Plader

Treefight for Sunlight: A Collection of Vibrations for Your Skull

Skrevet af Lise Christensen

Har man stillet ind på P3 over sommeren, er det nærmest utænkeligt, at man ikke er stødt på den isvaffelsøde “Facing the Sun”. Men Treefight for Sunlights debut har langt mere at byde på, både af store musikalske opsætninger og skarpe tekster.

»Morning sun’s growing on cherry trees / Sunshine, / lipstick light beams in my eyes.«

Sådan lyder et par af de sanglinjer fra “A Dream Before Sleep”, der indleder debutalbummet A Collection of Vibrations for Your Skull af danske Treefight for Sunlight. Et band, der med kirsebær- og solskinspop og ildhu har gjort deres for at charmere alt og alle, som i sommerens løb har været udsat for P3, diverse netradioer og musiksider, hvor muntert stemte numre som “Facing the Sun” og “What Became of You and I?” har været deciderede landegoder eller -plager, alt efter hvad man er til.

Det er ungt og stort slået an med et umiskendeligt stempel fra Oh No Onos Aske Zidore, der har været med inde over produktionen samt er pladeselskabsbagmand. Mon det ikke også er fra det krølhårede indiepopband, at de tre lead-sangeres syngestil med højt belagt falset henter sin inspiration? For mig bringer A Collection of Vibrations for Your Skull associationer til de ‘drømmerejse’-bånd, som man af og til blev udsat for til slut i gymnastiktimerne. Ned på ryggen og tag med, hvor fortællingen fører dig hen. Denne rejse starter med “A Dream Before Sleep”. Her er der Oh No Ono-lignende falsetharmonier fra første færd, og de breder sig ud i en drømmende omgang lagdelt lyd, hvor klaver og underlige cykelsnurrelyde danner indledningen til de drømmende overvejelser, Treefight for Sunlight indbyder til. Rent musikalsk lyder det overordnet afslappende og muntert, der bliver slået og klimpret på alle poptangenter, og til tider går det endda over i det lettere psykedeliske. Teksterne starter også med euforisk forårsglæde, men viser ganske hurtigt tænder.

Den anden, den man har kær, den som ens verden drejer sig om, er, hvad mindst halvdelen af pladen beskæftiger sig med. Fænomenet spiller en stor rolle, fra at fylde éns drømme og éns verden til, ja, hele éns univers. Det sker i “You and the New World” – en virkelig fængende sang, hvor solen sætter fuld blus på. Det er en sang, der emmer af fremdrift, musikalsk glæde og slet skjulte forsøg på at spille overlegen (»I’m not thinking of you« – yeah right!). Og det sker i “The Universe Is a Woman”, der ledsages af en kalejdoskopisk DIY-musikvideo, hvor bandet ganske kært og lettere halvkikset leger noget, der ligner en astronomisk sugemalle under en hjemmekreeret stjernehimmel. Helt lalleglad bliver stemningen dog først i “Facing the Sun”, der er et stykke tyggegummipop, som nu hurtigt mister smagen sammenlignet med nogle af de mere stærke og dystre numre, der dukker op i pladens sidste halvdel.

Det kunne være et nummer som “Riddles in Rhymes”, der trods sin fløjtemelodi og ekstra opskruede nasale vokal vinder det hele tilbage, når man bemærker teksten: »I’m lying in the cornflakes / Lying to the air / I’m lying about the fact / that anyone should care / I feel the way it eats me.« Det er ren happy Kellogg’s-stemning sat op mod et mismod af dimensioner. Alvoren i musik og tekst er til gengæld mere homogen på “They Never Did Know”, der lyder som en sang, som kunne være rigtig interessant at opleve live. Vokalerne vælter nærmest ud af, over, under og rundt om melodien, så man bliver helt rundt på gulvet. Undervejs bliver det overraskende nok også til et instrumentalt nummer. Ikke hvad man umiddelbart ville have forventet fra falsetpoppernes side, men det er et okay lille intermezzo, der går fint hånd i hånd med resten af pladens svært lydbesatte numre, som alligevel formår at fremstå lette.

Stemningen bliver kort løftet med “What Became of You and I?“, der serveres med en kæk gang klaverfingerspil, bastante marchtrommer og sæbebobler, men det hele pilles brat ned med slutnummeret “Time Stretcher”. Med linjer som »In my breathing lungs / In my choking tongues / In my faded eyes / Are the screaming sighs« lader nummeret drømmerejsen ende med et personligt mareridt. Trods den tunge lyrik er det samtidig en af de mest overbevisende tekster, der for mig langt overskygger melodiens potentiale. En værdig afslutter på en plade er et langt bedre bekendtskab end den omgang tyggegummi-sommerpop, man måske kunne have afskrevet den som i første omgang.

★★★★½☆

Deltag i debat