Plader

The Rumour Said Fire: The Arrogant

P3’s folk-yndlinge gør det igen. Kunne man lide ep’en The Life and Death of a Male Body, skal man straks ile ned til sin lokale pladepusher, for The Arrogant er endnu et godt bud på amerikansk-inspireret folk fra fire danske unge mænd med skæve hjerter.

The Rumour Said Fire udgav sidste år en ep, som gav både omtale, P3-pris og et pænt salg i butikkerne. Selvom bandet i mine øjne altid har fremstået som nogle afslappede unge fyre, må de alligevel på baggrund af ovenstående have have haft mere end en almindelig hvilepuls, da de i mandags smed første ‘rigtige barn’ på gaden i form af The Arrogant, som fint lægger sig i sporet fra deres ep.

Her er 60’er-folk af fineste karat spækket med akustiske guitarer og lækre vokalharmonier. Melodimaterialet er stærkt og iørefaldende, og endnu en gang beviser bandet, at der er mere end f.eks. “The Balcony” eller “Sentimentally Falling” at hente på deres udgivelser. Derudover er det ualmindeligt befriende ikke at skulle genhøre ep’ens bedste numre nok en gang på den følgende fuldlængdeplade. Det kræver balls of steel ikke at vælge den løsning, og det er efterhånden et særsyn ikke at overføre lidt fra ep til lp – tak for det!

Det er jo alt sammen meget godt, og det er ikke, fordi The Rumour Said Fire gør det nemt at sætte den kritiske maskine i gang, meeen der er nu alligevel løse ender hist og pist. Trods de velklingende sange fornemmer man en tiltro til konceptet, der næsten kammer over. Her tænker jeg specielt på vokalharmonierne og ikke mindst på brugen af guitaren, som f.eks. i “Passion” og titelnummeret emmer af reproduktion. Desuden besidder pladen ikke helt samme dynamik som ep’en, og dens entydige fiflen med en bestemt inspirationskilde, Simon & Garfunkel, kan være lidt farlig og kaste en enkelt plagiat-ninjastjerne af sig.

I det positive hjørne er det omvendt svært ikke at lade sig drage af de desperate vokalharmonier og den tristesse, der gemmer sig som et stille tudehorn af fortvivlelse. Jeg ved ikke, om der banker et fælles bristet hjerte i The Rumour Said Fire, men kvartetten formår i hvert fald at fremstå som en samlet enhed af noget både personligt og berusende alvorligt. The Arrogant er selvfølgelig ikke en af de plader, man tager med hen på kroen en lørdag aften og beder om at få på repeat, indtil naboens datter kommer og rykker én ud på dansegulvet.
Men har man accepteret, at solen er ved at være ualmindelig kort tid fra at forsvinde igen, og er man ikke lige i humør til disco-tango, så kan jeg varmt anbefale The Arrogant, som på sin helt egen triste måde byder på en iørefaldende efterårscocktail, der helt sikkert lyder lige så godt live – bare ikke på kroen.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat