” runger højt, og for en stund bliver der trukket i intimfesttøjet igen, da “Little Wig”, for dem der kender nummeret velsagtens, fuldender hæsheden. Det bliver også det nummer, der fuldender aftenens arrangement, troede de fleste nok. I hvert fald at dømme på den talstærke mængde, der på det tidspunkt er forduftet.

Hvis jeg havde været én af dem, der var gået på dette tidspunkt, ville jeg have haft grund til at ærgre mig grundigt. De tre ekstranumre blev en ren Worn Copy-kavalkade. “Life in L.A.”, som aldrig har været smukkere. “Jules Lost His Jewels”, som folket ikke fik danset hårdt nok igennem til, og sidst, men ikke mindst, aftenens sidste live-kuriositet i form af “Foilly Foibles/Gold”, som jeg godt nok aldrig havde drømt om at skulle høre live. De holdt den kørende. Stoppede. Tog tråden op igen og drev den på jagt. En temmelig overlegen måde at presse de sidste lydstyrker ud af anlægget på.

Dét, som skulle have været en fest, endte desværre med at blive en noget fesen affære. Stemningen manglede momentant, og det smittede af på bandet. Lyden glippede fælt, og folket kvitterede for lidt med respektfulde klapsalver. Den slags sætter sine spor. Det perfekte antiklimaks, kunne man fristes til at sige, men ikke desto mindre var der nok til, at alle kunne gå hjem med noget.

★★★½☆☆

10 kommentarer

  • Du bruger mere energi på at anmelde publikum end musikken.

    PS. Har hørt Ariel Pink siden 1998…

  • Hej Ronni,

    Slet ikke enig. Jeg bruger energi på at anmelde min oplevelse af alle elementer ved koncerten.
    Og kun dejligt at vide, at du har kendt til ham så længe. Ville ønske jeg selv havde opdaget ham tidligere.

  • 3.5 er os lidt for lavt efter min bedømmelse.
    Jeg er enig med at vokalen var for lav.
    Jeg tror ikke lydmanden kunne skrue højere op uden, at det ville feede (feedback) for meget, hvilket det nemlig allerede gjorde med vokalerne.
    Publikummet var os ret kedelige (os noget jeg ærgrer mig over, især siden der stod to helt stive og bevægelses løse gutter helt oppe foran scenen, lige foran mig), men det ikke bandets skyld kan man sige.
    Hvor stod du henne? For der var fed energi, der hvor jeg stod, helt oppe foran.
    På nær nogle lidt hæmmede publikum deltagere og for lav vokal lyd, fornemmer man helt sikkert at totaloplevelsen kan blive en del bedre.
    Men det var stadig en ret fed koncert, hvis man stod det rigtige sted, og kunne se og høre det hele godt.

    4.5 :-)

  • Hej Keith,

    Jeg kunne måske have hevet den op på et 4-tal men så igen, dertil var helhedsindtrykket bare ikke godt nok. Jeg stod først i venstre side (ovre ved t-shirt/musik salget) så lige for, derefter i højre side og endte med at stå oppe bag mixerpulten. Kun godt at der var energi foran scenen men for at oplevelsen skal retfærdiggøres til en højere karaktér, så skal det helst være gældende i et større omfang end udelukkende dér.

    Misforstå mig ikke, jeg elsker Ariel Pink’s musik men når der skal anmeldes en koncert så er der flere kriterier der skal tages i betragtning end bare musikken.

  • Jeg synes der er en rigtig god og velskrevet anmeldelse, hvor der er en masse indhold og ikke bare tillægsord på tillægsord som alt for tit.

  • Det her er uden tvivl den dårligste anmeldelse, jeg længe har læst. Det er simpelthen decideret pinligt for Undertoner. Jeg kan ikke snuppe din holdning. “Jeg har kendt bandet meget længere end alle de andre uvidende unge hipstere….” – hold nu op.

    Jeg syntes sådan set du har ret i meget af det du skriver om koncerten (når du altså gider kommentere på musikken, lyden og bandet), men din attitude og dit sprog er dumt, uprofessionelt og barnligt.

  • Så du mener, at anmeldelsen er dårlig pga min personlige holdning?
    Men alligevel giver du mig ret i mine betragtninger (altså på musik, lyd og bandet men for guds skyld ikke publikum?)
    Bestem dig nu.
    Jeg er selvsagt ikke enig i dine betragtninger.

Leave a Reply