Plader

Chimes & Bells: s.t.

Skrevet af Anna Møller

Der kan ske meget under påvirkning af droner. Jeg lukker øjnene til Chimes & Bells og bliver med Cæcilie Triers dybt rungende vokal og celloens hypnotiske gentagelser ført ind i mundens hulrum. Der er masser af rumklang herinde i mørket.

Hvis man var glad for Chimes & Bells‘ debut-ep Into Pieces of Wood (2009), bliver man også tilfreds med det selvbetitlede debutalbum, der flere steder fortsætter den repetitive og mørke artrock. Syntes man, de langstrakte sange blev lige en tand for søvndyssende, bliver man højst sandsynligt også jævnt glad for fuldlængdedebuten, der mange steder er betydeligt mere postrocket og uptempo i udtrykket. Vil man gerne en tur ind i Triers mund, er der meget godt i vente.

For at starte ved begyndelsen, så er “Do the Right” og “The Mole” direkte fortsættelser af ep’en og i mine øjne også albummets stærkeste numre. De er langtrukne og shoegazede og skaber mørk uhygge gennem ekstrem rumklang, Triers karakteristiske, dybt dragende stemme og celloens enkle og højtidelige dunkelhed. “Do the Right”, der er en ældre sag fra 2009, starter minimalistisk med vokal, der gentagende synger titlen i evigt ekko, rytmen er monoton, dronet og langtrukken, gentagende og hypnotiserende, indtil lydbilledet fyldes af støj og trommer. Der er noget eminent seksuelt i den bølgende rytme og den måde, hvorpå Trier strækker vokalen hen over det i forvejen dovne lydbillede.

“The Mole” starter ligeledes med Triers vokal og kor i front sammen med celloens dybe vibreren, der ligger som en understrøm og fører videre ind i trommernes pulsslag. Triers vokal fortjener et kapitel for sig, for den er suverænt stærk, æterisk, dyb og dragende, og der er virkelig ikke mange, der kan synge som hende.

Hvis selve nummeret ”Do the Right” har et seksuelt islæt, så er de afbrudte freesaxofon-toner i slutningen af nummeret i mine øjne elskeren, der efter selve AKTEN sætter et truthorn til munden og blæser lidt adspredt i det i stedet for at tænde en cigaret. Meget mystisk.
Saxofonen på ”Do the Right” er ikke det eneste element, jeg er lidt uforstående overfor. Også den asiatisk-inspirerede start på ”Reasons” fanger jeg ikke helt, celloens lyse toner og melodiens lethed står i stor kontrast til resten af nummeret, men det handler nok dybest set om smag. Sidste mini-indvending går på dronens akilleshæl – nemlig forholdet mellem trancetilstand og decideret søvn. Eksempelvis grænser “Lashes” til det kedelige, og her mister Trier, Makrigiannis, Hansen, Brix Sørensen og Hagemann Tinglef lidt pusten. Hverken den ellers så dragende vokal eller det elskede ekko er nok, og jeg forbliver i en mellemtilstand mellem søvn, hypnose og kedsomhed.

Chimes & Bells har imidlertid også udviklet deres udtryk siden udgivelsen af ep’en, hvilket Undertoner også tidligere har gættet på ville ske. Det klæder den dystre artrock at påtage sig et til tider næsten gængs postrocket udtryk. Det mere lettilgængelige skinner igennem i den uptempo (alt er jo relativt) “Kranen”, hvor koklokke, dechifrerbar tekst og på en og samme tid melodisk og støjende guitar nok henvender sig til et større publikum end tidligere. Centralt er stadig Triers mørkrungende vokal, der dystert synger »I was so happy last night / can’t believe how happy I was last night / take a look at me now / why won’t you look at me now.« Brugen af et hook som koklokken på ”Kranen” fungerer godt for Chimes & Bells. På “The Dot” er krogen et lyst »uu-hu,« Triers afsluttende gentagelse »for my love« og guitarens melodiske fingerspil – alt sammen elementer, der åbner kvintettens musik op for potentielt flere lyttere.

Det lykkes Chimes & Bells både at videreudvikle dét, de startede på Into Pieces of Wood, og at fortsætte over i en mere rocket stil – og fortsat være både dragende, dystre og hypnotiske. Rent personligt har jeg nydt at befinde mig i Triers mund, jeg vil sidde der alene og bølge i rumklangens uendeligheder, men saxofonen kan hun godt beholde.

★★★★★☆

4 kommentarer

Deltag i debat