Koncerter

!!!, 20.11.10, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Nogen kontrolfreaks derude? Frygt ej, i selskab med !!! er Hæmning en by i Jylland. Med rytmen som tilværelsens drivkraft forvandlede de lørdag Lille Vega til én organisme. Til en klokkeklar sex ud af seks-oplevelse.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Kan man tale om at miste sin musikalske uskyld, er min uden tvivl gået til !!! i en kælder i London en håndfuld år tilbage. Selvom jeg dengang hovedsageligt var til forsagt folk, havde jeg bevæget mig alene ud i vinteraftenen for at overvære de personificerede udråbstegns efter sigende fuldstændigt overrumplende liveenergi. Jeg blev ikke skuffet: Til numre fra Louden Up Now og den på det tidspunkt endnu ikke udkomne Myth Takes frempiskede de otte bandmedlemmer en orgiastisk pulseren i det lille, stopfyldte lokale, og orkanens øje var det karismatiske overflødighedshorn i forsanger Nic Offer. Aldrig har sidemanden været så godt selskab, og aldrig har det føltes så herligt at blive trampet i panden som til ordene fra “Shit, Scheisse, Merde”.

Meget vand er løbet under broen siden dengang, og desværre har en betragtelig andel af !!!’s medlemmer ikke undgået at falde i. Trommeslager Jerry Fuchs død sidste år samt sanger og trommeslager John Pugh og bassist Justin Vandervolgens exit har med al sandsynlighed medvirket til at ruske i bandets lydlige fundament, der på udspillet fra i år, Strange Weather, Isn’t It?, synes at bestå af en temmelig blodfattig, stagneret version af tidligere tiders in your face-attitude. Trods fordums ekstatiske møde med bandet turde jeg altså ikke tillade mig selv at have nogen som helst forventninger lørdag aften.

Af princip forsøger jeg at se bort fra materialets kvalitet, når jeg anmelder koncerter — det virker ikke retfærdigt at straffe et band for en dårlig udgivelse mere end én gang. Selvfølgelig er skidt musikalsk håndværk et dårligt udgangspunkt for en god liveoplevelse, men aldrig har det været så relevant at have den tommelfingerregel i baghovedet, som det var lørdag aften. For nok stammede over halvdelen af aftenens sæt fra Strange Weather, Isn’t It?, og nok glimrede indslag fra Louden Up Now eller debuten ved deres fravær, da kun den overlegne “Me and Giuliani Down by the School Yard (A True Story)” fandt vej til scenen. Men det betød ingenting, da et enkelt faktum overskyggede alle forbehold, man måtte have i forhold til en aften med !!!: Bandet har ikke mistet pondus, stil, gejst, karisma eller nogle som helst andre positivt ladede egenskaber, man nogensinde har kunnet forbinde dem med. !!! sparker røv, om muligt mere end nogensinde.

Fra en plads på forreste række var den gode time i selskab med !!! en fysisk udfordring, der ikke efterlod plads til at skæve til armbåndsuret en eneste gang — det var konsekvent uden for synsvidde, et sted hævet højt over Vegas hav af pumpende kroppe. Man kan indvende, at det er en taknemmelig opgave at skulle fastholde et feststemt lørdagspublikums opmærksomhed ud fra et standpunkt i funk og dance, men det er decideret overvældende, at !!! har spillet sammen i 15 år uden på noget tidspunkt at have mistet begejstringen ved at begejstre med deres musik. For aftenens seks fremmødte musikere, der som noget nyt talte endnu et fikspunkt i funky mama Shannon Funchess’ vokalbidrag, skete det som sædvanlig hovedsageligt gennem Offers eksalterede publikumskontakt. Hvad enten det var det pumpende beat, den tunge bas, en overrumplende trompetpassage eller et helt fjerde element, bandet nu lige havde valgt at bringe i fokus, var Offer i marken — derude, hvor han kunne pløje sig rundt på gulvet og med udelt opmærksomhed spytte ordene i ansigtet på hver enkelt fremmødte, så selv ikke dem bagerst i salen blev snydt. Eller deroppe på scenens kant, hvorfra hans placering lige var til at råbe »SEXY MOTHAFUCKAH!« i mit fjæs, til at rode sidemanden i håret eller til at stjæle løstsiddende beklædningsgenstande fra uforvarende publikummer.

Og musikken? Jo, den holdt skam. Der blev spillet nogle stensikre hits fra Myth Takes, og jeg mindes at have tudet omkvædet til “Giuliani” ned i en mikrofon, der kom inden for rækkevidde. Men det var dybest set irrelevant. !!! kunne have hamret på en koklokke i fem kvarter og stadig have været verdens bedste band lige på det givne tidspunkt, for en sådan gejst og et sådant kompromisløst behov for at få dig grebet af øjeblikket skal man være mere end almindelig tømmermandsramt for at kunne modstå. En eksalteret oplevelse af et band, der gang på gang sætter en ære i at få dig til at smide alle hæmninger.

★★★★★★

Deltag i debat