Plader

Climber: The Mystic

Skrevet af Anna Møller

The Mystic er på en gang barnligt legende og meget kontrolleret, og selvom det er vanskeligt at få hold på pladen, er den svær ikke at holde af.

Da jeg er færdig med min løbetur, stopper jeg op ved min cykel for at strække ud. Først lårmusklerne, hvert ben, tælle til 20, nej 26, så de lange sener på bagsiden af benene og så ned på græsset for at strække den forkrampede ballemuskulatur. Jeg har Climber i ørerne, pladen er nået til “The Risk of the Middle Way”, og jeg kigger ud over plænen. Der ligger dug – eller måske næsten dug – på græsset, valmuerne står og nikker lidt, og efterårssolen rammer min overlæbe, så den lige sitrer lidt, og det er svært helt at beskrive, hvad det er, der sker, men det er dejligt og rart, og jeg har lyst til at blive det her sted længe.

Sikken lang analogi, ja tak, men på samme måde har jeg det med Climber. Jeg ved ikke helt, hvad det er, det her, for det er lidt alt på samme tid. Og det fungerer overraskende nok så godt, at jeg har lyst til at høre mere hele tiden.

The Mystic er tredje album fra den Portland-baserede kvartet. Det er på mange måder en fuldendt plade. Man præsenteres for og rives ind i et eventyrunivers, der er gennemført med en lille fortælling om barnlige monstre a la Spike Jonzes “Where the Wild Things Are” og så den her foranderlige musik, som synes at ændre sig, så snart man lige tror, man ved, hvad den er. Forsanger Michael Nelson har skabt det farverige cover, hvorpå bl.a. følgende står trykt: »From under the earth, by way of roots and branches, strange and beautiful music travels to the opening of a great mountain where it bursts forth in a dazzling display of colorful leaves and cheerful sounds.«

Det er på mange måder meget fuldkomment at udgive et album med så gennemført et koncept, hvor musikken spænder over så mange aspekter. Tag til eksempel ”The Risk of the Middle Way”. Nummeret starter med balladeklaver og næsten klichéprægede og drævende trommer, og Nelson synger følelsesfuldt i rumklang. Dog varer det ikke længe, før trommerne skifter tempo, violinerne og guitarerne skriger om kap, og lytteren befinder sig i midt i et 80’er-rocket nummer. Lige indtil det så stopper igen, klaveret slår et par enkelte tangenter an, og en minimalistisk og uptempo trommemaskine tager over, mens vokalen skifter mellem falset og næsten-tale. Nummeret ender i balladens register, og det er egentlig ret forbløffende, at det lykkes Climber at komme så vidt omkring inden for et enkelt nummers grænser, uden at lytteren af den grund føler sig rundtosset.

Andre af numrene stritter i færre retninger. “Flying Cars” er båret frem af en guitars mørke gentagelser, der ligger helt fremme i lydbilledet, mens en tamburin og stortromme fastholder rytmens vedblivende pulsslag. Helhedsindtrykket er mere dystert end i mange af de andre numre og bliver meget passende efterfulgt af “Dreamy Interlude”, hvor et orgels fyldige og enkle toner i samspil med et lyst kor skaber et vatteret tæppe, der holder uhyggen væk.

Climber berører mange genrer og gør det med held. Eneste ulempe er, at det er svært ikke at tænke på allerede eksisterende bands, og på bagsiden af mit cover var da også påklistret en mærkat med følgende vejledning: »Recommended Tracks: 6, 2, 4, 12, 11. RIYL [recommended if you like, red.]: Tame Radiohead, tame Bjork, tame Flaming Lips, Coldplay, tame Muse, Keane.« Plus i øvrigt et par lilla plastic-ædelstene med klister bagpå. Det i sig selv er jo en historie værdig, men lad det nu være det med det.

★★★★½☆

Leave a Reply