Plader

Lucy Love: Kilo

Skrevet af Anna Møller

Lucy Love mener selv, hun er rapper. Men en rapper skriver original lyrik, og det kan Love ikke prale af. Til gengæld synger hun godt og leverer lejlighedsvise gode beats.

Jeg havde egentlig glædet mig til at lytte til Lucy Loves nye album. Debuten Superbillion fra 2009 faldt i god jord hos både Undertoners anmelder og undertegnede, men noget er ændret på den nye Kilo. Love har bevæget sig fra et originalt take på dansk grime til et mere electropoppet udtryk, men har i den proces tabt både kvalitet og originalitet.

Især er forsøgene med at kombinere det grime-electropoppede og kærlighedsballaden ikke vellykkede. Det kommer tydeligt til udtryk i “Drug”, der falder til jorden på flere planer. Lyrikken er klichéfyldt og under tiden ligefrem dårlig: »You love to build me up just to tear me down / you’re nothing but a ghost and my head’s spinning ‘round«. Det er simpelthen ikke godt nok, når så meget netop afhænger af lyrikken, og Loves vokal ligger helt fremme i lydbilledet.

Netop teksternes lave kvalitetsniveau bliver pinligt tydeligt i “I’m a Rapper”, hvor det næsten fremstår ironisk, at Love synger: »I’m not a rockstar, no I’m a rapper / I’m not a popstar, no I’m a rapper /(…)/ all I need is a microphone and I’m like arh / cause all I need is a beat and I’m like arh«. I mine øjne er det netop rapperens ypperste at skrive gode tekster, og selvom Love stadig præsenterer det, hun har, på tight manér, så holder det her bare ikke.

For når sangene fungerer bedst, er Lucy Love netop ikke rapper, men popsanger. Når hun endelig rent faktisk synger frem for at spytte sine simple budskaber ud, lyder hendes vokal godt og giver et tiltrængt break fra den påtagede og altoverskyggende dialekt, der alligevel ikke formidler noget af relevans.

Produktionen halter også på Kilo. Nogle steder fungerer det – næsten. “Killer Catchy” har således et dronet mørkt og gennemsyrende beat, men lyrikken er simpelthen for fjollet: »Hate me now but love my song / 90 thousand trillion / wouldn’tcha know I’m killing them / hyperscandinavian / tasty like beef wellington / anatomic electron / heavy like a megaton.«

Ofte går der 90’er-eurodance i den inklusiv en allestedsnærværende robotstemme, og eksempelvis minder “Monday” om et Faithless-beat, der i pulserende rumklang muligvis bringer gode minder om halballer i provinsen, men ikke gør meget godt i 2010.

I “Thunder” synger Love igen om kærlighed, og her virker det slet ikke komisk, så længe Love holder sig til at synge. Det gør hun til gengæld også rigtig fint og danner med en dybfølt popstemme modvægt til den mørke underliggende støj og beats. Dog er omkvædets melodi og vokalføring besnærende tæt på netop eurodance anno 1996 og egentlig forbløffende uoriginalt – især når forvrænget robotvokal og uptempo Prodigy-rytmer tager over omkring midt i nummeret. “Unfreeze” er også velfungerende, så længe Love bevæger sig inden for den uprætentiøse pop, og især omkvædet og en forvrænget bagvedliggende vokal fungerer på sine egne præmisser.

Bedste nummer er P3-hittet “Poison”, der egentlig ikke skiller sig kraftigt ud, men alligevel rammer en langt bedre fordeling af mørk electropop og grime-rester end resten af pladens numre. Det er catchy, men desværre også en enlig svale.

Jeg er ikke enig med Lucy Love. I mine øjne er hun ikke rapper, men netop popsangerinde – og også potentielt set en vellykket en af slagsen.

★★½☆☆☆

4 kommentarer

  • @Fred: Tak for din kommentar og links. Ja, heldigvis er der delte meninger om al musik, ellers ville der sikkert aldrig blive skabt ny musik. Og ja, det kan være, det er for ‘next level’ for mig, hvem ved.

  • Egentligt forarges jeg lidt.. Jeg er meget uenig i din tolkning, men jeg bliver egentlig også meget godt tilpas.. Musik skal kunne rises og roses, ellers er det jo ikke optimalt -men der går nu længe i mellem at jeg har læst negative toner og undertoner om Lucy Love ;)

    … I første hug må jeg dog give dig ret.. Det er ikke “superbillion” lyden og klangen der fortsættes, men gudskelov for det da!

    Superbillion var da det lækreste og klistrede grime som vi alle trængte til, og hvilken modtagelse! Netop derfor synes jeg at KILO er en fantastisk forsættelse på Lucy og hendes spadseren op ad trappen..

    Uagtet hvad ville en 11 spors plade med superbillion lyd og lyrik være dræbende, en klassisk 2’er. En fortsættelse på superbillion var der sikkert mulighed, men vær sikker på at de ikke ønskede at fortsætte sporet.. Det ville også være for nemt og et sikkert selvmord.

    KILO er ja, helt anderledes, men bare, ja en smule videre.. “next level” om man vil. Der udforskes – det er sunde tegn! Og ja der findes fragmenter af start 80’er og 90’er beats og synth, men kombinationen af Yo-akims produktioner er da uovertrufne, find lige noget tilsvarende i 2010, eller for den sags skyld i 80’erne og 90’erne? Han gør det med stil.

    Lyt lige til den igen og glem din popfeber- det gjorde jeg med succes!

    Men stadig synes jeg godt om dine ord -vi er gudskelov forskellige!

    Keep up kool ‘n good workin’!

    Mvh
    A:K:B

  • @A:K:B: Tak for dine kommentarer! Jeg er fuldstændig enig med dig i, at musik skal kunne både rises og roses, og at der naturligvis kan være – og er – delte meninger om musik.

    At Kilo er anderledes end Superbillion og ikke som sådan fortsætter grimen er ikke mit problem. Tværtimod, for så ville der netop bare være tale om en ligegyldig fortsættelse. Jeg tager hatten af for Lucy Love og Yo-akim, da de tør udforske andre lydlige områder, hvor de ikke nødvendigvis er sikre på succes. Jeg synes imidlertid ikke, at det, de kastede sig over, var hverken originalt eller gennemført, og det er ærgerligt, når man netop ønsker at udforske grænserne for ens egen musikalske formåen.

    Jeg kan ikke glemme min indre poptøs, når jeg synes, Love er langt mere succesfuld som popsangerinde, og når alt kommer til alt vil jeg bare gerne lytte til god musik. Pop eller ej.

    Venlig hilsen fra Anna.

Deltag i debat