Interview

Chimes & Bells – om at blive modig nok

Skrevet af Mikkel Arre

Cæcilie Trier har været involveret i en række meget roste danske indierockprojekter. Det krævede alligevel overvindelse at føle sig klar til at skrive sange på egen hånd. Sange, der har fået musikalske skyklapper på.

Da jeg spørger Cæcilie Trier om hendes sangskrivning, vender hendes svar flere gange tilbage til et lidt uventet ord. At føle sig »berettiget« til selv at komponere og skrive har åbenbart været centralt for sangeren og cellisten. »Man kan altid komme i tvivl. Der er så sindssygt meget musik i verden, og hvorfor dog lukke mere støj ud?« som hun siger, efter at hun er stoppet op midt i en forklaring om sin arbejdsproces.

Ser man på listen over bands, Trier har været eller er engageret i, skulle man ellers ikke tro, at hun havde grund til at være usikker. Der har været masser af opmærksomhed og anmelderroser til projekter som Choir of Young Believers, Le Fiasko, Jong Pang, Valby Vokal Gruppe og Atoi. Alligevel har det krævet et vist tilløb for den klassisk skolede cellist at gå fra at komponere og skrive sammen med andre til at placere sig selv i centrum i albumaktuelle Chimes & Bells, hvor hun er både sangskriver og forsanger.

Foto: Nina Mouritzon

Det var i og for sig ikke nogen bevidst beslutning, at Trier begyndte at skrive sine egne sange. Det skete bare.
»Jeg havde egentlig villet det i meget lang tid, men kunne ikke få hul på det. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig kom det. Der var med ét en følelse af, at det var sindssygt vigtigt og berettiget, at jeg skrev selv. Jeg holdt fuldstændig op med at tænke referencer. Jeg smed alt det over bord og var helt intuitiv, og så skrev jeg ep’en på en uge,« siger hun med henvisning til Into Pieces of Wood, der udkom i starten af 2009.

Da Cæcilie Trier lagde fundamentet til Chimes & Bells, var hun stadig en del af den genrekrydsende septet Le Fiasko, og her ligger noget af forklaringen på, at hun blev klar til at være midtpunkt.
»I Le Fiasko kunne jeg prøve at synge for uden at føle, at jeg var forsanger, fordi vi alle sammen sang. Derfor føltes det ikke som en uoverstigelig opgave, og jeg var ikke så bange for det. Jeg er cellist og har aldrig følt mig som sanger, men her kunne jeg få en blød overgang,« forklarer hun.
»I Le Fiasko skrev Andreas (Pallisgaard, red.) og jeg sammen, og det lærte jeg en masse af. Det var måske det, der gjorde, at jeg selv kom i gang. Eller også var jeg blevet moden nok. Eller måske snarere modig nok. Jeg slap tanken om, at man var nødt til at være helt vildt dygtig til alting, før man var berettiget til at sende noget ud.«

Musik med skyklapper
Mens Le Fiasko blev Triers afsæt for at skrive på egen hånd, er der ikke mange spor af septettens spraglede udtryk i den langstrakte manende og ofte mørke lyd på Into Pieces of Wood og det selvbetitlede debutfuldlængdealbum.
»I Le Fiasko var vi mange mennesker og meget legende, og vi bevægede os ind over mange forskellige genrer. Med Chimes & Bells ville jeg gerne lave et ensartet projekt.«
Mere specifikke idéer og programerklæringer lå der dog ingen af på forhånd, forklarer Cæcilie Trier.
»Skriveprocessen og arbejdet med at arrangere er ubevidst for mig. Jeg læste på et tidspunkt om en russisk komponist, der delte komponister op i gartnere og arkitekter. Jeg kender mange, der er arkitekttyper, som har alle referencerne klar og bygger deres musik ovenfra og ned. Det er omvendt for mig. Jeg prøver altid at få det, der lige kommer op, til at gro.«

Foto: Nina Mouritzon

Det, der dukkede op, da hun først fik hul på sangskrivningen, var en flok sange, der bundede meget i droneforløb og i høj grad bevægede sig inden for samme toneart.
»Jeg havde lyst til at strække nogle egentlig relativt ligefremme popsange ud over mere klassisk komponerede former med crescendoer og droner. Jeg ved ikke, om andre kan høre det, men jeg er meget glad for strukturerne hos moderne komponister som Gorecki, Ligeti og Pärt. Musikken er repetitiv. Den har lidt skyklapper på, og det kan jeg godt lide,« siger Trier.

Lyden af fællesskab
Når man hører Chimes & Bells, er det, som om skyklapperne er blevet løsnet lidt. Der er mere dur, lidt mindre rumklang og en klarere fornemmelse af, at Chimes & Bells er et band med fem medlemmer. Og det er vigtigt for Cæcilie Trier.
»For mig har Chimes & Bells altid været et bandprojekt. Mine numre har aldrig lydt som nogen, der skulle spilles af en solosanger med et backingband. Jeg holder af enkelhed, men omvendt er en sang ikke fuldbyrdet, før alle fem personer kan høres.«

Netop oplevelsen af at være et fællesskab stod ifølge Trier klart, da fuldlængdedebuten blev indspillet.
»Vi spillede den efter 14 dages Europa-turné. Vi har aldrig haft et stræk, hvor vi har spillet så meget sammen, og vi havde en fornemmelse af at være meget dynamiske sammen. Selvom sangene selvfølgelig er komponerede, var der noget lidt jam-agtigt over det. Vi var blevet mere modige, og den livelyd ville vi gerne dokumentere.«

– Det er vel også en gartner-agtig ting at spille sangene, sådan som de er groet frem?

»Ja, præcis. Det bliver en måde at sætte sangene fri på. Pladen indfanger, hvordan de lød lige på det tidspunkt, og så kan vi komme videre og spille dem på en ny måde.«

Første chance for at høre, hvor sangene har bevæget sig hen siden indspilningerne, kommer midt i november, hvor Chimes & Bells efter en månedlang turné i Europa spiller en håndfuld koncerter i Danmark.

Datoerne er som følger:

12. november: Kulisselageret, Horsens
13. november: Musikcafeen, Århus
19. november: Templet, Lyngby
20. november: Loppen, København
Bandet spiller desuden til VinterLyd Festival 4. december.

Deltag i debat