Plader

Magic Kids: Memphis

Skrevet af Anna Møller

Advarsel: Der vil i det følgende forekomme overraskende mange madmetaforer, når musikkens svar på fuldfed flødeis her vurderes.

Det klæber til ganen, gør det, når man sætter Magic Kids’ debutalbum på, for de bløde og perfektskinnede strukturer er velpudset easylistening og reklamepop fra 60’erne.

Hvis du synes, Best Coast er lige på grænsen til dårlig smag, skal du for alt i verden undgå Magic Kids. Hvor Best Coast i mine øjne slipper af sted med at synge om ulykkelig teen-kærlighed, fordi der trods alt er ærlig nerve i både vokaler og i guitarens fylde, så står det værre til med de magiske børns klistrede Phil Spector-reminiscenser.

Mens jeg har smovset i Memphis, har jeg taget mig selv i at tænke: Er det her for meget? Bliver mit amagertungsind inficeret af pink tyggegummipop? Og er det måske i orden? Overvejelserne skete f.eks. ved den surferhappy ”Sailin’”, der netop handler om at tage ud at sejle. Nummeret starter med akustisk guitar, uh-uh-kor og klaver, der sætter den rette glade og tilbagelænede stemning, før forsanger Bennett Foster synger med sin falset: »Start a new light to guide us / let’s leave the world behind us / sea breeze coolin’ the air with a mystery / what am I doing at home?« Det er jo sådan set et sympatisk udgangspunkt at ville skabe god stemning, og naiviteten er også rørende i tekstens bekymringsløse opfordring. Sejltur, ja tak, måske en tur i Øresund.

Andre steder kammer det helt over i tyktflydende flødepop, som i ”Little Red Radio”, hvor kvalmetærsklen nås indtil flere gange. Upbeat-rytmen og det alt for catchy omkvæd, der synger »little red radio-oh-oh« minder om en reklamepastiche, hvis jeg nogensinde skulle høre en sådan, og min gag-refleks bliver mildt sagt udløst indtil flere gange. Puha. Alligevel fungerer det jo også nogle steder, flødeis er hyggeligt og rart, især når man ikke får for meget af det, og som stemningsbærende bagtæppe fungerer Magic Kids også godt.

”Hey Boy” er eksempelvis perfekt udført sukkerpop inklusiv call-and-response med et lyst kvindekor, der stiller forsanger Foster spørgsmål: »Is she tellin’ lies? / No, no she wouldn’t do that / what about those guys? / No, no, no, no they’re just her fools / and besides I’m cooler than them.« Musikken fungerer jo, som den ønsker, og det er i sidste ende et spørgsmål om smag, og om man får nok af den klistrede masse.

Magic Kids er tidstypisk, tilbagelænet hipister-attitude – surfbræt, pot og flødeis – og det er helt sikkert en smagssag, om man mener, den kombi er i overkanten. Jeg selv når kvalmetærsklen lidt for mange gange under Memphis. Stik mig en amagermad.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger