Plader

Clinic: Bubblegum

Skrevet af Christian Birk

Med Clinics nyeste udspil, Bubblegum, forsøger kvartetten på ny at leve op til de forventninger, som debuten Internal Wranger skabte. Det lykkes dog langtfra, og det er tvivlsomt, om det vil skaffe nye fans og holde på de ældre.

Tilbage i år 2000 nåede Clinic sit foreløbige højdepunkt. Med debutpladen Internal Wrangler opnåede gruppen både kunstnerisk og kommerciel succes – to størrelser, der sjældent er forenelige. Mens bandets genre-nysgerrige indierock spillede i Levi’s-reklamerne, havde Clinic æren af at varme op for Radiohead. Flotte anmeldelser fører til store forventninger, men i dag, fem albums senere, er de endnu ikke blevet indfriet. Debuten, der viste både alsidighed og frækhed og overskud, var også forstyrrende i dens mangel på sammenhæng, og det kan måske være grunden til, at Clinic stadig famler efter sin identitet.

Siden debutalbummet har Clinic været igennem det meste af den nyere britiske musikhistorie. I varierende grad har bands som The Beatles, The Pretty Things, Small Faces, Joy Division, The Fall, Radiohead, The Clientele og Travis en stor del af æren for den musik, de fire englændere har skabt. Kvartetten har trods de åbenlyse inspirationer forsøgt at skabe sit eget – og stor respekt for det. Niveauet har altid været højt, om end det ikke altid har været lige spændende, og med den sætning springer vi til 2010 og Bubblegum.

Uden at fornærme hverken bandet eller fanskaren kan man vist godt konkludere, at Bubblegum er både konservativt og let fordøjeligt. Det er hverken dårligt, sløset eller dumt, men det er langtfra godt, tight og interessant. Clinic befinder sig et blødt sted imellem det kunstnerisk værdifulde og det popsmart utiltalende. Tidligere delte bandet vandene med deres post-psych-punk-pop; nu lander det et sted mellem to stole uden at få sat et aftryk, som er værd at huske på.

Kender og beundrer man Clinic for deres kompromisløse leg med former og konventioner, vil man formentlig blive slemt skuffet over Bubblegums lave ambitionsniveau. Med en uset slap og ufarlig produktion bliver man ofte lullet i søvn af de mange fantasiløse arrangementer. Særligt den første tredjedel fremstår tam og ligegyldig. “I’m Aware” og “Baby” lyder stort set ens i deres akustiske P4-pop, der blandes lidt op med synthesizere og strygere. I et tilforladeligt, slemt pædagogisk tempo kan vi alle være med, mens nogle lidt trætte og grå musikanter lirer et par ligegyldige riffs og soloer af. Helt komisk, i forhold til bandets så spraglede fortid, er ”Milk & Honey”, der er mindst lige så harmløs, som titlen antyder.

Men således er recepten stort set hele veje igennem på Bubblegum: light æblejuice, der glider let ned uden klumper og frugtstykker. Få krampetræk og midlertidige livstegn redder dog pladen her fra den totale ydmygelse. Clinic bider fra sig ved få lejligheder, og enkelte steder er man godt underholdt. For eksempel er den trash-punkede “Lion Tamer” dejligt aggressiv med sin opløftende støj og vildskab, og så er “The Radio Story” medrivende med lette trin, livlig guitar og funky franskbrød. “Another Way of Giving” er spændende mørk og varieret, men det alt for oplagte forsøg på at efterligne Thom Yorkes desperate og drævende vokal tydeliggør, at idéerne er for få.

Siden debuten for 10 år siden har Clinic stræbt, ledt med lys og lygte efter deres eget ståsted i musikhistorien. Meget er blevet afprøvet, og få ting er lykkedes fuldstændigt. Bubblegum er imidlertid det mindst spændende forsøg, fordi de fire englændere prøver så lidt. På Clinics sjette udgivelse virker det lidt, som om de har mistet noget af modet og selvtilliden efter de mange forfejlede eksperimenter. Det er der kommet en lidt ligegyldig og langsom plade ud af. Englænderne kom for tidligt til succesen, og man savner den grimhed, desperation, dårskab og vilje, som gør både musikken og livet interessant.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat