Plader

Manic Street Preachers: Postcards from a Young Man

Skrevet af Søren Jakobsen

En af Wales’ primære eksportvarer ud over kul vender på album nummer 10 tilbage til sine popmelodiske sider i jagten på solgte singler.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede kommer til at længes en smule efter 1990’erne en gang imellem. Når man konfronteres med de myriader af nye bands, der vælter ud af internettet, kan man godt komme til at savne den ro til at lytte, der var dengang, hvor man enten var nødt til at købe pladen eller i hvert fald huske at aflevere den tilbage til biblioteket.

Netop Manic Street Preachers var for undertegnede årsag til en bøde af så voldsom karakter, at man lige så godt kunne have købt den pågældende plade indtil flere gange, da de udgav deres femte album, det globale gennembrud This Is My Truth, Tell Me Yours. Den var nemlig altid reserveret, og det var tydeligt, hvorfor den var det. Spækket med hitsingler og lige dele politisk galde, frådende guitarbølger og akustisk popfølsomhed fuldendte pladen Manics’ forvandling fra dystopisk punkrock til strygerbeklædt stadionrock.

Manic Street Preachers glider på Postcards from a Young Man, deres 10. fuldlængdeudgivelse, tilbage mod hitpladens recept med stort pumpede rockmonstre og strygerkvartetter, men tekstmæssigt fremstod Manics måske nok noget mere spændende på forrige års udspil, Journal for Plague Lovers. Hvilket ikke er så underligt, når den udelukkende bestod af numre baseret på den salige guitarist og sangskriver Ritchie Edwards’ efterladte tekster. Gravrøveri, selvfølgelig, men ikke mindre envejs-nekrofilt, end at det resulterede i en fremragende plade, der desværre for waliserne var mere populær blandt kritikere end blandt publikum. Men den bød selvfølgelig heller ikke på nogen duet med Nina Persson ligesom 2007-albummet Send Away the Tigers. Nå.

Sådan én er der nu heller ikke på Postcards from a Young Man. Ikke desto mindre er det tydeligt, at den er skrevet med flere radiosingler for øje, hvilket Nicky Wire da også selv har indikeret. Ikke noget odiøst i det, og selvom de engang så ranglede walisere har fået godt med sul på kinderne siden da, skal de jo også have smør på brødet. Derudover har deres tidligere singlebidrag, med undtagelse af ovennævnte Nina Persson-duet, generelt gjort hitlisterne meget mere behagelige at lytte til.

Numre som den måske Meat Loaf-inspirerede førstesingle og hyldest til skilsmisse, “(It’s Not War) Just the End of Love”, og mindst en håndfuld andre på det nye album er deciderede ørehængere. Pladen har endog potentiale til at lave lige så meget ravage som de mange singler fra bandets salgsmæssige zenit, Everything Must Go og førnævnte This Is My Truth…. Både førstesinglen samt den mandolinbårne “I Think I’ve Found It”, har den storladne rockhymnes fedtede fingeraftryk over alt på sig og indskriver sig uden problemer i trioens hitkanon. Ligesom på This Is My Truth… domineres mange af numrene af de pompøse strygerarrangementer, som dengang var et af de mest åbenlyse brud med den selvdestruerede Edwards. Og dermed gentager historien på sin vis sig selv.

Dermed er alt dog ikke nødvendigvis godt, for genkendelsens glæde er ofte lidt for påfaldende. James Dean Bradfield er en af disse spøjse, britiske vokalister, der åbenbart bliver bedre med alderen, og frontmandens generelle entusiasme er tydeligvis stadig intakt i den “The Everlasting”-lignende “Golden Platitudes”. Men der er netop lige rigeligt med elementer af selvsving i dette samt flere numre som f.eks. den noget uinspirerede, om end klædeligt selvironiske “All We Make Is Entertainment”. Teksten revser den britiske underholdningsbranche, eller mangel på samme, og gør det med opbakning fra et tanketomt omkvæd og en række tæskede guitarer, der får det til at lyde som en bovlam b-side fra et hvilket som helst for længst glemt britpop-band. Så fladpandet, at man godt kan mistænke Manics for at gøre det bevidst.

Bradfield og co. er langt bedre, når de gemmer de bragende Oasis-guitarer lidt i baggrunden og griber tingene lidt utraditionelt an. Det gør de i “The Future Has Been Here 4 (sic!) Ever” med noget så u-walisisk som et gospelkor (undskyld, Tom Jones), selvom det måske kan diskuteres, om resultatet er decideret kønt. Medrivende er det i hvert fald. Netop det nummer synges ligesom et af sidste plades højdepunkter, “William’s Last Words”, af bassist Nicky Wire. Og den engang så kjoleklædte Wires skoledrengs-vokal løftes så markant af gospelkoret, strygere samt trommeslager Sean Moores trompet, at det faktisk ender som en positiv oplevelse.

Som muligt udtryk for en 40-års krise får man samtidig flere gange på pladen fornemmelsen af, at Bradfields livslange fascination af glamrock og især Guns’n’Roses har fået lov at folde sig ud på Postcards from a Young Man, som den ikke har gjort siden Everything Must Go fra 1995. Pladen svømmer i begejstrede guitarsoloer, og det er nu befriende at høre på en mainstream-plade i 2010.

Det understreger selvfølgelig dette, at ingen ringere end den tørlagte G’n’R-bassist Duff McKagan gæsteoptræder på vanlig, hoppende ølbas-facon i den J.G. Ballard-inspirerede “A Million Postcards Facing the Sun”. Det er en forunderlig kombination, når man hører Bradfield synge, at alle er blevet deres egne, personlige guder, mens han krydsrefererer Slash med to guitarsoloer på under tre minutter, den ene længere end den anden. Nummeret som sådan er dog endnu et eksempel på en oplagt single.

Gæsteoptrædener er der flere af. I den smukke og bittersorte “Some Kind Of Nothingness” forstærkes Manics af Echo & the Bunnymens styrmand, Ian McCulloch, der tillige har skrevet sangen. Bunnymens dramatiske 80’er-patos er også tydeligt til stede i nummeret, der nærmest er en hyldest til døden, pakket ind i et hav af sceniske strygere og føromtalte gospelkor.

Overordnet set har Wales’ nationalband dog bevæget sig et godt stykke væk fra Journal for Plague Lovers’ anakronisme af genfundne tekster fra en tabt person og hidsige tidsrejser tilbage til bandets rødder med de skarpe kanter. For en del fans’ vedkommende mistede bandet sin troværdighed, da det entrede hitlisterne og forlod det dybe sortsyn og den dunkle, tørre humor, som Ritchie Edwards repræsenterede.
For endnu flere var det dog en åbenbaring, da Manics blev mere afrundede og strukturerede i deres lyd, og for disse vil det seneste udspil være en velkommen udgivelse fra et revitaliseret band. For de, der måtte have håbet på mere fra graven, er der kun her og der snert af gammel aggression at spore. Men målt ud fra bandets egen erklæring om at være en tand mere lyttervenlig er missionen lykkedes.

★★★★½☆

Leave a Reply