Plader

Autechre: Move of Ten

Skrevet af Mikkel Knudsen

Autechre virker lidt ufokuserede på Move of Ten. Pladen indeholder dog enkelte rigtig gode numre af både underlig og mere tilgængelig støbning. Lyden er umiskendeligt Autechre: industriel, glitchet og digital.

I de glade rave-90’ere var Warp et ekstremt toneangivende pladeselskab, når det gjaldt en mere eksperimenterende pendant til den accelererende rave-techno, der efterhånden kunne samle en million mennesker til uvirkelige technoraves (Loveparade RIP). Autechre var sammen med Aphex Twin og Boards of Canada det absolutte flagskib hos Warp.

Til at starte med var ambient, den mere eksperimenterende fætter til ravemusikken, en vigtig del af Autechres univers. Ambient var ikke ikke i samme grad som ravemusikken underlagt strenge konventioner, der skulle sikre konstante peaks og medrivende passager, som skulle bringe de ofte stofpåvirkede ravere i ekstase. Ambient blev brugt til at koble af ind imellem det hårde slid på dansegulvet, men blev altså også udgangspunkt for en del af den mere eksperimenterende elektroniske musik. Ambientmusikken har tråde tilbage til den psykedeliske krautrock. Ligesom de gamle krautroskere vil Autechre udnytte de akkumulerende teknologiske muligheder til at afsøge nye soniske grænser.

Efter et par lidt uinteressante ambientudgivelser begyndte Autechre dog hurtigt at inkorporere hiphop-inspiration og lydeffekter fra hård techno i deres lydlandskab. I slutningen af årtiet inkorporerede Autechre mere og mere glitch (digital støj) og ekstremt synkoperede rytmer i deres musik. Autechre var sammen med Warp blevet et fyrtårn og inspirationskilde for utallige nye laptop-kunstnere. Jeg vil mene, at de havde deres heyday omkring uomgængelige plader som EP7 og LP5. Duoen høstede dog også en del dårlig kritik pga. den mere og mere utilnærmelige og fragmenterede lyd. Pladerne Confield, Draft 7.30 og Untilted cementerede Autechres position ved at destillere den særlige Autechre-lyd. Siden har de dygtige englændere dog virket lidt retningsløse i deres forsøg på både at forny sig og dykke ned i tidligere inspirationskilder som ambient og hiphop.

Desværre virker Move of Ten heller ikke som den helt store musikalske øjenåbner, som man engang var vant til fra Autechres side. Move of Ten er på mange måder klassisk Autechre. Lydene er superkunstige og industrielle, som de plejer. Et nummer som “Rew(1)” er et fint og groovy digitalt angreb på sanserne med pruttende og spruttende bassplinter og forskellige indkastede melodifragmenter. “No Border” er også et smukt og lidt urovækkende nummer, der flot kombinerer et udflydende lydlandskab med målrettet, rytmisk glitch-ondskab. Til gengæld lyder “Iris Was a Pupil” som noget, der bedst egner sig til en sæbereklame. Det er fint produceret, men ikke videre interessant.

Der er ingen helt umulige numre på pladen. Og nogle gange savner jeg måske lige netop lidt af det umulige: at Autechre prøver og indimellem fejler i forsøget på at bryde nye grænser.

Efter Autechre-standard er Move of Ten faktisk ret nemt tilgængelig på trods af fraværet af organiske lyde (hvis de eksisterer, er de cuttet så meget op og fyldt med effekter, at de ikke virker genkendelige). Flere numre på pladen er bygget op af lange, repeterende loops med små variationer. På den måde peger pladen lidt tilbage mod Chiastic Slide fra 90’erne, ligesom de ambiente numre peger tilbage i karrieren. På det første nummer forsøger Autechre at cutte nummeret op på vanlig Autechre-maner, men det virker en anelse anstrengt. Det starter ellers lovende med lidt mere skrabede og hårde, grooveboxlydende trommer, der kunne pege i en ny og frisk retning.

Autechre får næsten reddet en lidt rodet plade ved at slutte med et tordengudslignende bombardement af sanserne med “Cep puiqMX”, der lyder fedt, hvis man spiller det rigtigt højt. Der er ingen tvivl om, at Autechre er mestrene inden for den her genre. Men selvom der skal være plads til afstikkere, er det lang tid siden, at Autechre har beriget verden med et mere helstøbt værk. Halvdelen af numrene lyder enten lidt for ‘mærkelige for at være mærkelige’ eller bare som småkedelig ambient. Den anden halvdel er ikke epokegørende nyt, men dog stærke Autechre-kompositioner. Man må håbe, at de to Sheffield-gutter stadig føler, at de har noget at skulle bevise i fremtiden.

★★★☆☆☆

Deltag i debat