Artikler Interview

The Malpractice – pladetektonik og sportskage

Skrevet af Anna Møller

Johannes Gammelby brugte ifølge Crunchy Frogs pressemateriale sult som inspirator til flere af sangene i det nye projekt The Malpractice. Jeg benytter lejligheden til at give manden noget at spise og høre om indspilningen af Tectonics og om det nye band.

Sulteeksperimenter
Feeder-genet vågner i kvinden. En sulten mand?!? Han skal fodres, tænker hun, og møder The Malpractices udsultede Johannes Gammelby på en all you can eat-restaurant i København. Gammelby øser falafler, pizza, spaghetti bolognese, bulgur, kartofler, rødbede, tzatziki og nogle ærter op på tallerknen, men netop sulteeksperimenterne er han dog ret hurtig til at afvise:

»Der var en periode, hvor jeg simpelthen ikke skulle noget som helst. Jeg tror, det var i foråret 2008, hvor jeg tænkte, jeg lige ville sætte nogle dage af til at skrive nogle numre eller lave nogle ideer. Og så startede første dag ud med, at jeg stort set ikke havde noget i huset, og jeg gad ikke gå over og handle, og så rullede den bare lige, og jeg fik ikke noget at spise. Ens hjerne begynder at lave undvigemanøvrer og tænke i helt andre baner, end man plejer at gøre. Man kommer hinsides normal tilstand, og det havde jeg det skægt med i fire dage måske. Jeg gjorde det bevidst efter den første dag, men det var ikke længere tid end det. Det var måske ikke skidesundt. Det var i forbindelse med en sang, der hed ”Executive This, Executive That” og som ikke engang kom med på pladen i sin oprindelige udgave.«

Men du ville ikke fortsætte med sulteeksperimenterne?

»Som alle etiopere kan verificere, så får man det ikke pissegodt hverken psykisk eller fysisk af ikke rigtig at få noget at spise i et par dage, så nej,« griner Gammelby.

Sultekunstneren.

Irrationelle nødvendigheder
Når man læser The Malpractices blog er det tydeligt, at Gammelby er meget kritisk over for det at indspille, og han svarer også meget ærligt, da jeg spørger til indspilningen:

»Jeg hader det. Det er sjovt, du lige spørger om det, jeg tænkte lige på det på vej ned i øvelokalet i går aftes, fordi vi skal øve til vores koncerter i oktober. Hvorfor gør man det her? Det regnede, og det blæste, og jeg var fuldstændig udblødt efter at have været på arbejde hele dagen. Så skulle jeg ned i øvelokalet og til København om aftenen. Det er fandeme en lang dag. Det eneste svar er, at det er en irrationel nødvendighed. Jeg kan ikke forklare det. Det er slet ikke en mulighed ikke at gøre det. Det øjeblik, hvor jeg har allermest fornøjelse af det, er, når jeg får en god ide derhjemme foran computeren. Al den der realisering af ideerne, når det har været inde i en computer i så lang tid, det er virkelig noget bøvl. Det er sjovt, når det lykkes, men der er bare så meget, der ikke lykkes. Det hele er bare en fucking kamp. Hvis man f.eks. skal have en lilletromme med på en sang, kan det gøre, at man ligger søvnløs om natten, fordi den ikke er, som man vil have den.«

Gammelby er jo egentlig ganske tilfreds med Tectonics, faktisk er han pissestolt, selvom processen godt kunne være blevet grebet bedre an. Man er vel lidt perfektionist, indrømmer han, men det er også svært, når man ved, hvordan man vil have sin lyd.

Den liderlige lyd
»I gamle dage skulle lyden bare være ødelagt, og nu, hvor jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide den lyd, så er det et fandens bøvl at få noget til at lyde, som om det er ødelagt eller smadret. Tectonics er lidt mere lummert, og vi har arbejdet lidt mere med nogle pulserende ting, sådan noget lidt mere kropsligt. Det er lidt mere liderligt. Og også mere subtilt end mit gamle, synes jeg. Live bliver det lidt mere stramt, mere lydligt fikseret og teknisk, samtidig med at det hele er håndspillet.«

Gammelby har skrevet alle numrene på Tectonics, og han synger og spiller guitar i The Malpractice. Derudover er besætningen dybest set den samme som i voldspopbandet Beta Satan. Kenneth N. Andersen har produceret og spiller guitar, Klaus ”Q” Hedegaard Nielsen spiller trommer, og Morten Riis klarer synth og bas.

»Morten er jordens mest seje ph.d. i elektroakustisk musik, og i går aftes prøvede vi for første gang at have Marie fra Marybell Katastrophy med, hun skal synge med live. Jeg har aldrig prøvet at synge med en pige før, så det bliver spændende. Hun er sindssygt dygtig, men det er specielt, når man selv har skrevet det. Hun rammer den liderlige tone fint, så jeg blev helt forlegen. Hun har mand og barn, og så står hun bare og synger ens nederdrægtigheder.«

På trods af, at det er alle medlemmer fra Beta Satan bortset fra Kåre Rolf Hansen, der udgør The Malpractice, er bandet dog ikke opløst af den grund:

»Vi skal til at lave en ny ep i Beta Satan, det er du den første, der ved i hele verden. Muligvis udkommer den allerede til december, vi har masser af skitser, og det kunne være rart, det ikke tog otte-ni måneder, ligesom det har taget at få Tectonics færdig. Næste plade skal være mere impulsiv og ikke så mange færdige skitser, for det var lidt et dobbeltarbejde med Tectonics

Beyoncé-pop og finsk metal
Netop Gammelbys blog skulle kunne hjælpe ham til at undgå dobbeltarbejde næste gang, selvom han selv er overbevist om, at der ikke er nogen ud over hans venner, der læser bloggen.

Jeg læser den!, siger jeg ivrigt og skynder mig at citere: I august er en af dine overskrifter, at »det nye Walkmen-album er ’awesome’.« Er det overhovedet muligt at lytte til anden musik, når man indspiller?

»Jeg synes, det var en lettelse at kunne slappe af med musik i stedet for at skulle analysere enhver lille detalje, og under indspilninger har jeg bl.a. lyttet til Mike Patton-pladen Mondo Cane. Jeg har også lyttet til The Kills, og jeg stjæler generelt med arme og ben,« siger han med et smil.

En vild Gammelby i Beta Satan. Foto: Kevin N. Andersen.

»Til ”Agitator” har jeg planket ideen fra en sang med Melvins, som jeg prøvede at overføre til en popsang. Jeg vil rigtig gerne presse popmusikkens rammer indefra, jeg gider ikke stå udefra og bare stå og råbe ind. Tectonics er jo i bund og grund popmusik, det er bare pakket ind nogle åndssvage strukturer. F.eks. ”Oh, the Irony” ville jeg gerne have skulle være lidt ligesom Beyoncé eller Destiny’s Child, hvad hedder den, ”Bootylicious” hedder den! Det hele koncentrerer sig om energier og besnærende rytmik og om at forføre folk gennem musik. Musik skal være vedkommende og berøre lytteren.«

Man skal holde tungen lige i munden, når man skal holde styr på alle de bands, som Gammelby har været eller er en del af: Strumm, I Am Bones, Beta Satan og nu The Malpractice. Jeg synes, ‘The Malpractice’ lyder metal, og navnet er da heller ikke kommet til kvartetten helt smertefrit:

»Der er også et finsk metalband, der hedder det samme, bare uden ’the’, så det er HELT anderledes,« griner Gammelby.

»Egentlig startede projektet, mens jeg var en del af I Am Bones, og på det tidspunkt havde vi ikke et navn. Og så kaldte vi det Cabin Fever, fordi det er mig selv, der laver det hele, og det hele er sådan lidt nederen eller kulkælder-agtigt. Cabin Fever betyder jo økuller, men der er også en seksuel reference i det. Du ved, ingen partner og sådan noget. Ensomhed. Det var også det, der lå i det. Men Cabin Fever var lidt for ladt, og alle mine venner blev ved med at sige, at det var et pissedårligt bandnavn. Men hvad skulle vi så kalde det? Vi var i gang med at indspille pladen, så jeg tænkte: Faith No More er et af mine yndlingsbands, og de har lavet en pissegod plade, der hedder Angel Dust. Syveren på det album hedder “Malpractice”, og samtidig betyder det jo lægesjusk. ‘Tectonics kom på en ferie nede i Frankrig. Så sidder man der og kigger ud over bjerget, og så tænkte jeg på den mekanik, der skaber bjergene. Det er jo en metafor for, hvordan ting over lang tid former andre ting.«

Gammelbys egen pladetektonik har at gøre med, hvordan ting stille og roligt tager fart og bliver til noget, man ikke lige vidste, hvad var for noget. At der nogle gange er kræfter på spil, som man ikke selv er herre over, og Gammelby er da også overrasket over, at pladen endte med at være mere heterogen, end han havde regnet med.

»Jeg bliver sikkert glad for det i længden, men lige når man har lavet en plade, har man det altid sådan: Det, det og det skulle have været anderledes.«

Nr. 13 med ekstra ost
Det kan virke, som om Gammelby er sin egen hårdeste kritiker, men han er alligevel rigtig godt tilfreds med Tectonics:

»Jeg har ingen ambitioner som sådan for pladen. Jeg har ikke behov for at sælge en million plader, og jeg har ikke behov for at turnere i Japan. Det er mere, at jeg kan se mig selv i spejlet bagefter. Jeg er godt tilfreds, hvis den betyder noget for mig, for mine venner og for dem, der skal arbejde med den. Alt andet har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Hvis det var en pizza, vi havde lavet, så ville jeg være glad for at servere den på en restaurant.«

Hvilken pizza ville det så være?

»Sådan en Capricciosa, hedder det ikke det? Nej, Quattro Stagioni! Sådan en med rejer og oliven på, du ved, en, der er delt op i fire.«

En pizza, der tilfredsstiller enhver smag?

»Nej, pizzaen, når man når hele vejen rundt… hvad fanden er det egentlig for en metafor?,« griner århusianeren og spiser det sidste på sin tallerken.

Nok om mad for denne gang, Gammelby skal også videre til næste interview. Selvfølgelig ender jeg med at stille så mange spørgsmål, at manden stadig kun får rundet buffeten en enkelt gang. Satans, kvinden skulle have taget ham med på La Glace til en omgang sportskage.

The Malpractice spiller sammen med Among Relatives følgende datoer i oktober 2010:
28. oktober: Musikcafeen, Århus.
29. oktober: Kansas City, Odense.
30. oktober: Beta, København.

1 kommentar

Deltag i debat