Plader

The Black Angels: Phosphene Dream

Skrevet af Christian Birk

På The Black Angels’ tredje album har Texas-bandet fundet en lidt mere kompakt og strukturel lyd, uden at det er blevet kedeligt. Pladen indeholder desværre også nogle af de børnesygdomme, som har forhindret det helt store gennembrud.

Sjældent har et pladecover advokeret så meget for indholdet, som det er tilfældet på The Black Angels’ nyeste udspil, Phosphene Dream. Kigger man længe nok på det rød/blå cover, kan man hurtigt fortabes og hypnotiseres af det. Samme lokkende og dragende stemning har amerikanerne benyttet sig af, siden de debuterede med deres kværnende ørkenrock i 2006 – en psykedelisk og hårdtpumpet slags, der finder sine rødder i slutningen af 60’erne. The Black Angels er i allerhøjeste grad børn af 68-generationen. De har tidligere turneret og blandet blod med Roky Erickson, der dannede 13th Floor Elevators, og man fristes til at sige, at de hører fortiden til.

Tilbage i nutiden har The Black Angels imidlertid sluppet Phosphene Dream, der befinder sig i de samme udknaldede luftlag som bandets to foregående albums. Alligevel er der noget distinkt anderledes ved pladen her, og det skal findes i strukturerne. Hvor de fem amerikanere tidligere har forsømt sangenes helhed og i stedet prioriteret den rette mørkt nuancerede psychedelica-lyd, er Phosphene Dream generelt en mere åben og udadvendt plade. Rigt instrumenterede og rodede numre er afløst af en mere kontant og umiddelbar lyd. The Black Angels spiller på syre, svævende, men de har endelig fundet den rette balance mellem de udsyrede støjkaskader og de gode melodier.

De kalder det selv »native American drone-rock’n’roll«, og denne gang er de virkelig nået ind til kernen af den selvudnævnte genre. Vi har på Phosphene Dream at gøre med et langt mere fokuseret og tight spillende band. “Bad Vibrations” er åbningsnummeret, og hvilken måde at starte på. Med udsyrede og skælvende keyboards, mørke trommer og hjemsøgt guitar fører kvintetten også ind i deres dunkle rockunivers. Hjulpet godt på vej af en mere simpel vers-omkvæd-vers-mellemspil-omkvæd-komposition får man ro og kan lettere overskue og nyde distortion-pedalens leg med frontmand Alex Maas’ dragende vokal. “Haunting at 1300 McKinley” emmer mere af tidlig 60’er-rock, men besidder det samme groove, om end den er mere traditionelt rockende.

The Black Angels har tidligere udtalt, at de elsker lyden af »music out on the road«, hvor rock’n’ roll-hooks kværner nummeret derudaf med høj hastighed og stor intensitet. Skærende staccato-guitar syder, mens syrede keyboard-stykker omkranser Alex Maas, der ganske passende synger køligt: »Rolling fast down 75, empty road, moonlit sky/Rolling fast down 75, cutting through like a knife.«

Skarpt er det også på det dejligt vuggende titelnummer, der får én til at vippe med foden og kippe med cowboy-hatten. “Phosphene Dream” er vel det tætteste, de støjende texanere har været på at skrive en vellykket popsang, og sangen luner godt inden de rodede numre, der efterfølger den.

For pladens sidste tredjedel beviser desværre, at The Black Angels ikke fuldstændig har droppet de dårlige vaner, som har kendetegnet deres hidtidige diskografi. Bandet har det nogle gange med at tabe koncentrationen og glemme sammenhængen, og det er lige præcis, hvad der sker i “True Believers”, der ellers starter godt ud med vibrerende dronerock a la Wooden Shjips. Som så mange gange før får The Black Angels dog punkteret deres ellers cool anlagte rock. Denne gang sker det med et dystopisk intermezzo, der dræber både fokus og indlevelse. “Telephone” er en både mærkværdig og dybt anstrengende surf/hillbilly/50’er-rocket sag, der heldigvis er hurtigt glemt.

Fælles for dem begge, og for The Black Angels generelt set, er, at bandet og musikerne bag tilsyneladende er for rastløse til at lade instrumenterne og lytteren flyde med. Flere af numrene starter godt ud, og idéerne er mange – de er også for mange. Deres bevidsthedsudvidende og stærkt ambitiøse sange kræver tålmodighed, men alt for ofte får man ikke lov at dykke halvvejs ned i deres syrede univers, inden proppen er trukket ud. Phosphene Dream er dog stadig bedre end de to foregående plader, og hvis de tør give slip, kan det her blive rigtig spændende.

★★★★☆☆

Deltag i debat