Plader

Sky Larkin: Kaleide

Leeds-bandet fortsætter ufortrødent deres energiske rockstil med større succes end på debuten.

Da Sky Larkin skulle indspille Kaleide, var der ingen grund til at bekymre sig om ‘den svære toer’. Debuten The Golden Spike var nemlig en triviel rockplade uden nogen særlig original substans. Det sjove er, at de ikke har fornyet sig særlig meget på Kaleide – det lyder bare bedre. Bandets charmerende førstedame, Katie Harkin, er stadig en light-udgave af Karen O uden noget særligt på hjerte, og musikkens grundsten udgøres fortsat af hendes vokal, der ledsages af catchy guitarriffs og energisk trommespil. Med skæven til 90’ernes amerikanske indie- og collegerock fyrer Sky Larkin op for 12 indierocknumre i højt tempo.

Kaleide åbner med den fængende “Still Windmills”, som ud over at vise, hvor simpel guitardrevet rock behøver at være for at fungere, også sætter en høj standard for resten af pladen – en standard, pladen desværre ikke kan leve op til. Efter det skæve titelnummer falder niveauet støt gennem resten af pladen, og kun glimtvis når den på ny de samme højder.

Kaleide lider under et meget homogent lydbillede, hvor numrene minder alt for meget om hinanden. En af pladens helt store succeser er “Anjelica Houston”, hvor bandet skruer ned for hastigheden og introducerer et orgel. Der er bare for få af den slags numre til at forhindre albummet i at blive en smule ensformigt, hvilket i sidste ende er Kaleides største hæmsko. Men når en plade ikke kan levere det antal ballader og sjælere, en blød fyr som mig efterspørger, må jeg jo bare skrue mine testikler på og glæde mig over, at der er rockørehængere nok at tage af på Kaleide.

Alt i alt har Sky Larkin bevæget sig i en positiv retning rent kunstnerisk. Keep up the good work!

★★★☆☆☆

Deltag i debat