Plader

Minus the Bear: Omni

Skrevet af Signe Palsøe

Minus the Bear har muligvis evnerne til at skrue en fin melodi sammen, men desværre drukner det i numrenes for mange forskellige passager, ubehjælpsomme tekster og et alt, alt for produceret lydbillede.

Jeg har altid været af den mening, at Minus the Bear godt måtte pakke sig. Helst ned i en rigtig stor æske. Så ville der måske også være plads til et par åndsfæller af lignende karakter. Jeg skulle nok betale forsendelsen til Vestforbrænding.

Nej, jeg er ikke begejstret for Minus the Bear. Eller mere generelt: Jeg er ikke begejstret for pæn indierock, som bliver spillet med et progressivt twist, der trods alt er så slapt, at ingen er i tvivl om, at de hører pæn indierock. Jeg kalder det et ben i hver lejr. Inkonsekvens. Uheldig madlavning. En trist kombination, hvis jeg skal være diplomatisk og nogenlunde klar i mælet. Og måske er jeg stokkonservativ, når jeg synes, at charmerende og iørefaldende indierock og progressive sløringer og spidsfindigheder er bedre stillet hver for sig, men det er under alle omstændigheder mit udgangspunkt for at kaste mig over Omni.

Albummet viser sig ganske vist at være et skridt i en ny retning fra Minus the Bear. Det progressive islæt er mindre fremherskende end tidligere, og selvom bandet endnu skifter en del mellem forskellige melodistrukturer inden for et enkelt nummer, domineres pladen af taktfasthed, synth og et helt funky drive, der gør musikken iørefaldende. Set i lyset af min nedsabling af Minus the Bears tidligere meritter ville det selvfølgelig være både smukt og oplagt nu at afslutte denne anmeldelse med en moralepakket fortælling om ikke at afskrive noget musik på grund af fordomme, da det måske kan berige dit liv, udvide din horisont og gøre dig til et mere tolerant, velanset og på de fleste områder lykkeligt individ.

I den henseende er der desværre ikke meget at komme efter på Omni. I pressematerialet lover bandet både »live energy« og »a raw take on human sexuality«. Fine sager, men desværre er det svært at begribe, hvordan de skildringer nogensinde er blevet formuleret, når man lytter til musikken. Der er ikke antydningen af skrammel eller små afvigelser, som man ville kunne tilskrive en liveoptagelse, for slet ikke at snakke om et råt, beskidt, liderligt drive. Faktisk er Omni noget af det mest producerede indierock, jeg længe har hørt. Selvom jeg måske forstår, hvor bandet vil hen med slibrig synth, små, funky instrumentalpassager og temmelig ubehjælpsomme tekster om fugtige inderlår, må deres overproducerede lyd siges at være alt andet end potent. Havde bandet her stået ved sine ambitioner og indført noget pisk og skrattende spade eller blot kastet håndklædet i ringen og lavet nogle melodier, der var svedige og umiddelbare nok til at konkurrere med Justin Timberlakes, ville der straks være tale om et mere brugbart produkt.

Minus the Bear har uden tvivl evnerne til at stykke vellykkede melodier sammen; den ros skal de trods alt have. Numre som “My Time” og “Summer Angel” cirkulerer om henholdsvis et omkvæd og et groove, der i det rette lydbillede sagtens kunne komme til sin ret, men her forsumper de fine takter og min goodwill i bandets trang til at indlemme for mange forskellige passager og gøre det hele så pokkers pænt. Og når bandet brutalt dolker en potentielt heldig sektion med en smule synth og dub ned med det kluntede og pladderromantiske mantra »she is a mole flicking through my window,« er Omni allerede på vej ud over altanen. Forhåbentlig bliver den kørt over af en bil og ikke samlet op af nogle uforvarende børn.

★★☆☆☆☆

5 kommentarer

  • “Og måske er jeg stokkonservativ, når jeg synes, at charmerende og iørefaldende indierock og progressive sløringer og spidsfindigheder er bedre stillet hver for sig”

    Det kan være rigtig fedt, at blande de to ting, men du har ret i at minus the bear stinker!!!

  • det er muligt at minus the bear stinker, men det gør ikke det citat andreas lykke jensen henviser til mere meningsfuldt…faktisk er det omtrent noget sludder. Oh well.

  • Eftersom jeg ret tydeligt giver udtryk for, at det er mit personlige forhold til genren, som jeg fremstiller i teksten, kan man vel næppe kalde det sludder. Nærmere er det vel meget fair over for både kunstnere og læsere lige at understrege, at jeg altså har det svært med den her slags musik, så man kan have det i baghovedet, når man læser anmeldelsen.

Deltag i debat