Artikler Interview

Brother Ali – prædikanten fra Madison, WI

Skrevet af Christian Klauber

Religion, slaveri, relationer mellem mennesker og institutionaliseret racisme var på dagsordenen under en inspireret og inspirerende samtale med Brother Ali.

Brother Ali ser gennem dig og ind bag din facade.

Brother Ali er et sammensurium af modsætninger. Han er hvid rapper. Han er tårnhøj albino. Han fremstår til tider nærmest usårlig, men har problemer med sit ene øje. Han bander og svovler og er muslim. Men først og fremmest er han venligheden selv, imødekommende og sludrende. Og så deler han villigt og gavmildt ud af sine meninger.

Religion for sig selv – ikke for andre
I mange af sine tekster refererer Brother Ali til islam – og ikke mindst troen på Allah som den eneste gud. Derfor er det oplagt at spørge Ali om, hvad religion egentlig betyder for ham. »Forskellige ord betyder noget forskelligt for forskellige mennesker. Den populære forståelse af ordet ’religion’ i dag er ’et sæt af regler og forskrifter’. Og jeg synes, det er sådan en tam måde at definere, hvad jeg tror på og praktiserer. Jeg mener, at religion er et sprog, der hjælper mennesker med at relatere til ting, der er åndelige. Det leder os til de samme principper og idéer. Forskellige religioner giver os forskellige rammer for at nå derhen.«

Brother Ali uddyber sin pointe: »Jeg er muslim, jeg tror på, at islam er den bedste og mest direkte måde at nå til den spiritualitet for mig. Men andre mennesker udstikker deres egen vej, men vi lader os inspirere, og vi ser op til folk og lader dem være rollemodeller for os. Jeg startede med se på Chuck D, Rakim, KRS-One, Ice Cube. De er mennesker, der efter min mening satte rammerne for, hvad hiphop og en emcee kan være. Derfra måtte jeg udvikle min egen version af det, men jeg er stadig loyal over for det, jeg lærte af dem. Spiritualitet er ikke anderledes. Jeg tror, at vi alle har en eller anden, som vi betragter som en model for, hvilke muligheder der eksisterer.«

Ali holder en pause og fortsætter så: »Personligt er jeg muslim, så jeg tror på, at Islam er sandheden. Men det betyder ikke, at jeg er enig med måden, hver eneste muslim fremstiller det på – eller endda måden de forstår islam på – men jeg siger til mig selv: ”Jeg lærte at læse arabisk for at kunne læse Koranen for mig selv”. Jeg har ikke behov for at imponere nogen anden muslim. Jeg læser Koranen for mig selv, for hvad jeg tror, Gud siger til mig.«

Prædikanten
At have KRS-One som rollemodel er lidt af et paradoks, når man tager Brother Alis rolige fremtoning i betragtning. Slægtskabet er da også på et konceptuelt plan. KRS-One betegner sig selv som læreren (’The Teacher’, red.), og tager man afsæt i, hvordan Ali performer på scenen, kan man sige, at han prædiker. Ali er enig: »Jeg prædiker i den traditionelle forstand af ordet ’prædike’. At prædike er med tiden blevet forstået som en der, baseret på deres eget ego, fortæller dig, hvad og hvem du skal være. At prædike er kommet til at handle om, at jeg giver mig selv magt ved at overbevise dig om, at du ikke er lige så god som mig, og at du har brug for mig. Derfor bryder jeg mig ofte ikke om at bruge det ord [’prædike’, red.].«

»Den traditionelle prædikant har et kald i sig eller fra universet om at prædike, fordi de føler sig heldige og taknemmelige for den visdom, de har haft mulighed for at tilegne sig, at de ønsker at dele den med alle. Så de går ud og deler. Det handler ikke om at elske sig selv, det handler om at elske den sandhed, de er blevet udsat for og ikke kan vente med at dele med verden. Så på den måde er KRS-One læreren, og jeg er prædikanten.«

Historielektion
Brother Ali taler – passioneret og med tydelig indignation i stemmen – de svages sag. Især er han optaget af de raceproblemer, der stadig forekommer i USA. Ifølge Ali er det dog ikke så mærkeligt, at USA stadig har problemer med racebaserede fordomme. »Amerika blev bygget på konceptet om race. Og slaveri er grunden til, at Amerika blomstrede så meget i begyndelsen. Fra første sekund hvide mennesker satte deres fødder på amerikansk jord, forsøgte disse gode, hvide kristne at eliminere det oprindelige folk, der boede der. Efterfølgende kidnappede de afrikanere og bragte dem til Amerika for at bygge vores land gratis. De brugte gratis arbejdskraft til at udvikle den uopdyrkede landbrugsjord og eksportere tobak, bomuld og sukker, og de behøvede ikke at betale nogen for det. På den måde blev USA så rigt, som det er.«

I sangen ”Uncle Sam Goddamn” fra albummet The Undisputed Truth lyder de første linjer: »Welcome to the United Snakes / land of the thieves, home of the slaves.« Det er ikke overraskende, når Brother Ali fortsætter sin flammetale om raceproblematikkens udspring: »Vi er et land befolket af tyve. Folk levede der, og vi stjal det. Der er ingen anden måde at forklare det på. Vi fratog dem deres religion, deres kultur, deres navn, deres sprog, deres familiebånd; fratog dem enhver forbindelse til verden og skabte et nyt folk. Vores lands begyndelse var race, og det vil altid være en faktor – indtil der for alvor bliver gjort op med det, og det er aldrig sket. I Tyskland har man gjort op med nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig og sagt, at ”det aldrig må ske igen”. Det har skabt forsoning, og det er kun 50 år siden. Vi har aldrig forsonet os. Vi har aldrig taget det op.«

Et stort øjeblik for Brother Ali: På scenen sammen med et af sine forbilleder, rapperen Rakim.

Sandheden gør dig fri
Modstillingen mellem sorte og hvide er altså ikke en fremmed problemstilling. Den startede med slaveriet, fortsatte med Civil Rights-organisationerne, og selvom forholdene er blevet bedre, har Brother Ali stadig en dagsorden, der minder om 60’ernes ’black empowerment’ – måske med et kraftigere socialt frem for racemæssigt fokus.

»For mig handler det om at elske sig selv nok til at være ærlig over for dig selv og indrømme sandheden. Sandheden gør dig rent faktisk fri, men at du bliver nødt til at være selvsikker nok til at acceptere det, og for mange hvide mennesker er det meget svært at acceptere realiteterne i USA. For på et tidspunkt kræver accept af realiteterne en erkendelse af, at man er en del af problemet – alene ved at eksistere. Det behøver ikke at betyde, at man er et dårligt menneske, for det afhænger af, hvad man gør med situationen. Ignorerer man den? Hvis man gør det, har man også accepteret, at der er et problem, og at man er en del af det. Hvis man ignorerer det, er det som at sige, at det er meningen, at det er således, og på den måde bliver man selvtilfreds, medskyldig og delagtig i det. Men hvis man siger: ”Så meget det er mig menneskeligt muligt, vil jeg ikke deltage i dette uretfærdige system. Jeg vil adskille mig så meget som muligt åndeligt fra den unfair fordel og det privilegium, jeg har.” Det betyder ikke, at verden holder op med at give dig den fordel og det privilegium, men det er måden, du hånderer det på, og hvad du gør med det, der afgør, hvilket menneske du er.«

Institutionaliseret racisme
Man kunne tro, at Ali skammer sig over at være amerikaner. Der er da også folk, der fortæller ham, at han burde forlade USA, når han hader landet så meget. Det er dog ikke tilfældet. Igen handler det om kærlighed. Fordi Ali elsker USA så højt, finder han modet og ærligheden til at sætte problemerne under lup og sige sandheden.

»Amerika er fantastisk, men det afhænger af, hvem du er. Hvis du er hvid, og du er mand, og du har nok penge, så er Amerika fantastisk. Men hvis du skal have alt dette, er der nogen, der må have mindre, end hvad de har behov for. Race[problematikken] påvirker alt i hverdagslivet. Mange hvide mennesker vil sige, at det ikke er sandt. Men det er, fordi de ikke lever med konsekvenserne. Sorte mennesker har den dårligste uddannelse, den dårligste mad, de dårligste livsbetingelser, de dårligste uddannelsesmuligheder; sorte mennesker bliver dræbt, er narkotikamisbrugere, kommer i fængsel og har seksuelt overførte sygdomme i større antal end andre, børnedødeligheden er større end hos andre, og sorte mennesker har en kortere forventet levealder end nogen andre.«

Spiller man djævlens advokat, kunne man spørge, om det ikke er deres egen skyld? Måske omfavner de ikke livet i USA tilstrækkeligt? Brother Ali påpeger, at sorte siden begyndelsen ønskede at deltage i og bidrage til livet i USA. Den første generation efter slaveriet startede forretninger, byggede deres egne hjem, betalte skat, stemte. »Sorte har altid forsøgt at gøre noget for sig selv og forsøgt at bidrage til det amerikanske samfund, og USA ødelagde det. Det, vi har nu, er institutionel racisme, hvor det ikke engang er nødvendigt, at enkelte mennesker er hadefulde mod sorte. Vores institutioner er grundlagt på racistisk metodik, så selv skolerne er kulturelt partiske imod afroamerikanere.«

Prædikanten deler ud af sin indsigt og sin kærlighed.

Det ensomme internet
Følelser og tætte relationer spiller en stor rolle for Brother Ali, bl.a. fordi han som ung følte sig som en udstødt. Kærligheden fra mennesker, der rakte ud, blev af afgørende betydning. Når han møder den kærlighed, omfavner han den. Han bruger ordet kærlighed flere gange og understreger sine tætte venskaber med Murs og Ant; venskaber der er præget af deres evne til at forstå og acceptere Ali som den, han er. Det er relationer, som betyder alt for Ali, og han ser relationer som dem forsvinde med Facebook, Twitter og Myspace, fordi folk ikke taler med hinanden, men er på internettet sammen, hver for sig:

»Det er som internetpornografi. Det giver dig en fantasiverden, du eksisterer i. Det skaber et kunstigt miljø, hvor formålet er at forbruge mennesker. Misforstå mig ikke. Internetpornografi er ikke godt, det er en forfærdelig, ond ting, jeg deltager i. Men det er kun menneskekonsumption, det er kun mig, der bruger dig til at tilfredsstille mig selv. Og det er der noget sygt i. Det samme kan man sige om sociale netværk på nettet, og den manglende tilknytning [til andre mennesker] har med sikkerhed skabt en masse bekymringer.«

»Vis begge sider af dig selv«
Den ensomhed er også på spil i Brother Alis tekstunivers, der fremstiller en meget ærlig, indimellem næsten følelsesmæssigt nøgen rapper. Men hans tekster viser også en mere aggressiv side, der praler om hans evner som rapper. Er den ene side mere ægte end den anden?

»Jeg tror, at begge sider er ægte. Jeg kan både være bange og fortælle, at jeg er såret – som når min søn og jeg forlader hans mor – men det er også en del af mig at prale. Jeg håber, at folk forstår, at jeg har haft så meget smerte i mit liv, at jeg faktisk bare er ærlig omkring, hvor fantastisk det føles at være god til noget. I Sverige eller Danmark ser jeg ikke specielt anderledes ud, men i USA kigger alle mennesker på mig, som om jeg er skør, og folk taler til mig, som om jeg dum, som om der er noget galt med mig. Da jeg var yngre, kunne pigerne godt lide mig, men de ville ikke date mig, fordi deres venner ville tale om dem. Jeg er dårlig til sport, og jeg har aldrig haft penge, så det føles virkelig godt at være god til at rappe. Jeg ved godt, at nogle mennesker vil sige: ”Det er bare pral, det er hans ego”, men for mig er det så ægte og nøgen, som jeg kan være, at jeg også viser dig, at jeg kan være et arrogant røvhul.«

Ali uddyber kvaliteten ved at vise begge sider af sig selv: »Jeg håber, at fordi jeg viser mine mørke sider, er folk villige til at acceptere, at jeg indimellem praler. Det er en samtale, jeg tit har med muslimer, der kan lide min musik. De siger: ”Vi er glade for de positive ting, du rapper om, men vi ville ønske, at du ikke brugte så grimt et sprog; vi ville ønske, du ikke pralede”. Og jeg fortæller dem, at folk kun tror på de positive ting, jeg siger, fordi jeg også fortæller dem om det modsatte. Og jeg tror, at det er et problem, vi har i religiøse institutioner: Vi prøver altid at projicere et billede af, hvad vi ville ønske, vi var, i stedet for at vise, hvad vi virkelig er.«

Deltag i debat