Plader

Plebeian Grandstand: How Hate Is Hard to Define

Skrevet af Kristian Kimer

Fransk hardcore, der umiddelbart lugter okay, men ikke formår at holde niveau.

Fransk hardcore. En genre, jeg ikke har lyttet så meget til. Men det er så afgjort mest på grund af det franske. Hardcore som en ikke nationalt defineret genre har jeg derimod hørt rigelige mængder af. I hele min gymnasietid havde f.eks. Refused deres faste plads på eftermiddagsspilleren.

Og tidlig Refused er ikke et dårligt udgangspunkt, hvis vi skal indkredse Plebeian Grandstand lidt. Bland det med lidt af Will Havens nærmest spedalske lyd og Isis’ langtrukne atmosfære. Plus lidt grind og lidt matematik. Så begynder det at ligne noget. Det er med andre ord en gedigen omgang stemningsmættet hardcore/grindmetal, vi er ude i her.

Der er ingen tvivl om, at vi har fat i et undergrundsband. Det er lyden af det upolerede øvelokale, vi hører. Men det er på kærkomment vinyl. Og i forhold til mine erfaringer med ekstrem metal på vinyl, så lyder det her virkeligt godt. Selv om det er en billig produktion, kommer det store buldrende brag virkelig godt ud over albumkanten. Jeg vil næsten hævde, at How Hate Is Hard to Define rummer et decideret dybdeperspektiv i lydbilledet. Man kan næsten se ind i øvelokalet her, og der er virkelig dybt til lydbunden. Det hænger nok også sammen med, at franskmændene er ganske dygtige musikere og solidt sammenspillede.
Men lige meget hvor god lyd og hvor gode musikere vi arbejder med, ændrer det ikke på, at det her ganske enkelt ikke er særlig vellykket musik.

Albummet starter med en rolig overture med den vidunderlige titel “Kata Ton ∆ Aimona Eaytoy”. Ingen trommer, ingen vokal. Guitar og bas tegner nogle dissonante stemningsbilleder, hvorefter trommerne sparker i gang og åbner pladen med “Ordo Ab Chao”: en snotforvirret omgang skrigende grindmetal, hvor hidsige, sprængte riffstykker afløses af åbne akkorder og stemningsmættede mellemstykker. Det er langt hen ad vejen Plebeian Grandstands grundlæggende opskrift. Og desværre er det sjældent særligt spændende.

Næste nummer, “Nice Days Are Weak”, følger således skabelonen, men her hæver Plebeian Grandstand sig lidt op af suppedasen med et imponerende godt riff, der underbygges af flot og kreativt trommespil. Her ligner det noget. Der er virkelig tryk på, og det er lige før, jeg kan acceptere selv det evindelige skrigeri, som forsangeren ubønhørligt udsætter os for.

Men uheldigvis glider bandet tilbage i forholdsvis ligegyldige grindsammenskruede vredeseskapader allerede med næste nummer, “Mein Kopf ist mein Heimat”. Ærgerligt. Man havde håbet på mere ud fra dén titel. Pladens side A slutter af med den lange episke “Easy to Hate/Hard to Define”. Den rendyrkede energi og musikalske snilde til trods bliver det bare aldrig særlig godt. Og nummerets lange afsluttende smertestykke, som burde indramme hele side A, finder aldrig frem til sig selv. Formen er for fortænkt, der er for meget energi og for lidt musikalitet.

Pladens side B starter – ligesom side A – med en kort, stemningsmættet sag, “Pie in the Sky”, hvorefter trommerne vanedannet cykler grinden i gang. How Hate Is Hard to Define kører videre derudaf i samme ungdommelige drønnertgear. Og her begynder selv sangtitlerne at blive dårlige, hvilket ellers var et af holdepunkterne på side A.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på alle de gange, jeg har stået i Ungdomshuset og headbanget til et eller andet hardcore. Dér var musikken ofte heller ikke særlig god. Men det var stadig fedt. Og det er jo selvfølgelig det segment, Plebeian Grandstand er ude efter. Måske er jeg bare blevet for gammel til at hoppe ind i dét moshpit.

Men tillad mig alligevel at komme med et argumenteret kritikpunkt: skrigevokalen. Musikken på How Hate Is Hard to Define er selvfølgelig toppet med en arketypisk skrigevokal. Og det er efterhånden regulært røvkedeligt på grænsen til det irriterende at lægge ører til. Skrigevokalen er i min bedste optik mere outdatet end kinakål og 90’er-ironi – til sammen. Og bare lyden af denne arketypiske vrede unge mand, der skriger og skriger og skriger sig gennem en hel plade, giver mig gentagne dårlige gøjsere.

Hvor ville genren dog have godt af noget nytænkning her. Hvis et band med Plebeian Grandstands musikalske virtuositet og rendyrkede energiudladning kunne mønstre en fornyende og kreativ vokal, tror jeg virkelig, de ville kunne spidse ører på både gamle og nye lyttere. Syng, snak, hvisk, fløjt. Noget andet end det evindelige skrigeri. Det kunne ændre hele søsætningen fra en gammel prut til et visionært outburst. Det er, som om opskriften på det her band er gennemdyrket fra yderst til inderst: guitarnørden, der kan alle skalaer forfra og bagfra, bonghovedet, der kan spille lidt bas, og dampbarnet, der kan tæve trommerne herfra og til Pommern. Og så skal man ellers bare have én til at skrige.
Og dér knækker filmen altså her i 2010. Hvor de tre første identiteter stadig kan skabe noget enestående visionært, kuldsejler de hele deres eget projekt ved at løse vokalproblemet på den mest røvsyge og uopfindsomme måde. Brandærgerligt, Plebeian Grandstand.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat