Plader

Magnetic Man: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Dubstepstjernerne Benga og Skream står bag Magnetic Man. De debuterer med et virvar af upersonlig, men catchy radiopop, metallisk basmusik og spøgelset af for længst afdøde 90’er-trends.

Adegbenga Adejumo og Oliver Jones er vel nok noget af det tætteste, dubsteppen kommer på et sæt verdensstjerner. Ingen af dem er fyldt 25, og alligevel har de under navnene Benga og Skream været blandt genrens nøglefigurer, lige siden den opstod i begyndelsen af det nye årtusind. Jones stod bag et af de første dubstepnumre, der for alvor blev bemærket oven for undergrunden, “Midnight Request Line”, mens Benga med det varierede Diary of an Afro Warrior skabte et af scenens første velfungerende (og velbedømte) fuldlængdealbum.

Det giver derfor sig selv, at deres trioprojekt, Magnetic Man, som de har sammen med produceren Artwork, har været omgærdet af stor opmærksomhed. Trioen skrev i vinter kontrakt med det store selskab Columbia, hvilket kunne tolkes som et skridt på vejen mod at ville nå et bredere publikum, end vanlige dubstepudgivelser gør. Skreams soloalbum Outside the Box, der udkom i foråret, viste også, at Jones havde fået smag for et mere poppet udtryk – også selv om der var plads til numre med den dundrende wobble-bas, der har været et af dubsteppens primære kendetegn.

Wobble-bassen er der dog ikke voldsomt meget af på Magnetic Mans debutalbum. Den ormer sig ind i en lille håndfuld af de 14 numre, men derudover er der slet ikke så meget fokus på bas, som man kunne have forventet. Det tjener sådan set de tre englændere til ære, at de gerne vil vise, at de mestrer andet end at få natklubvægge til at ryste. Intentionerne er bare bedre end resultatet.

Albummet starter ellers fuldstændig overrumplende med “Flying Into Tokyo”, der med en orientalsk klingende, cembalo-lignende melodi og spinkle strygere lyder som noget, der kunne have været på Hauschkas Ferndorf-album. Det er uventet smukt og lyrisk, og nummeret giver forhåbninger om, at der er noget stort forude.

Det følgende nummer, “Fire”, gæstes af Ms. Dynamite, der rapper nasalt hen over blippende synths og en dyb basgang, som mest af alt lyder som en raslende blikplade sat ned i tempo og toneleje. De simple melodiforløb og Dynamites hyppige tilbagevenden til omkvædet viser, at Magnetic Man kender popkonventionerne, og ikke mindst pga. rapperens tydelige karisma lykkes blandingen af basmusik og popstruktur glimrende.

Netop personlighed er desværre en mangelvare på adskillige numre. Der er ingen tvivl om, at singlen “I Need Air” har både radio- og diskotekspotentiale, men med hæmningsløst autotunet vokal og et tappende neonsynthriff, som Vengaboys ikke havde sagt nej til, virker nummeret fuldstændig ansigtsløst. Det kunne være lavet af hvem som helst, hvilket næppe er en ubetinget ros til en gruppe med så markante medlemmer som Magnetic Man.

Benga har for nylig produceret for sangerinden Katy B, og protegéen lægger vokal til to numre. Hendes vokal er for så vidt fin, men så vag og uden nogen særpræg, at hverken “Perfect Stranger” eller “Crossover” bliver til mere end gennemsnitlige popsange – junglebeats eller ej. Så er der straks mere stil over sjæleren “Getting Nowhere”, hvor John Legend lægger følsom soulvokal hen over en sugende understrøm af bas.

“Perfect Stranger” eksemplificerer en anden svaghed ved Magnetic Man. Selv om det i sin opbygning er en ganske traditionel popsang, varer nummeret næsten seks minutter, og det er mere end rigeligt. Af pladens første syv numre ligger tre omkring den længde, og der er hverken nuancer nok i produktionen eller finesser nok i popsangskrivningen til, at numrene kan bære det. Den muntert klokke-ringlende “Ping Pong” kunne have holdt til at være en bagatel på to minutter på et Plaid-album, mens den eneste gevinst ved længden af “Perfect Stranger” er, at der er tid nok til både at mindes one hit wonder-bands som Olive og Kosheen og at glæde sig over, at slut-90’er-trenden med at blande udvandet drum’n’bass og radiopophooks ikke er blevet retro-hip. Endnu.

“Boiling Water” steriliserer den ellers normalt så rå jungle-genre og gør den cocktailbar-parat, mens “Anthemic” med taktfast Ibiza-synthklimaks og blævrende sub-bass byder på seks minutters storladen stadiondance. Magnetic Man skal ikke beskyldes for at være ensporede.

Paradoksalt nok er London-trioen bare mest effektfuld, når den bliver ved sin gamle læst. Generelt har verden lige p.t. ikke brug for ret mange flere numre med wobble-bas, men Magnetic Man får ikke desto mindre den på papiret ret bizarre sammensætning af pompøse staccato-strygere og hektisk dirrende bas til at gå lige i kroppen i “Karma Crazy”. Og med både den fremmedgjorte electro i den stavrende “K Dance” og den urovækkende maskinelle paranoia i “The Bug” viser trioen, at mørket og grundstemningen af fare, som præger megen dubstep, også er dét, der passer Magnetic Man bedst.

Det kommer der dog næppe noget mainstream-gennembrud ud af. Skulle dubsteppen nå at få sådan ét, inden genren stivner, vil det også være godt, hvis startskuddet bliver en mere helstøbt plade end Magnetic Man. Sorterer man de værste flovsere fra, kan albummet sagtens holde gang i en fest, men det er immervæk en rodet omgang.

★★★☆☆☆

Leave a Reply