Plader

CEO: White Magic

Skrevet af Christian Birk

Eric Berglund kender vi nok bedst fra det fremragende pop-orkester The Tough Alliance. Nu er han klar med sin solodebut, der formentlig vil glæde både tidligere fans og dem, der kommer til.

Sommeren er forbi og er blevet afløst af efterårets rusken i træ, blade og vindjakker. Det er noget køligere, men solen titter stadig frem i fine øjeblikke. Og i disse står Eric Berglund stærkest. Hans kølige, svært krøllede pophjerne har, først i The Tough Alliance og nu under pseudonymet CEO, udviklet en ekstremt spændende cocktail af skandinavisk melankoli og en tropisk, nærmest frodig omfavnelse. Denne medrivende, men lidt aparte kombination hører til overgangen fra sommer til efterår. På CEO-debutpladen, White Magic, viser Berglund endnu en gang, at han finder sig bedst til rette et sted mellem kulden og varmen, mørket og lyset.

Der er mange lighedspunkter mellem The Tough Alliance og CEO, og et af de mere kuriøse er, at jeg ikke kunne fordrage nogen af dem ved første lyt. Ubehaget førte kort efter til accept, der slutteligt endte ud i anerkendelse og dyb respekt. For ligesom megen anden popmusik kan begge bands være anstrengende i deres umiddelbare udtryk. Men TTA og CEO er mere end ordinær pop, de udvikler sig hen ad vejen, og man bliver for hvert gennemlyt overrasket og betaget af de lag, musikken rummer. White Magic er måske lidt mere ambitiøs, end hvad vi tidligere har hørt fra Berglund, men manden bag er ikke blevet et mindre legebarn, siden vi sidst dansede til hans finurlige toner.

Og danse kan man heldigvis også til White Magic. Det kræver måske både tålmodighed og en hurtig reaktionsevne at få flyttet stængerne til de mest tilgængelige numre, “White Magic”, “No Mercy” og “Come With Me”, men legen er god og aldrig kedelig. Titelnummeret er vanvittigt sanseligt med en fræk og indbydende electro-intro. Der er stamme-trommer, spansk guitar og vibrerende trommemaskine. Og i Berglunds musikunivers med konstant bevægelse og nysgerrige krumspring er det svært at stå stille. “No Mercy” og “Come With Me” gør i stor grad brug af sample-loops og orientalske rytmer, som vi kender det fra label-vennerne jj og Air France. Tilsat Berglunds selvsikre swenglish-vokal og hans barnlige, altid nysgerrige sind har vi to lækre popperler.

Med en så konstant og brændende trang til at nytænke og eksperimentere er det næsten umuligt at undgå enkelte svipsere. Det var tilfældet på TTA’s nyklassiker A New Chance, og er det også på White Magic. I et forsøg på at følge en mere simpel skabelon bliver den næsten vægtløse “Illuminata” lidt for banal med dens enerverende keyboard-arrangement. Her kommer Berglund til at fremstå klodset og lidt stor i bevægelserne. Det samme sker i “Love and Do What You Will”, der formentlig ville brillere hos et mere middelmådigt band, men når man ved, hvad Eric Berglund er i stand til, føler man sig snydt. Den rodede “Oh God, Oh Dear” skyder overraskende langt forbi. I et spacet og vinterligt synth-landskab med strygere og diverse percussion forekommer Berglunds ellers altid overlegne vokal skabet og monoton.

Svenskeren kan dog i overvejende grad være stolt af White Magic, og det bedste er faktisk de to numre, som adskiller sig mest fra Berglunds tidligere arbejder. I åbningsnummeret “All Around” bliver vi i introen mødt af mørk, knitrende støj. Det dunkle univers bliver dog i vanligt flydende stil afløst af lyse synthesizere og organisk trommemaskine. Det er et superflot arrangement med lidt mere gods, end vi kender det fra TTA. Det er måske ikke så sprudlende, men til gengæld varsler det nye vinde fra CEO, og det er velkomment. Spændende er det bestemt også i afslutningsnummeret “Den blomstertid nu kommer”. Berglund er et komplekst musikalsk legebarn, og måske er det en selvironisk gimmick at parre fodboldsamples med kirkeorgel og salmestemning, men det er altså guddommeligt smukt, og så rører det mig ikke, hvis det viser sig, at jeg er røget i en fælde.

★★★★☆☆

Deltag i debat