Plader

Teitur: Let the Dog Drive Home

Det nye udspil fra den dansk/færøske nationalskjald er hyggeligt, harmløst og ret kedeligt. Det vil næppe skaffe ham nye fans, men de gamle skal nok blive tilfredse.

At Teitur efterhånden har fået status som nationalskjald, har jeg svært ved at begribe. Ikke på en “det er ikke indie nok til mig”-måde, men det har vitterlig undret mig, hvilke kvaliteter folk ser i den evindeligt snøvlende færing. Efter lang tid i selskab med hans nye plade, Let the Dog Drive Home, tror jeg endelig, jeg har fundet ud af, hvad folk er faldet for. Men min forundring består.

På flere af sine udgivelser har Teitur bevæget sig i grænselandet mellem det poppede og det alternative og fået min absolutte favorit blandt genrebetegnelser: singer/songwriter. Dette label har jeg imidlertid svært ved at klistre på Let the Dog Drive Home. Godt nok har han selv skrevet hele molevitten, men at kalde denne plade for andet end klassisk popmusik ville være svært misvisende. Det skal ikke forstås negativt, men der er en vigtig pointe i at påpege, at Teitur har lavet sin mest uoriginale fuldlængdeudgivelse til dato.

Med den lidt for sukkersøde åbner “Feel Good” er stilen lagt for pladen. Vokalbaserede kærlighedssange med sparsomt akkompagnement. Tidligere udgivelser har afsløret Teitur som habil popsmed, men selvom de følelsesmæssige bølger går højt i numre som “Fly on the Wall” og “Waverly Place”, bliver det kun pletvist til andet end sentimental sødsuppe.

Førstesinglen “You Never Leave L.A.” er et veldrejet pophit, og titelnummeret er med sine skæve klaverharmonier et charmerende bekendtskab. Generelt mangler Let the Dog Drive Home bare den kant, som disse numre besidder. Pladen kan måske varme nogle knuste teenagehjerter på en grå efterårsdag, men besidder man ikke sådan et, vil man højst sandsynligt blot kede sig gudsjammerligt.

Og det er netop, hvad jeg tror, at folk ser i Teitur. Han pendulerer ubesværet mellem melankoli og varme under et musikalsk velpoleret udtryk, og man føler sig således tryg i hans selskab hele vejen igennem. Men på trods af de store armbevægelser virker pladen uvedkommende, og sangskrivningen er simpelthen ikke god nok til, at Teiturs patosfyldte vokal kan tale for sig selv.

Let the Dog Drive Home handler om at give slip og lade tingene flyde. Men resultatet bliver nu engang bedre, når musikere tager den kunstneriske kontrol over værket i stedet for blot at lægge sig i kølvandet på tidligere udgivelsers succes.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat