Interview

Murder – sudoku-sange og tvungen nyskabelse

Skrevet af Signe Palsøe

Når Jacob Bellens skriver sange til Murder, er det en stærkt rutinepræget proces, fortæller han over en kop kaffe. Netop derfor insisterer han på også at bringe sig selv ud på musikalsk usikker grund.

Så du røgen? En af Danmarks mest aktive musikere i front.

»Jeg synes, der er nogle bedre sange på Gospel of Man. Nogle bedre arrangementer end der har været tidligere. Er du lige vågnet også?«

Jeg retter mig op i sædet efter Jacob Bellens’ pludselige spørgsmål. Næh, jeg har skam siddet på kaffebaren på Skt. Hans Torv i en times tid og forberedt mig, inden den ene faste halvdel af pladeaktuelle Murder dukkede op. Selvom klokken har passeret 11, er vi tydeligvis begge B-mennesker nok til at være en smule slappe i koderne, og som de eneste har vi søgt udenfor for at nyde den dobbelte opkvikkelse i kaffen og den temmelig kolde københavnske oktoberformiddag.

Bellens genoptager den tabte tråd: »Pladen her er helt klart lysere end de første plader, både sangskrivningsmæssigt og instrumentalt. Det er den helt klart. Men vi er også blevet lidt ældre, ikke? Vi er knap så unge og deprimerede.« Alligevel understreger han, at lyden på Murders tredje album, der udkom tidligere på efteråret, er mere hen ad bandets første plade, One Year From Now It’s My Birthday, da der også på Gospel of Man er ret mange forskellige genrer og instrumenter indover. Der foregår mere, selvom lyden som udgangspunkt er mere akustisk, end den tidligere har været hos gruppen, og Bellens fremhæver denne pointe med en lang opremsning af de personer og instrumenter, der har medvirket til at skabe Gospel of Mans tilbagelænede, men mættede lydbillede.

En sammenstykket helhed
Generelt er Bellens ikke i tvivl om, at Murder kan karakteriseres ved, at folk kommer og går, men at projektets faste kerne altid vil være ham selv og Anders Mathiasen. Livebassisten Jonas Vestergaard er således blevet indlemmet i processen med at arrangere instrumenter og skrive sange, efter han var med duoen på tour i forbindelse med udgivelsen af den fire år gamle Stockholm Syndrome. At alle i bandet har andre musikalske projekter ved siden af Murder, føjer yderligere til indtrykket af en sammenstykket helhed, som Bellens også kan genkende i bandets arbejdsmetoder, men som de ikke oplever som en hindring for at skabe et fælles, helstøbt output. Nærmere har gruppemedlemmernes mange roller i forskellige bands gjort det muligt at lade materiale opstå, cirkulere og finde sin plads i det rette projekt, selvom Bellens som udgangspunkt har opsat visse standarder for, hvor hans eget materiale ender: »Jeg tror i det hele taget ikke, at jeg spiller sammen med andre, der ikke har andre projekter også. Så det ender jo bare med, at man bruger det, man godt kan lide. Og det, der bliver smidt væk, bliver brugt i andre projekter. Bliver lavet om og bliver præsenteret igen. Jeg præsenterer for det meste ikke mine egne numre i Murder-sammenhæng, for det får jeg udlevet i I Got You on Tape. Der er alligevel sluppet ét igennem på den her plade, som egentlig mest var, fordi vi syntes, at indspilningen var god. Det var lidt for sjov, at vi indspillede det. Normalt synes jeg ikke, at numre på en Murder-plade skal være nogen, jeg har skrevet alene, for så kunne det lige så godt være I Got You on Tape.«

