Plader

Badly Drawn Boy: It’s What I’m Thinking pt. 1 – Photographing Snowflakes

Badly Drawn Boy smider sit syvende album på gaden, og Damon Gough pakker ikke sine gaver meget anderledes ind, end han plejer. Det skal han nu heller ikke skamme sig over, for han kan stadig skabe velour for trommehinden.

Det er efterhånden 10 år siden, Damon Gough fik sit store gennembrud med den Mercury Prize-belønnede The Hour of Bewilderbeast.
I sin camouflagedragt kaldet Badly Drawn Boy har Gough efterhånden sneget syv albums ud af ærmet uden egentlig at skabe en masse bevågenhed bortset fra lidt Hugh Grant-hype i filmen About a Boy, som Gough lavede lydsporet til.

Goughs nye plade, It’s What I’m Thinking… tiltrækker sig næppe heller en hel masse opmærksomhed, idet det er et album, hvor de små ting forenes i et drømmescenarie af pop og melankoli. Trommer, masser af strygere og en enkelt akustisk guitar danner kronen i træet, hvis stamme er enkle programmerede beats. Lytter man rigtig godt efter, vil man bemærke, at de folkede tilgange, som Gough tidligere har lænet sig op af, er erstattet af mere lo-fi tendenser og drømmeriske ekkoende eller hviskende vokaler. Generelt får Gough imidlertid meget svært ved at skjule, at han har udgivet endnu en Badly Drawn Boy-plade, der lyder som de seks foregående.

It’s What I’m Thinking… er dog faktisk en dejlig og behagelig plade at lytte til. Det starter med den Mark Kozelek-klingende “In Safe Hands”, går over i electro-sjæleren “The Order of Things” og fortsætter ufortrødent gennem et afslappet og let dybsindigt landskab af dysterhed.

Sangene falder fint ind mellem hinanden, og selve strukturen gennem de 10 nye sange er meget ligefrem og givende. Selvom et nummer som “Too Many Miracles” med tempo og pop, der har højt til loftet, rykker en smule ved de stimulerende og rolige hovedtræk i musikken, er pladen hele vejen beklædt med velour for øregangen. Det er bare med at finde en blød sofa eller en hyggelig krog, og så er Badly Drawn Boy garant for lidt efterårsterapi.

Damon Gough har i min bog altid stået for noget ærligt og simpelt. Hans fedtede strikhue og ikke specielt atletiske fremtoning giver en fin modvægt til branchens polerede idéer, skumle hensigter og idyllisering af her og nu-trends. Det billede overfører han fint til musikken, og It’s What I’m Thinking… er et tiltrængt break fra dagens travle og turbofyldte gøremål – et fristed, hvor man virkelig kan lade op. Det er en sofaplade af den slags, der kan erstatte Kodimagnyl eller Panodil, når der virkelig er fyldt op indvendig. Man bliver ikke meget klogere på livet, men det er en udmærket mental parkeringskælder.

★★★★☆☆

Deltag i debat