Plader

S: I’m Not As Good at It As You

Skrevet af Mikkel Arre

Jenn Ghetto lægger alt tydeligt frem: druk, narko og hjertesorg. Hendes tredje soloalbum er fyldt med tvivl, afsked og banale håb, og på sin egen underspillede måde er det glimrende singer/songwriter-folkpop.

I åbningssangen “Wait” lyser Jenn Ghettos milde stemme op i et håbefuldt smil og forudser, at »everything will be alright today.« 12 numre senere lader hun linjen »I let my hurt fall out of my mouth« være blandt pladens sidste. De to tekstfragmenter udpeger hver sin ende af humørskalaen på Ghettos tredje soloalbum, der på én gang forvirret og fortrøstningsfuldt bevæger sig rundt mellem opløftet ønsketænkning og forbitret frustration.

Den amerikanske singer/songwriter har en fortid i bandet Carissa’s Wierd. Mens nogle af de øvrige medlemmer i dag er at finde i front for markante indierockbands som Grand Archives og Band of Horses, har Ghetto været noget mere usynlig, siden Carissa’s Wierd gik itu i 2003. Kunstnernavnet S springer ikke just i øjnene, og det forrige album, Puking & Crying, fra 2004 tiltrak sig da heller ikke den store opmærksomhed. Det samme kan siges om dette års efterfølger, I’m Not As Good at It As You, der imidlertid kvitterer for lytterens tålmodighed ved at vise sig at rumme en række fine sange.

“Wait” byder på et gensyn med to af Carissa’s Wierd-vennerne, der med banjo og violin får åbningsnummeret til at skille sig ud med et mere fyldigt lydbillede end på resten af pladen. De resterende 11 numre har Jenn Ghetto selv indspillet på sin ottesporsoptager, og I’m Not As Good… bærer klart præg af lofi-tilgangen: Blid susen lægger sig om de ringende guitarlinjer og Ghettos lyse, tilbageholdende stemme, og især i høretelefoner er det tydeligt, hvordan de sammenvævede guitarmelodier kommer fra forskellige spor. Alt bliver lagt åbent frem, og Seattle-sangskriveren pynter ikke på noget.

Det gælder også teksterne. I’m Not As Good… er indspillet i perioden fra 2006 til 2008, og det lader til, at det var hårde år for Jenn Ghetto. »And I just kept on drinking / I wasn’t even talking / I surely wasn’t making any sense at all,« lyder det i “Not a Problem”, mens hun i “Save Me” lægger op til sangtitlen ved at konstatere, at »I will drink until my insides all fall out.«
Hun fremstår med andre ord som et sårbart væsen, hvilket gør de korte strejf af selvhævdende vrede i f.eks. “Away Around This” så meget mere isnende: »I go to the show / I guess I’ll see you there / I hope that you’re down / I’m waiting for it.« Jeg går og venter på at se dig have det skidt – en heftig melding.
Med den i baghovedet er det let et par numre senere at tænke en vis sarkasme ind i linjen »it’s unfortunate / that all your friends are junkies«, men i den næste sætning piller hun sig selv ned: »I will not mock or judge them / ‘cause once or twice I’ve been there too.«

Ghetto synger med et betydeligt intimt nærvær, og selv i sine mest insisterende momenter – f.eks. den rørende udholdenhedshyldest “Through It All” – smyger hendes stemme sig snarere, end den rusker, uanset hvor bister eller frustreret teksten fremstår. Netop fornemmelsen af at være vidne til en dirrende linedans mellem det personlige og det dybt private er måske årsagen til, at hun kan slippe af sted med at skrive så ligefremt – ja, nærmest banalt. En omkvædslinje som »and you are not here / and I need you« i “Save You” vinder næppe mange tilhængere i litteraturkredse, men den går lige i hjertekulen akkompagneret af Ghettos simple, ringlende guitartoner.

Når man ser bort fra åbningsnummeret, de afmålte klaverdråber i “Through It All” og afslutningsnummerets flydende guitarambient, holder Jenn Ghetto sig i det store hele til den samme fremgangsmåde: Et par guitarlinjer med sans for små, i første omgang næsten ubemærkede, hooks bliver parret med to-tre lag let og blid unison vokal, der suppleres af korharmonier hist og her. Guitarmelodierne og vokalerne er gerne repetitive, men så længe de er catchy nok, går denne mantra-strategi fint. “R.I.P. Calgon” kan dog slet ikke bære 21 gentagelser af samme linje, og ”This Way Always” skal helt frem til det afsluttende (men så til gengæld også besnærende) D-stykke for at smide sit søvngængerudtryk.

I’m Not As Good at It As You serverer ingen klare moraler og ingen opbyggelige pointer. Der er lige så meget håb, som der er forliste forhold og selvdestruktion. Det hele er filtret sammen, og melankolien og optimismen er lige underspillede. Kombineret med en flok fine sange, der deres enkelhed til trods kan tåle uventet mange genlytninger, har det ført til en plade, der er omtrent lige så gribende, som den er undseelig.

★★★★½☆

Lyt til “Save You”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/S_SaveYou.mp3]

Deltag i debat