Koncerter

Grinderman, 23.10.10, Falconer Salen, Frederiksberg

Skrevet af Jonathan Heldorf

Jeg ved ikke, hvordan det lader sig gøre, men Grinderman flår Falconer Salen fra hinanden allerede i det allerførste sekund.

Jeg ved ikke, hvordan det lader sig gøre, men Grinderman flår Falconer Salen fra hinanden allerede i det allerførste sekund. Nick Cave kommer på scenen med sin ranke, alvorlige verdensmandsattitude — efter alle andre har indtaget deres pladser. Målrettet går han efter mikrofonstativet på scenens midte og straks som han griber ud efter mikrofonen, ramler hele den borgerlighed sammen, som er mødt frem — ligesom Cave selv — i deres stiveste puds, her, i det luksuriøse Falconer Hotels tilstødende sal.

»Here come the wolfmen« synger Cave et par numre senere i ”Heathen Child” og jo tak, det er der vist absolut ingen, der tør modsige. Decibelene ruller ud over scenen som sorte tordenskyer, og ens mellemgulv blafrer i den store udladning. Alle disse pæne publikummer, mange af dem midaldrende fordufter og bliver i Grindermans selskab til en flok hujende primater. Det er der noget gennemgribende smukt ved.

Billetprisen var i den høje ende, fadølstariffen ligeledes, og derfor forbløffer det jo ikke, at det mestendels er et velopdragent voksent publikum, der er kommet for at blive underholdt. Rundt omkring i salen er det ikke svært at spotte de typer, der ligesom mig selv sparer på fadøllet, da vi næsten kan gøre op i procenter, hvor stor en del af vores SU en sådan frisktappet fad ville gøre krav på. Men det smukke ligger i metamorfosen, for som et omvendt Disney-eventyr forsvinder hele denne opdeling i Grindermans nærvær, og alle fremmødte overgiver sig hengivent til Rockguden, da første sang ”Mickey Mouse and the Goodbye Man” rammer os som en kølle lige midt i skallepanden.

Jeg ville egentlig have sat indlevelse som overskriften på gårsdagens optræden, men ordet er bare på ingen måde dækkende. At Nick Cave lever sig ind i sin optræden er for fattigt et udtryk. Han lever muligvis inde i sin optræden og han er dét brøl i nuet, der får alt og alle til at skælve. Han er totalt altopslugende nærvær; han er ren energi; han er ét stort kraftfelt, og i nuet opstår der den mest ideelle synergi mellem manden — Grindermanden, forstås — og musikken.

Med et tænderskærende godt album, Grinderman 2, i vadsækken, et album der er så instinktivt, så flydende, så sammenhængende, er det helt oplagt at showet kredser om Grinderman 2, og sætlisten er også næsten struktureret som pladen, uden at det på nogen måde føles fortærsket eller standardiseret. ”Kitchenette” var et godt eksempel på, hvordan beatet og pulsen hele tiden driver legen frem og skaber plads for de længere (sandsynligvis) improviserede passager hvor Cave vrider og skaber sig hud mod hud med publikum, som en kælen, utilregnelig kat.

Aftenens klimaks kom i form af to betitlede bluesstykker, henholdsvis den storladent melankolske ”Bellringer Blues” og den desperat liderlige, repetitive klagesang ”No Pussy Blues”, førstnævnte var også koncertens visuelle højdepunkt med blågrønne lysskær og konturerne af en skov på det ellers neutrale bagtæppe. I takt med sangens opdrift, der gik fra det helt lavmælte over i det nærmest kaotiske, blev scenen også lysere og lysere for at ende i et regulært blændende orgie. ”No Pussy Blues” var herefter kulminationen på al den opsparede liderlighed, og fråden nåede sin maksimale højde med ukontrollable skrig fra Cave, medrivende vildskab fra den overskudsagtige Jim Sclavunos bag tønderne, supercool basføring fra Martyn Casey, og ja, hvordan skal man dog overhovedet begynde at beskrive den sprælske heksemester Warren Ellis!

Som publikum føler man sig overmåde værdifuld foran et band som Grinderman, hvor man tydeligt kan mærke, hvordan de fire monstre slikker vores ophidsede åndedræt i sig og skaber nyt liv med den energi, de får fra vores totale hengivenhed — en hengivenhed man bestemt ikke må tage for givet, og som heller ikke overhovedet bliver taget forfængeligt.

Men ja, malurt i bægeret, om end kun en mikroskopisk dråbe: hele koncerten igennem håbede jeg, at de ville holde kløerne fra den sublimt melodiøse ”Palaces of Montezuma” fordi den sang umuligt kan falde naturligt ind i en brølende rockkoncert. Derfor var det med blandede følelser, jeg lyttede til aftenens første ekstranummer. Som sagt er det et misundelsesværdigt godt nummer, men det uundgåeligt poppede gjorde det til en udfordring for Grinderman at finde tilbage til deres fandenivoldskhed på de sidste fire ekstranumre, der ellers bød på flagskibet ”Grinderman” og en uforlignelig fornem ”When My Love Comes Down” med Warren Ellis på sønderslidt elektrisk violin. Kuldegysende!

Og så var det slut. Næsten lige så pludseligt som det var startet. Vi gik ud og hentede vores borgerlighed i garderoben, og gik hver til sit. Alle os tilbedere. Fuldstændig blæst væk og lykkelige.

★★★★★½

Deltag i debat