Koncerter

Stoffer & Maskinen, 28.10.10, Lille Vega, København

Skrevet af Zenia Menzer

Stoffer & Maskinen fik velfortjent stor applaus for deres anstrengelser, men svingende vokalpræstationer afholdt aftenens koncert fra at nå det helt sublime. Der er dog ikke tvivl om aftenens kvalitet, der resulterede i en både musikalsk og emotionel oplevelse.

Fotos: Rasmus B. S. Hansen, www.terranaut.dk

Stoffer & Maskinen er værd at lægge mærke til, for de har skabt deres egen lille niche på den danske musikscene. Dét kommer både til udtryk gennem den instrumentale side og deres primære vokal, Christoffer Budtz. Deres underfundige maskinpop rummer dybder og skæve vinkler, og Budtz er på mange måder en klædelig frontmand, der ikke kun præger bandets visuelle fremtoning, men i særdeleshed definerer deres lyd, hvilket også blev illustreret under aftenens koncert.

Den instrumentale præcision og spændstighed skar igennem det røgfyldte rum omkring scenen, hvor Budtz ihærdigt forsøgte at bevare røgsløret omkring sig med en glødende cigaret hængende mellem to fingre. Dette var bare en af de ting, der skabte stemning i Lille Vega, hvor en blanding af rock og electronica dunkede i takt med publikums pulserende hjerteslag, mens elementer af pop og instrumentale atmosfæriske passager fik lov at trænge dybt ned i den mørke mængdes lunger, hvor det blev taget ind for kort efter at blive frigivet i et lige dele afslappet og spændt åndedrag.

“De eneste tilbage” blev leveret som det første nummer, og dette var et af de numre, der var præget af en lidt svag vokal, hvor Budtz momentvis havde svært ved at ramme de høje toner. Allerede under det andet nummer blev dette dog udbedret, men frontmanden havde vanskeligheder flere gange undervejs. En del af vokalarbejdet udføres i den høje ende af toneskalaen, og det skete flere gange, at vokalen knækkede over og enten forsvandt eller blev for skinger. Dét var ærgerligt for hele det musikalske billede, der er farvet enormt meget af Budtz’ særegne stemme. Stoffers kvinde-lignende og til tider infantile vokal tillægger musikken en skrøbelighed og en skønhed, der indbyder lytteren til at kravle ind i et lille mørkt hulrum, hvor man trygt kan gemme sig, men samtidig står helhedsbilledet så stærkt og uforstyrret og plager den lyttende om at blotte sig i lys og opmærksomhed.

En del af dilemmaet for Stoffer & Maskinen lå under koncerten i, at forsangeren til tider kæmpede med at komme op på de rette toner, men at det netop er i den ende af spektret, Stoffer gør sig mest karismatisk. Derfor er det ærgerligt, når vokalen svigter, hvilket den blandt andet gjorde på “Maskinens dans” og “Min kunstige bror”, og det var disse udfald, der trak koncerten ned fra de højder, den kunne have nået.

Alligevel var der det meste af tiden sikkerhed på den vokalmæssige front, og på numre som “Silhuet”, “Vi to er smeltet sammen” og “Flader mod flader” viste Stoffer, at hans stemme både kan være bastant og lys på samme tid. Trods den momentane usikkerhed og toneudfaldet, var der noget unikt over vokalen, som aldrig rigtig forsvandt, og Stoffers optræden fremstod meget ægte, netop fordi der var små skønhedsfejl undervejs. Det gjorde på sin vis hans optræden mere nærværende, og aftenen stod som et eksempel på, at man sagtens kan have en god koncertoplevelse, selv om der er musikalske kiks undervejs.

Bandets lyd stod intenst og klart frem med enkelte undtagelser, som var hændelser, der ikke havde den store betydning for det samlede indtryk, og stort set samtlige numre blev leveret med energi og sikkerhed. “Alting begynder” skabte med sine klikkende lyde et organisk og minimalistisk elektronisk udtryk, som stod som en opslugende instrumental oplevelse med Budtz som det varme centrum på scenen, hvor bølger af emotioner fik lov at kredse om ham for derefter at blive skyllet ud mod publikum, der skiftede mellem at stå stille og observerende hen til at bevæge sig i rytmiske bevægelser til de mere rockede dele af nummeret.

Hele koncerten bestod af flydende bevægelser mellem det mere kantede udtryk og den blide fremståen, der primært skulle findes hos forsangeren. Symbiosen mellem det hårde elektroniske udtryk og Stoffers sårbare stemme stod som kernen under aftenens optræden, og bandets ekstranummer, “Flader mod flader”, stod som et lysende klart eksempel på bandets lyd. Dette nummer skaber scenariet, hvor Stoffer møder Maskinen, hvori der på sær vis skabes dynamik og stilstand på samme tid, hvilket var kendetegnende for hele aftenen og bandets samlede udtryk, der både pacificerer publikum og får det til at rykke i dem.

★★★★★☆

Deltag i debat