Plader

Suuns: Zeroes QC

Skrevet af Signe Palsøe

Suuns debuterer med en udgivelse drevet af kompromisløse rytmer i en svært beskrivelig sammenhæng. Det er et godt udgangspunkt for et lydbillede, der dog ikke synes helt færdigudviklet.

Prøv at kaste et blik på de tags, anmeldelsen her er blevet påklistret, før du læser videre. De udgør måske den mest præcise måde at beskrive Suuns’ musik på. Hvilket ikke er særlig præcist, eftersom der skal en hel håndfuld substantiver til at beskrive et band med en udpræget simpel, stram og konsekvent lyd.

Stramheden er måske mere håndgribelig at bringe i spil. Alle numre på Zeroes QC er drevet frem af stramme rytmer. De kan både antage form af ekstremt syntetisk, pulserende synth, som det sker i introen til “Arena”, af håndklap, der runger gennem store fabrikshaller, af industriel kværnen eller af et vedholdende, krautet drive. Karakteristisk er det skrabede lydbillede, køligheden og distancen, der både findes i pladens forvrængede rumklang og sanger Ben Shemies postpunkede og ofte ekstremt manipulerede vokal.

Det lyder måske fremmedgørende, men det er det egentlig ikke. Med rytmen som omdrejningspunkt opbygger Suuns et som regel helt catchy lydbillede, der måske til tider indeholder ubestemmelige lag af forvrænget elektronik og decideret noise, men som nærmere fremstår elektrorocket, når guitarriff og vokal byder ind med en klassisk rockstruktur over den mindre håndgribelige lyd. Typisk for bandet er det at lade en ekstremt opmærksomhedskrævende rytme stå alene i nummerets begyndelse, hvor den har potentiale til at udvikle sig til hvad som helst, men som regel ender med at blive til en pumpende og temmelig lettilgængelig omgang elektrorock.

Det er både Suuns’ styrke og svaghed, at de har set sig varme på denne struktur. Som udgangspunkt er det værd at understrege, at det fortjener en stor kompliment, når et debuterende band formår at holde fast i et konsekvent udtryk, der ikke umiddelbart plagierer andre kunstnere. I tilfældet Zeroes QC er akilleshælen det manglende overraskelsesmoment i en lyd, som både har formatet til at overrumple og hypnotisere, men ender med at falde tilbage på en lidt for letkøbt rockskabelon.

Pladen består som udgangspunkt af en række gode bestanddele, og hvor det virker allerbedst, formår Suuns at overraske inden for deres lyds strikte dogme. Det sker eksempelvis i “Gaze”, der pludselig opsluges af en for bandet uvant psykedelisk saxofonpassage, der er den helt rigtige kontrast til rytmernes pumpen. Desværre blegner episoder som denne, når pladen skrider frem, og bandet forsøger sig med et mere stille tag på musikken. Det resulterer i nogle lidt kedelige, fingerspillede passager, der sladrer om, at bandet godt kan blive bedre til at skrive melodier, selvom den skrabede afslutter “Organ Blues”‘ monotone synthbund og organiske rytmer har noget af den samme tiltrækningskraft som The xx.

Som debut er Zeroes QC på mange måder en fin plade. Den vidner om et bands forkærlighed for en række særlige virkemidler og en konsekvent og karakteristisk tilgang til at skabe musik. Ikke et dårligt udgangspunkt for at arbejde sig hen mod et samlet udtryk, der rammer med lidt større effekt.

★★★★☆☆

Lyt til “Arena”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/arena.mp3]

Lyt til “Up Past the Nursery”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/nursery.mp3]

Deltag i debat