Nyheder

Oktober-koncerter I: Recession efter smeltet banan med basstøv

Skrevet af Martin Thimes

Vi har samlet vores koncertanbefalinger for de næste to uger her. Og det går ikke stille af sig.

Med et ordenligt noisepunk-smæld. Sådan begynder første halvdel af Undertoners koncert-oktober. Melt Banana spiller nemlig på Loppen tirsdag den 5. oktober. Yasuko Onuki har et fabelagtigt primalt punkskrig, og selv om bandet har en del år på bagen, har de absolut ikke sat farten ned. Og hvis du kommer tidligt (ok, ikke tidligt – det er jo Loppen) kan du også nå at få lidt af danske No God med.

Hvis du var lynende hurtig, nåede du at få billet til Robyn, der spiller i Falkoner Salen fredag den 8. oktober. Hvis ikke, er der massevis af alternativer den aften. I Århus er der endnu en gang Recession-festival, som i år byder på blandt andet Familjen, Marc Almond (ja, ham fra Soft Cell), Broken Beats og Ghost Society. Og det er alene fredagsprogrammet.

Hvis du ikke er i Århus, men sidder i København og må drømme forgæves om at se Robyn og hendes evigt unge frisure, kan du trøste dig med, at du kan opleve flot hår på Templet i Lyngby. Her spiller damerne i Giana Factory nemlig.

Coki og Mala chiller, inden de skal vælte et random sted ved hjælp af bas.

Coki og Mala fra Digital Mystikz chiller, inden de skal vælte et random sted ved hjælp af bas.

Bas med bas på

Men weekenden slutter langt fra allerede fredag. Lørdag kan du få sat de helt små hår i øregangen i svingninger, når de tunge dubstep-drenge i Digital Mystikz gæster Store Vega. Med sig tager de Sgt. Pokes, Loefah samt danske JSL og OHOI!-crewet. Lørdag den 9. oktober bliver dagen, hvor du uden at bluffe kan skrige til din sidemand, at nej, du har da ikke taget dope. Det er bare alt det satans puds og støv fra loftet, der samler sig omkring din næse, når du trækker vejret. meget bas kommer der. Herligt.

Nedtrapning og optrapning

For at nedtrapningen fra weekendens udskejelser ikke bliver for stor, kan vi anbefale endnu en tur forbi Loppen i København, der præsenterer et voldsomt stærkt line-up af interessante navne dette efterår. Mandag den 11. oktober spiller PVT (der tidligere hed Pivot) forunderlig legesyg elektronisk pop. De har et drive og slipper heldigt fra i ny og næ at lyde som en blanding af Joy Division og Jean-Michel Jarre – uden at ramle i New Order-klichéer. Egentlig ret godt gået, hvilket vores anmelder også var ganske enig i. Hvis du er frisk på mere guitarbaseret artrock, skal du til Århus onsdag den 13. oktober, hvor danske Thulebasen spiller sammen med Thread Pulls.

En slutspurt af de større

Cola Freaks

Cola Freaks - det bedste Århus kan byde på.

Efter at have fornøjet dig med et væld af gode koncerter i den første hele uge af oktober skal du have snøret skoene til afslutningen af den anden. Dér kommer det til at gå virkelig stærkt. Fredag bliver du nemlig nødt til at vælge mellem Eloq, der varmer op for Spejderrobot feat. Camilla Munck, Silas Bjerregaard m.fl. De spiller på Jazzhouse i København. Hvis du bedre kan lide dine beats kradse og fra Århus eller Brooklyn, skal du tage på Loppen. Her deler Cola Freaks og Blank Dogs plakaten.

Hvis du er blevet forpustet af de mange muligheder, kan du runde de første par uger af oktober af med lidt stilfærdigt svensker-folkrock fra Junip på Lille Vega den 16. oktober. Inden du altså igen skal på Loppen søndag. Her spiller de engelske indierock-helte fra The Wedding Present nemlig en ret sjælden koncert på dansk jord. Og så er det vist ellers med at komme hjem og se lidt fjerner, inden du igen skal have en fadøl på et dansk spillested.

Leave a Reply