Plader

Blonde Redhead: Penny Sparkle

Skrevet af Lasse Bertelsen

Efter mere end fire års genopfindelse af sit udtryk er trioen Blonde Redhead nu tilbage med et nyt album, en ny lyd – og alt for mange muligheder for at fare vild.

Blonde Redhead er tilbage med opfølgeren til 23 fra 2006, og de har ændret sig – igen. Det er som sådan en modus, de har befundet sig i siden ankomsten til 4AD. Efter labelskiftet forlod bandet sine tidligere eskapader i en mere rendyrket støjrock, der blev blandet med lidt no wave og frankofile elementer, til fordel for et mere storladent udtryk med John Barry’ske strygerarrangementer, spinet og grænseløs ømhed.

Den mildt sagt internationale trio med det DNA-refererende navn Blonde Redhead blev dannet helt tilbage i 1993 af de to italienske tvillingebrødre Amadeo og Simone Pace samt den japanske chanteuse Kazu Makino. I 1996 debuterede de på selskabet Smells Like Records efter at være blevet signet på Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelleys foranledning.

Senere fulgte de to mere eksperimenterende albums Fake Can Be Just As Good og In an Expression of the Inexpressible, der i højere grad tog krasse og ustabile virkemidler i brug, og først nu blev de italienske tvillingebrødres musikalske skoling og studier til en decideret basis for udtrykket. Sammenkoblingen af mere komplekse rytmiske mønstre kombineret med DNA-inspirerede temaer i en mere stringent form end den vild- og galskab, der præger no wave-genren, bragte bandet til en klar artrock-platform, hvor blidheden i Kazu Makinos vokal samtidig udgjorde en smuk kontrast til udskejelserne på trommer, guitar og Amadeos baryton.

Da man skulle have troet, at bandet nu havde fundet en sådan platform både i musikhistorien og geografisk i New York og havde alle muligheder på hånden for at perfektionere de tilhørende formgreb, valgte bandet i stedet at søge i en mere poetisk retning. Melodierne og teksterne blev et klart fokus kontra den mere abstrakte og søgende stil, der kendetegner de første fire plader.

Det er denne kurs udstukket fra deres første reelle hitplade, Melody of Certain Damaged Lemons, der synes at være fortsat som en evig trang til at forny sig fra bandets side. Melody of… var det første reelle konceptuelle album med hensyn til teksterne og de enkelte sanges indbyrdes referenceramme centreret om forsangerne, Kazu og Amadeo, og deres kæresteforhold med tvetydige anklager, besværgelser og ikke mindst løfter om kærlighed indbefattet i sangenes narrativer.

Bandet og dets personligheder blev derved sat i scene på denne og på den følgende gennembrudsplade på 4AD, Misery Is a Butterfly. Dette kom markant til udtryk i senere interviews, hvor personlige hændelser som hospitalsindlæggelser og skænderier bandet imellem blev inddraget så markant, at det ville være svært at afholde sig fra at indblande dette i éns forhold til teksterne og musikkens nu mere udtalte sørgmodige karakter. En karakter gestaltet ved dirrende (skiftevis fra anglofile til frankofile) strygerarrangementer og konstante molakkorder illuderede voldsomme trængsler og sorg med enkelte lykkelige øjeblikke.

Det var denne plade og opfølgeren, 23, der placerede Blonde Redhead solidt i 4AD’s lange og imponerende musikalske historie, hvor det primært har været rumklangen og det sfæriske og inderlige, der har været det gennemgående vandmærke. Tilsyneladende har det imidlertid ikke bragt trioen langt nok i dens musikalske udvikling, idet Penny Sparkle markerer en ny position og endnu et udtryk til Blonde Redheads efterhånden omfattende katalog.

Penny Sparkle er guitaren og de akustiske trommer (ikke helt, men næsten) nemlig ofret til fordel for en mere artificiel om end rummelig lyd baseret på keyboards/synthesizers og elektroniske trommer tangerende programmerede beats. Hvor disse elementer har været at finde som krydderi på adskillige af de tidligere plader, er de nu blevet de regulære byggeklodser i en snart messende, snart popmusikalsk arkitektur med andre 80’er-reminiscenser end 4AD-galionsfigurer som Cocteau Twins og This Mortal Coil.

Tempoet er endvidere sat gevaldigt ned, og de eftertænksomme stunder bliver mange gennem Makinos svævende og til tider retningsløse sangforedrag, hvor sågar tiden på både godt og ondt bliver bragt til standsning. Makinos messende væverier folder sig om sig selv som dagdrømme og fantasterier uden af den grund at ville indvie lytteren til fulde i sit drømmeunivers.

Der er alligevel enkelte steder, hvor de krystalklare hitkvaliteter, som bandet tilsyneladende søger efter, titter frem: den Depeche Mode-modererede “Not Getting There”, singlen “Here Sometimes” og den herlige “My Plants Are Dead”, hvor sidstnævnte alligevel skuer tilbage mod 80’ernes britiske shoegazer-lyd.

Holdt op mod disse fremhævede numre glimter resten af albummet dog kun som similismykker, der har ømme og smukt anlagte intentioner, men alligevel tager sig ud som lettere tarvelige forsøg på skønhedssøgende øjeblikke. Der er melodisk ikke meget at komme efter på Penny Sparkle, og eftersom flere af sangene heller ikke rykker lytteren på andre planer såsom tidligere tiders tristesse og kompositoriske opfindsomhed, falder hele dette nye udtryk let til jorden som en itureven halskæde. Det er synd, og det vil være på sin plads, at Blonde Redhead, såfremt de agter at forblive en tid endnu i dette udtryk, sliber de enkelte diamanter, trioen er i besiddelse af, inden de igen indfatter dem og præsenterer dem på plade.

★★½☆☆☆

Deltag i debat