Hauschkas tredje album for FatCats underlabel 130701 ligger på en måde i direkte musikalsk forlængelse af hans to forrige. Room to Expand var endnu en form for udforskning af prepared piano-instrumentets lyde og muligheder, mens Hauschka, der i kørekortet hedder Volker Bertelmann, på Ferndorf udvidede sit udtryk med strygere.
Melodi er vigtigere end nogensinde før for Hauschka, og det nye album, Foreign Landscapes, er en flot blanding af minimalistiske solostykker på piano, angribende strygere og blide, blå blæserpassager. Fra Ferndorf til Foreign Landscapes er mængden af strygere og blæsere blevet seksdoblet, og det kan selvfølgelig høres.
Ni af de 12 numre på albummet er indspillet sammen med bandet Magik*Magik Orchestra. Samarbejdet kom i stand efter en fælles koncert i San Francisco, hvor Volker Bertelsmann syntes, de spillede så godt sammen, at han i slutningen af 2008 begyndte at skrive musik til et fælles album, som blev indspillet i januar 2010 i San Francisco og Düsseldorf.
Størstedelen af albummet er fyldigt orkestreret. Det er sjældent, at lydbilledet fyldes af alle instrumenter. I stedet fornemmes en bredde, som f.eks. direkte kommer til udtryk i ”Kamogawa”, hvor horn afløses af strygere i en sær og ikke helt vellykket blanding af klassisk musik og bossanovarytme. Andre steder fornemmes de mange instrumenter ved en fylde i musikken, uden det er muligt at pege hvert enkelt ud i lydbilledet.
Men det er så stort set også det eneste sted på Foreign Landscapes, hvor Hauschkas album ikke lykkes. Medrivende er f.eks. det dystre, jagende nummer “Iron Shoes”, der er bygget op om en sindig strygerspiral i en sært vellykket blanding af Gustav Mahler og norske Jaga Jazzist.
Eller tag et andet, mere tempofyldt nummer som “Children”, der bygger på en bund af cello, hvor violiner og basklarinet leger lystigt henover. Dette nummer er måske det mest målrettede og formfuldendte, og hvis man skal sige noget negativt om Foreign Landscapes, så er det, at Hauschka indimellem mister retning og nærmere bygger skaller op uden mål.
Hauschkas præparerede klaver har desværre en tendens til at drukne i strygere og er flere steder degraderet til en form for gemt rytmesektion. Derfor har Bertelmann, måske for ikke at bryde for meget med sine tidligere album, ladet mere nedbarberede solopianopassager bryde helheden. “Mount Hood” er et længselsfuldt og minimalistisk, klassisk klaverstykke, mens “Early in the Park” klinger af tilbagelænet jazz. Solonumrene virker dog lidt forcerede i helheden og mere som mellemspil end egentlige dele af albummet, fordi de stilmæssigt ikke korresponderer med de fyldige stryger- og blæserprægede numre.
Selvom det stadig er John Cages prepared piano, som er Hauschkas primære instrument, træder det så meget i baggrunden på Foreign Landscapes, at det mange steder kun kan høres, hvis man ved, det er der. Det er lidt synd, at de mekaniske klange ikke får helt så fremtrædende en plads, som de har haft tidligere. Den strygerbaserede, melankolske vintermusik er dog for det meste så kraftfuld, at det er svært ikke at lade sig rive med af Volker Bertelmanns kompositioner – og så glemmer man savnet.