I virkeligheden er den svære, men sjove proces med at skabe fælles materiale det vigtigste kriterium for, at et nummer ender i Murder, fortæller Bellens. Bare det at han skriver en sang alene, gør teksten forskellig nok fra Murders fælles kompositioner til, at den lige så godt kan være I Got You on Tape-materiale, selvom det efterfølgende arbejde med instrumentering og stemning naturligvis også har en del at sige. Men det skyldes også, at et vigtigt fælles punkt for teksterne er, at de er temmelig abstrakte, måske ikke på forhånd har et fastlagt tema og ikke søger at skabe en forudindtaget mening hos lytteren: »Vores sange handler om alle mulige ting. Jeg synes bare ikke, der er nogen grund til at forklare, hvad de handler om, for folk skal helst selv kunne gå på opdagelse i det. Jeg har da en helt klar opfattelse af, hvad alle de sange, jeg har været med til at skrive, handler om. Hvad enten det har været ting, jeg har skrevet alene eller sammen med andre. Men jeg vil egentlig helst have at dem, der hører sangene, har deres egen mening om dem.«

Anders er for en gangs skyld to skridt foran Jacob.

Tvungen nyskabelse i rutinen
Med tre bandmedlemmer, som alle har forskellige, brede musikpræferencer, er der rig mulighed for at lade sig inspirere af hinanden, forklarer Bellens. Hvor han for tiden hører meget ambient og godt kunne tænke sig at lave et ambientprojekt i fremtiden, har Mathiasen en forkærlighed for nyere kompositorisk musik, og begge har de meget til overs for gammeldags sangskrivning. Og så har de to tidligere haft et collage-hiphop-band sammen. Nærmere end at finde det rodet at fascineres af mange forskellige genrer i stedet for at nørde med en enkelt ser Bellens det som en stor fordel, at man ubevidst kan hente inspiration alle steder fra.

»I virkeligheden udspringer ideerne af alt, hvad man får ind i hovedet. Man får nogle input i sin dagligdag, når man hører noget. Så er der et output, og det er så sangene. Jeg får jo også input af at sidde her og snakke med dig og af at se fjernsyn og af at læse avis. Jeg tror aldrig, at nogen af os tænker noget bestemt, når vi går i gang med at skrive noget. Det er bare med at se, hvor det kan føre en hen, når man laver noget nyt. Jeg har altid haft optur over, at man kan skrive noget, der ikke har været der før,« fortæller han, og da jeg spørger, om det ikke kan give et rodet output, når de mange forskellige indtryk bearbejdes, falder svaret prompte: »Nej, men teksterne stikker helt sikkert i mange forskellige retninger. Men det er altid sikkert, at man kan genkende mig eller Anders i dem. Jeg synes i hvert fald aldrig, det er særlig sjovt at lave noget, hvor jeg føler, at jeg har styr på, hvad jeg laver. Jeg synes ikke, det er sjovt at lave noget, hvor jeg ved, hvordan jeg skal gøre det færdigt. Det skal helst være noget, der er nyt land. Bare så man ikke laver en sang, man har lavet i forvejen. Man udvikler ret hurtigt en eller anden form for intern rutine, når man skriver sammen med andre eller alene. Det er tit, at jeg har droppet et nummer, fordi jeg kendte det for godt i forvejen. Man kan jo sagtens høre, at det er os. Men for en selv skulle man jo helst have en følelse af, at man kommer videre.«

For Bellens er skabelsesprocessen nem, da han slet ikke kan lade være med at skrive musik og i særdeleshed tekster, fortæller han. Murder har da også i et tidligere interview fortalt Undertoner, at de dengang måtte opstille regler for at være sammen uden at skrive musik, for at bandet ikke skulle ende sine dage i et kreativt kollaps. Men selvom tekstskabelsen for ham er meget instinktiv, er processen overraskende nok ikke forbundet med den passion, man kunne forvente, men fremstår nærmere som en tvingende nødvendighed i forbindelse med at lave musik: »Egentlig har jeg det sådan, at jeg bare gerne vil have, at tekstmaterialet skal være i orden, hvis man laver en sang. Det er egentlig ikke det, der interesserer mig mest, men jeg går meget op i, at det skal være i orden. Jeg bliver irriteret over musik, hvor jeg synes, at teksten er dårlig. Det, der interesserer mig, det er musik, men for at det ikke skal falde igennem, så bruger jeg energi på at lave nogle tekster, som jeg selv er tilfreds med.«

Bellens forklarer, at han faktisk lægger allermest mærke til teksterne, når de er dårligt skrevet, men da jeg udtrykker en vis overraskelse over at høre det udsagn fra en sangskriver, modererer han alligevel sin udtalelse: »Det er måske forkert sagt. Jeg synes bestemt sangtekster er vigtige. Jeg har meget hjertet med omkring at skrive teksten, og selvfølgelig synes jeg, den er vigtig. Det er bare ikke udelukkende teksterne, der er interessante. Det er samspillet mellem tekst og melodi og akkorder. Jeg kan godt have mange tekster liggende, hvor teksterne i sig selv er færdige, men ikke har fundet en melodi, der er teksten værdig. Og så bliver nummeret bare ikke færdigt, før jeg finder på en melodi, der passer til teksten. Jeg vil bare gerne have, at det passer sammen. Lidt ligesom matematik eller en krydsogtværs-opgave eller sådan noget.«

Hæ. Det var en meget tør sammenligning.

Anders dufter til en af Jacobs idéer.

»Ja, men sådan er det. Jeg holder enormt meget af at sidde og nørde med at få tekst og musik til at gå op sammen. Og det er på et meget let niveau. Det er meget sådan sudoku-agtigt. For mig handler det bare om at få det til at give mening, så det spiller sammen.« Selvom Bellens bevidst undgår at gentage sig selv i sit materiale, indrømmer han blankt, at det er en fast, kalkuleret metode, han arbejder efter, når han skriver, og at også det kan komme til at genere ham: »Jo mere, man skriver, jo mere får man sine egne genveje og metoder og måder at skrive på. Og derfor handler det hele tiden om at finde nogle nye metoder, som man ikke har prøvet før, så legen omkring det at skrive stadig er spændende.«

Bellens er f.eks. ikke bare gået i studiet for at jamme og se, hvad der ville opstå, siden han var 20, siger han med et lille grin, men indrømmer derefter at ideen langtfra ligger fjernt: »Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at prøve at gøre igen. Men nu er det meget sådan noget med at sætte sig ned for at skrive en sang. Hvis vi skriver sammen, mig og Anders eller mig og Jonas, så er det med det for øje at skrive en sang, der virker. Sidde og finde en melodi, som man synes holder, og så gå væk fra klaveret og skrive en tekst, versefødder, der giver mening. Men jeg har helt klart lyst til en masse andre forskellige genrer. Der er mange plader, som jeg har lyst til at lave, og som jeg ikke har haft tid til at lave endnu, men som jeg glæder mig til at lave.«

Ud over ønsket om at lave en ambientplade nævner Bellens i flæng ideer om at lave en instrumental klaverplade eller at spille house, improviseret jazz eller hiphop. Og selvom han elsker at nørkle med ord, forestiller han sig, at det faktisk ville være befriende at arbejde med en tekstfri genre og ikke at skulle tage hensyn til de store krav, teksten må leve op til, før den er præsentabel. »At blive udfordret ved at lave noget nyt sammen med nogle andre. Det tror jeg er ret sundt,« konstaterer han afslutningsvis, og jeg slukker for min diktafon. Mon ikke han har ret. Om ikke andet kan vi andre nyde godt af resultaterne af hans søgen efter udfordringer.

Murder kan i den kommende måned opleves live på en række danske spillesteder:

30. oktober, Nordkraft-festival, Aalborg
3. november, Støberihallen, Hillerød
4. november, Gimle, Roskilde
5. november, Templet, Lyngby
6. november, Forbrændingen, Albertslund
9. november, Musikcafeen, Aarhus
10. november, Musikcafeen, Aarhus
11. november, Pitstop, Kolding
12. november, Huset, Esbjerg
13. november, Fermaten, Herning
19. november, Musikhuset, Rønne
20. november, Viften, Rødovre
24. november, Koncerthuset, København

Deltag i debat