Plader

Les Savy Fav: Root for Ruin

Skrevet af Anders Büchert

Les Savy Favs femte fuldlængdeudgivelse er en sand energibombe, som uden tvivl vil blæse et livepublikum omkuld. Helt så interessant er det ikke i albumform, og Root for Ruin fremstår derfor flere steder som en noget uforløst affære.

En, to, tre – og så er det ellers fuld spade og én over nakken. Nej, energien er der sgu ingenting galt med på Root for Ruin, som er newyorkerbandet Les Savy Favs femte udgivelse, siden gruppen blev dannet i midt-90’erne. Og lad mig sige med det samme, at energien ikke er lutter nydelse fra start til slut, men det her er helt sikkert en plade, der nok skal sparke røv live og bidrage yderligere til det fremragende ry, kvintetten allerede har i den sammenhæng.

Der lægges fra kaj med den lynende punkede og Billy Talent-klingende “Appetites”, hvis konventionelle struktur ikke lægger et videre interessant grundlag for albummet, som har mere interessante skæringer at byde på, om end benene aldrig bliver blæst helt væk under én. Åbningsræset efterfølges af “Dirty Knails”, der tumler med lidt af det samme problem. Her skrues tempoet yderligere i vejret, og nummeret sender med sine tre minutter en omgang åndeløshed samt et skud forvirring i lytterens retning. Igen er det ikke ligefrem svært at forestille sig moshpit og vandkast i et medtagende livesammensurium, men her er det altså lige svært nok at finde hoved og hale i det hele, og man ledes derfor over til næste skæring uden nogen større forløsning.

Vi skal tre numre ind i albummet, før jeg spidser ører. Det skyldes “Sleepless in Silverlake”, der ligger i toppen af albummets melodiøsitetsspektrum og ydermere besidder en særlig nerve, hvor et behageligt guitartema og en velindstillet distortion er medvirkende til at sørge for et af albummets mest positive indslag. Nogenlunde den samme nerve rammer Les Savy Fav mod albummets slutning, hvor en kæk intro åbner for “Dear Crutches”, der let kunne have været valgt som albummets første nummer. En iørefaldende kærlighedssag, hvis særdeles indtagende guitartema er en stærk bund for forsanger Tim Harringtons smånaive vokaludskejelser.

Desværre er der ikke mange af disse mere melodiøse numre, og albummet er i højere grad præget af hurtige og energiske bidrag, der fiser lige ind i det ene øre og ud af det andet uden at efterlade mærkbart indtryk. Desuden undgår jeg ikke at blive ramt af en ensformighedsfølelse undervejs, og det gør, at numre som “Let’s Get Out of Here” og “Excess Energies” fremstår lettere overflødige, fordi hverken melodien eller nerven her er fremtrædende nok til at redde numrene. “Poltergeist” er på sin vis også monoton, men her er trods alt noget interessant, idet Harringtons nærmest Ian Curtis-lydende vokal samt en postrock-lignende intensitetskurve skiller nummeret radikalt ud. Det er ikke decideret fremragende, men det er helt sikkert spændende og fungerer som et kærkomment bidrag, der er med til at give albummet en smule af den bredde, det ellers savner.

Man får altså smæk for skillingen på Les Savy Favs femte album, og energien, vildskaben og i det hele taget dét at kunne spille pladen i livesammenhæng må have været i højsædet forud for albummet. Det gør Root for Ruin til en sveddryppende oplevelse, som dog efterlader én med en mere eller mindre uforløst følelse, der med sikkerhed kunne gøres til skamme i livesammenhæng. Sådan et band er Les Savy Fav nok egentlig bare.

★★★☆☆☆

Deltag i debat