Plader

The Vaselines: Sex With an X

The Vaselines er tilbage efter 20 års pause. Duoen med de bittersøde rocksange giver et bud på, hvordan de lød for to årtier siden. Det er fint pakket ind, men selv ikke den skarpeste make-up kan skjule, at de er blevet ældre.

Det er faktisk til at blive lidt små-kolerisk over, at hver gang man læser noget om det genopståede band The Vaselines, så er det store kvalitetslabel, at The Vaselines var Kurt Cobains yndlingsband, og at Nirvana ofte spillede The Vaselines’ sange. Hvorfor nu det? Bare fordi Kurt var glad for den skotske duo, der opstod i 1986 og splittede igen i 1989 efter et par ep’er og et album kaldet Dum Dum, er det da ikke ensbetydende med, at det er godt, eller at det har nogen relevans her mere end 20 år efter The Vaselines skilsmisse og 15 år efter, at Kurt ‘pulled the trigger’. Så det gider jeg altså ikke at bruge spalteplads på (selvom jeg jo lige har gjort det), og selvfølgelig er det da mere interessant at læse, hvad jeg mener, end hvad Kurt Cobain mener…

Hvad kan de så, de halvgamle skotter? Hvad er Sex With an X for en størrelse, og giver det overhovedet mening, at Sub Pop har valgt at smide klejner i deres retning? Tjo, hvis man er til boy/girl-naivitet, der er blevet til mand/kvinde-naivitet med mere refleksion, er der absolut plads til Eugene Kelly og Frances Mckee, som med tiden har slebet kanterne og poleret deres garagepop en hel del.

Guitarrocken, den bittersøde og ironiske af slagsen, bærer i høj grad pladen, der er en form for omvendt hyldelst til 80’erne og de pastelfarvede historier, som udgjorde bandets første tid sammen. Et uddrag fra “I Hate the 80’s”: »Brain like a rubik’s cube / didn’t notice we got screwed / now the party’s over / nothing left but the hangover.«

Det er lidt fjollet, det hele, men duoen har nogle glimrende duetter og vokalarrangementer, der holder hovedet oven vande. Lidt a la The Raveonettes, men uden de klare 60’er- og 70’er-inspirationer. Jeg kan bedst lide de mere seriøse indslag, hvor der skrues ned for teenage-tendenserne. De mere alvorlige sange som f.eks. “Poison Pen” eller “Mouth to Mouth” er mere up to date end ‘back to the 80’s’, og det finder jeg mest interessant, da de legende passager, hvor ironien tager overhånd, som f.eks. i “Overweight But Over You”, bliver lige lovlig gymnasieband-agtige.

Sangstrukturerne på Sex With an X er bygget op omkring simple guitarriff, enkle vers og had/kærligheds-historier med et glimt i øjet. Glemmer man et øjeblik, at det er 40-årige, der spiller uskyldige unge mennesker, giver pladen god mening, men på en eller anden måde er det lidt som at tage sin mor med ned til tatovøren og bede om en amagernummerplade. Det holder bare ikke helt, vel? Det gamle The Vaselines kunne langt bedre bære konceptet, og det er ikke, fordi sangene ikke er udmærkede og velarrangerede, men når man står for en speciel form for attitude, skal man helst have dåbsattesten med sig. Det har duoen desværre ikke, og det generer desværre en anelse, når man skal bedømme hele pakken.

Bandet er sikkert hamrende ligeglade. Vi er gamle og hvad så? Det ville jeg nok også tænke, for what the hell, man kan jo ikke tilfredsstille alle og enhver, og jeg må give bandet, at deres nye udgivelse er langt mere varieret i tempo, stil og karakter, end Dum Dum var, hvilket vidner om en større energi i tilblivelsen af pladen og mere eftertænksomhed i sangskrivningsprocessen.

Men jeg savner charmen og den uskyldighed, der lå i 80’er-udgivelsen, hvor man langt bedre kan relatere til dem, der formidler sangene, end man kan til 40-årige, der forsøger at være 20-årige i korte, slidte striksweatere og vådt hår. The Vaselines holder lidt for godt fast i de virkemidler, de engang benyttede. Det falder uheldigt ud, når man så forsøger at ironisere over en tidslomme, man på afstand synes er lidt latterlig, men musikalsk ikke formår at frigøre sig fra her 20 år senere. Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat