Plader

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea

Manden med de utallige udgivelser i ryggen og med den vedholdende vilje samt stædigheden intakt til at vælge teori før praksis inviterer på jævn improviseret soundtrack-orienteret instrumentalballade til en film, man vist ikke gider se.

Størstedelen af det musikelskende folkefærd har vel på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med fænomenet Brian Eno. Manden med de enkle genkendelige trademarks såsom ambiente lydflader badet i delay, uendelige drømmesekvenser og den til tider stærkt forvrængede guitar, der i simple toner surfer rundt i den nette sum af kvint, kvart og oktav. Manden med de utallige udgivelser i ryggen og med vedholdende vilje samt en intakt stædighed til at vælge teori før praksis. Altid villig til endnu et eksperiment, hvad lyd angår, og aldrig afvisende over for en tværmedial eller sågar tværgenre-orienteret komposition med eller uden venner og bekendte. Det har gennem tiden og bagkataloget resulteret i alt fra stramme og stringent ambiente toner, instrumentale koncepter og obskur no-wave til electroglam, white British funk og teknologisk poprock. You name it. Ikke alle udgivelser er gennemført geniale og rene mesterværker, men omvendt er der noget for alle til at hive stikkene hjem.

Gennem tiden har jeg personligt været ret begejstret for at mixe en god portion blandede bolsjer og har dertil hentet stemningen til cykel-, bus-, tog- samt flyveturen fra bl.a. Another Green World, Apollo Atmospheres & Soundtracks, After the Heat, My Life in the Bush of Ghosts og More Music for Films, som er de Eno-plader, der har haft den største betydning for mig, men igen er det en temperamentssag, hvor man selv vil gå på opdagelse i kataloget. Der er som sagt noget for alle.

At der også er noget for alle at hente i Enos spritnye samarbejdsprojekt, Small Craft on a Milk Sea, er såvel meget muligt, men jeg kommer til kort. Det er et noget rodet arrangement, der stritter lidt for meget imod. Eller sagt på en anden måde, så virker det som en halvsløj helgardering med næsten lige dele melankolsk og gold ambient på den ene fløj og i næste øjeblik en brat opvågning til rå elektrificerede elementer med electrorockbeatsmagen liggende bagerst på tungen.

Foruden Eno selv har den unge Jon Hopkins stået for instrumenteringen. En veletableret elektronisk musiker med ligeledes et væld af blandede udgivelser i ryggen. Samarbejdet med Eno er ikke helt nyt for Hopkins, idet han bl.a. var inde over Eno-pladen Another Day on Earth fra 2005. Ligeledes er den anden samarbejdspartner, Leo Abrahams, heller ikke helt ukendt for Hopkins, da han var med på Abrahams’ udgivelse Leo Abrahams – EP1. Abrahams står hovedsageligt for alt, der kan udføres på guitar eller andre strengeinstrumenter, og han har også i den grad krydset veje med Eno før på en solid håndfuld udgivelser, deriblandt Another Day on Earth. Besætningen kender altså hinanden godt, hvilket kunne formodes at give et harmonisk og homogent udtryk i sidste ende.

Om Small Craft on a Milk Sea så er blevet et gennemført homogent værk, er en anden sag. Pladen er som nævnt en kende rodet, men der er dog et forløb. Dette kan i bedste fald beskrives som et slags soundtrack til en ikke nærmere dechifrerbar sci-fi-film med et instrumentalt melankolsk introforløb, der omfavner de første tre sange. Herefter følger en seriøs actionmættet handling på syv sange, hvor tingene går til stregen med elektrificeret turbulens, og endeligt sluttes konstruktionen af med seks sange, der ligeledes udfases gennem de golde melankolske stemninger.

Mit problem er pakken. Hvorfor skal der brydes med den fornemme og stemningsfulde melankoli, der skabes ganske gennemført på klaviaturer og synth? Man lulles ind i en smuk bane, hvor numrene i starten glider uhindret, hvorefter alting bremses og dernæst smadres grumt, og det er et uforståeligt indgreb. Det bliver et problem, når introforløbet i bedste stil minder om Eno, når han er bedst og mest enkel, og det smager sågar lidt af Benjamin Finger, mens det actionpakkede midtvejsinferno stritter i så skæve retninger som Mouse on Mars, Black Dice (! – tænk “Snarly Yow” fra Broken Ear Record), Massive Attack, Stereolab (f.eks. et hengemt track fra Transient Random-Noise Bursts with Announcements), Kraftwerk og endda en hybrid mellem lidt godt og blandet fra The Chemical Brothers/The Crystal Method og The Prodigy. Det er altså for mærkelig en kombination for mig.

Det går mere og mere op for mig, jo mere jeg hører pladen, at den må være tænkt som en slags soundtrack. Det er det eneste, der giver decideret mening, og det viser sig da også, at Small Craft on a Milk Sea er en sammensat komposition. Fem af de 15 sange på albummet blev kreeret med henblik på netop at udgøre soundtracket til filmen The Lovely Bones, men blev afvist i sidste ende og endte så på denne plade. De resterende sange på skiven er blevet improviseret frem, direkte inspireret af soundtracks og movie scores, hvilket altså i sidste ende giver problemer.

Nuvel, gåden gik op, men Enos konstruktion ender alligevel med at hænge og dingle hjælpeløst uden hvile. Om ikke andet er pladen stadig bevismateriale på hans stramme konceptuelle fremgangsmetode, hvor det stadig ikke handler om leflen for praksis, men derimod ren og skær teoretisk tilfredsstillelse.

★★★½☆☆

1 kommentar

Deltag i debat