Plader

Some Speak of the Future: Fall/Run EP

Skrevet af Anders Büchert

Fall/Run er ikke ligefrem en udgivelse i originalitetens tegn, men de indadvendte, melankolske sange fremstår alligevel særdeles stærke for lytteren med hang til det eftertænksomme.

Der er endnu ikke gået et år, siden Some Speak of the Future smed deres første udgivelse på gaden. Den selvbetitlede debut bød på en omgang melankolske, folkinspirerede sange, som egnede sig perfekt til tungsind og gråvejrsdage. Nu er duoen ude med en ep, og det er langt hen af vejen de samme virkemidler, Lauritz Carlsen og Astrid Myrup benytter sig af. Med en mærkbar inspiration fra Nick Drake og Bob Dylan er det ikke ligefrem, fordi de opfinder den dybe tallerken, men det er bestemt en omgang rigtig solidt håndværk, som vidner om et par musikere, der kan deres kram.

Fall/Run byder på seks sange, alle bygget op om en akustisk guitar samt Carlsens og Myrups vokaler, der supplerer hinanden rigtig godt, om end ingen af dem enkeltvist fremstår videre specielle. Men i kraft af Carlsens gode melodiøre samt den behagelige, men indadvendte stemning, der præger udgivelsen, løftes mange af de fine, nedbarberede kompositioner alligevel til et niveau, der hver for sig gør dem særlige.

Åbneren “In the Meadow” er en af de mere melodiøst folkpoppede skæringer, hvis behagelige guitartema bakkes op af en liret sologuitar i baggrunden. Det er ikke specielt sprælskt, men i den grad fængende. Det er også tilfældet med det næste nummer, “From Sitting Down to Standing Up”, der dog fremstår lidt sprødere grundet den country-agtige guitarfigur og de sløvt overlegne fraserede vokaler. Der tilføjes desuden lidt nyt til lydbilledet her i form af trommer, hvilket tidligere har været en usædvanlighed for Some Speak of the Future, og selvom det ikke giver udtrykket en radikal ændring, klæder det alligevel musikken rigtig godt med en mere gennemtrængende rytmebund.

De allerbedste numre er dog “Read Only” og titelnummeret “Fall/Run”, hvor melankolien er lidt mere i højsædet. Sidstnævnte især er utrolig indbydende i al sin tusmørkelydende eftertænksomhed, hvor et tungt call and response-agtigt omkvæd fremstår som ep’ens absolutte højdepunkt. Fremragende.

Kompositionerne og sangene på Fall/Run fejler altså ingenting som sådan, men holder derimod et rigtig højt bundniveau. Til gengæld er det den relativt ensartede instrumentering, der gør, at Some Speak of the Future aldrig når det næste niveau. Ud over lidt harmonika på afslutningsnummeret “Home” viger duoen nemlig sjældent fra grundinstrumenteringen, og det kunne i den grad klæde den at prøve med strygere, blæsere eller evt. bare en sang, der ikke var bygget op omkring Carlsens akustiske guitar. Grundet udgivelsens relativt korte længde på 23 minutter bliver det dog aldrig værre, end at Some Speak of the Future her har begået en ep, der bestemt er lytteværdig og lover rigtig godt for senere udgivelser. Især, hvis de kan tilføje lidt ekstra til udtrykket.

★★★★½☆

Deltag i debat