Koncerter

Junip, 16.10.10, Lille Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Blandingen af lettere søvndyssende og overdimensioneret brug af bas gør sig ikke godt på en scene, og Junips ellers så behageligt meditative folkrock gør sig alligevel nok bedre i forholdet én-til-én.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

»Mor, kom nu, jeg vil op foran!« Lille Vega er kun halvt fyldt lørdag aften, og mange af de fremmødte er ikke Vegas typiske publikum, men snarere mor og datter eller ældre par. Familierne er mødt op til Junip, der i koncertens anledning akkompagneres af bassist og ekstra percussionist, og især bassistens massive plads i lydbilledet skræmmer imidlertid hurtig mor væk.

Det svenske folkrockorkester åbner med ”Rope and Summit” fra albummet Fields, og selvom José González’ vokal er silkeblød og behagelig, er bassen så gennemtrængende dominerende, at det er svært at fokusere på andet. Når Junip er bedst, er de meditativt bedøvende, og under ”Without You”, hvor bassen får en pause, opnår de næsten at henstille publikum i en hypnoseagtig, næsten trancelignende tilstand.

»Det her er sidste stop på vores europaturné,« siger González i mikrofonen, »så jeg håber, vi lyder bedre og bedre.«

Han er indadvendt, ligesom man kan mene, at Junips lyd er introvert og intim, og det er ikke altid noget, der gør sig godt på en scene. Det kan i hvert fald fungere som en udfordring at opnå kontakt til publikum og få dem til at føle sig til rette i det afmålte og tilbageholdte, og til tider er det, som fremstår trygt meditativt, bare lettere søvndyssende. Et nummer som den nyeste single ”Always” vinder eksempelvis meget ved at blive ledsaget af det visuelle medie og gør ikke meget væsen af sig på scenen med fem statiske svenskere.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig helt bliver hverken overbevist af eller fortaber mig i Junips folkrock, der synes at fungere langt bedre  én-til-én, så at sige. Junip havde vist ikke regnet med at skulle spille ekstranumre, for de tumler lettere forvirrede tilbage på scenen efter klapsalverne og virker lidt perplekse over at skulle finde på noget at spille.

Mor og datter, der står foran mig, synes, Junips bas er MEGET høj. Mor har fingrene i ørerne og prikker til sin datter: »Skal du ikke have ørepropper i?!?» Efter bare et par numre er den næsten ubehageligt høje bas blevet for meget for hende, og hun lader teenagedatteren alene om resten af koncerten. Mor gik ikke glip af meget.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger