Plader

Philip Selway: Familial

Der findes nyskabende og skelsættende udgivelser, og der findes også anonyme og middelmådige. Philip Selway kan nu bryste sig af at være en del af begge lejre.

Ja. Philip Selway er trommeslager i Radiohead. Nu er det sagt, og så glemmer vi det igen, for det har ingen relevans for Familial. Ikke ud over at man kan mistænke Selway for at have brug for et afbræk fra bandets eksperimenterende, svævende og til tider psykedeliske univers.
Og så glemmer vi Radiohead, for Selways soloalbum er noget helt, helt andet.

‘Følsom’ er et dårligt ord, for det kan betyde en milliard ting, men ikke desto mindre er der nok mange, der vil beskrive pladen sådan. ‘Afslappet’ er et bedre ord. ‘Behagelig’ kan også bruges, måske endda for behagelig. En akustisk guitar er det bærende musiske element sammen med Selways stemme – en stemme, han bestemt kan være bekendt. To elementer, der komplementerer hinanden glimrende i kraft af den bløde, afslappede stemning, der males.

Numrene ligner hinanden – meget. De gange hvor jeg har sat pladen på til en gennemlytning, er der sket det klassiske – jeg lægger slet ikke mærke til, at numrene skifter (medmindre jeg aktivt lytter efter det). Altså skal man ikke forvente de store stilskift undervejs. Hvis du hører første nummer fra pladen og kan lide det, vil du også kunne lide resten af pladen. Hvis du ikke finder det synderligt interessant, skal du ikke regne med, at der kommer de store afvigelser senere.

Af interessante numre kan “The Ties That Bind Us” nævnes – et nummer, hvis kontrabasintro og bluesinspirerede dobrosound (dog uden at være en reel dobro) leder tankerne hen på golde sletter og øde westernbyer. Et smukt stemningsnummer.

“Beyond Reason” er også et af de mere interessante numre, der har en mere insisterende lyd over sig. Nummeret vil fremad og er ikke helt så tilbagelænet som resten af pladen. Dette skal dog ses i lyset af resten af pladen, for ser man nummeret som en enkelt enhed, er det stadig ganske afslappende.

Alt i alt en rolig udgivelse, der vil fungere glimrende som baggrundsmusik og afslapningsmusik. Men bestemt ikke en plade, der lægger i ovnen til en stor solokarriere for Selway.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar

boeger