Plader

Susumu Yokota: Kaleidoscope

Skrevet af Jeppe Carstensen

Eklektisk, kosmisk, kaotisk. Susumu Yokota laver elektronisk musik, der lyder som meteorregn, en ridset CD og kirkekor i en skøn metamorfose. Det virker!

Susumu Yokota har længe været svær at kategorisere. Ubestemmeligheden er også til stede på hans nye plade, Kaleidoscope, der er en ud af rigtig mange udgivelser siden starten af 90’erne. Kaleidoscope har en helt særlig suggererende effekt på mig. Selvfølgelig kan man godt mærke Yokotas velbevandrethed inden for techno, house og ambient, men især minimalistiske pionerer fra 70’erne og 80’erne kan også høres. Kaleidoscope fungerer dog mere som en collage eller revitalisering af de nævnte stilarter. Den plade gør mig sulten.

Yokota har en udpræget hang til virkelighedseffekter i form af samples, kvindestemmer og forskellige småinstrumenter. Forvrængede stemmer, nogle enkle guitartoner i dybe delayeffekter og religiøst messende passager er med til, at Kaleidoscope lyder som en plade, der vil mange ting på én gang. Det er svært at snakke om helstøbthed, fordi numrene varierer i ekstrem grad og desværre ikke når at lade sig indskrive i den helhed, som er det eneste, jeg mangler på pladen. Collagen og det slørede fortidselement kunne nemt forbindes med den hypnagogic pop, der florerer i andre og mindre velproducerede egne af det udgivelsesmæssige landkort. Den mystiske tematik omkring hukommelse og gendannelse af virkelighed kommer til udtryk i blandingen af de enkle kompositioner og andet virkelighedsstof fra Yokotas lydarkiv.

“2 Skys” skaber et synæstetisk univers, hvor sanserne sættes på gevaldig prøve udi først og fremmest det at lytte, men især også at forbinde lytningen med det i lyden refererede stof. Når jeg lytter til Kaleidoscope, forsøger jeg at mærke lydene materialisere sig i bevidstheden på en måde, hvor lyden visualiseres i billeder. Den nærmest hallucinerende eller transcenderende kraft er krævende at etablere. Men hvis man som lytter er åben over for det rum, der lader sig udfolde i Yokotas musik, er der meget at hente.

“Lily Scents Jealousy” er en katastrofisk march ud i galaksen med det såkaldte “Mothership”, hvor guitarflader og psykedeliske synths skaber et fremmed territorium, jeg ser for mig bag mine lukkede øjne. Apropos de lukkede øjne fungerer “When I Shut My Eyes” som et mantra til det drømmende, der støt udvikler sig til en mere og mere fröhlich electronica a la Ulrich Schnauss. I “Sprouting Symphony” er arven fra de amerikanske minimalister og særligt Steve Reich prægnant. En sprudlende komposition med repetitive klavertoner, der blander sig med en underlæggende bund af minimaltechno, giver pladen det første lyse og nogenlunde kategoriserbare indslag. Det mest excentriske på pladen er “Metallic Energy”, der er lige dele vocodervokal og absurde loops, vi ender med at høre gentage sig i et fjernt kirkerum.

Yokotas album lader sig ikke indskrive i en fortælling, man som lyttere kan være fælles om. Japaneren etablerer i høj grad en inviterende gestus til den enkelte lytter. Formen varieres så meget, at det ikke kan undgå at blive en plade, der åbner et musikalsk felt, lytteren medvirker i. Pladen er dog som sagt desværre ikke en helstøbt affære. Derfor hægtes man også af som lytter indimellem, når kompositionerne forekommer banale og ubearbejdede.

Hvis man tog den bedste håndfuld numre og lod dem følge hinanden, kunne jeg godt fristes til at give topkarakter, men da der er enkelte missere, holder jeg min jubel på et lidt lavere blus. Min begejstring for Yokota er dog intakt på et mere generelt plan. Man forstår godt, hvorfor Oneohtrix Point Never og Emeralds har ladet sig inspirere af det eklektiske og særegne udtryk, som Yokota insisterer på at fastholde i sit oeuvre. En udgivelsesrække, jeg opfordrer mine læsere til at nærlytte bag ruden i det skarpe efterårslys, hvis Kaleidoscope lyder bare det mindste inciterende.

★★★★☆☆

Deltag i debat