Plader

Cherry Overdrive: Go Prime Time, Honey

De københavnske østrogenrockere skruer ned for garagerocken og op for charmen på deres fornuftige toer.

»Der findes jo ingen gode bands, som kun består af kvinder.« Den kommentar fik jeg af en ven, da jeg nævnte for ham, at jeg var i gang med at lytte til Cherry Overdrive. Og selvom hans dom er lidt for kategorisk til min smag, fik den mig til at overveje, om han havde ret. Det vrimler jo med dygtige og succesrige kvindelige soloartister, og pigeduoer som Taxi Taxi! og First Aid Kit har også sat et markant præg på den alternative musikscene. Men hvad angår hunkønsbaserede rockbands, er jeg næsten tilbøjelig til at give min ven ret. Kigger man på de sidste 40 års musikhistorie, finder man bands som The Go-Go’s, Le Tigre, The Donnas, The Runaways, Sleater-Kinney, Bikini Kill og Dixie Chicks – bands, som alle har haft stor succes. Men i det store billede er kvinderne dybt underrepræsenteret på rockscenen. At rock’n’roll siden tidernes morgen har været et mandehåndværk, kan der næppe sås tvivl om, men det er markant, hvor få kvindebands der er slået igennem.

Flere af førnævnte bands laver musik efter samme opskrift: et feministisk inspireret udtryk i lyrik og fremtoning og en ‘in your face’-attitude. Og selvom Cherry Overdrive har skruet ned for begge dele på Go Prime Time, Honey, er det stadig væsentlige faktorer hos den danske kvartet. Temaer som vred kærlighed, selvstændighed og kamp for succes behandles på fornem vis af forsanger Lene Kjær Hvillum, som bærer det meste af albummet på sine skuldre. Hendes vokal er mørk, rå og fyldig, og den egner sig perfekt til rockmusik. Og Cherry Overdrive gør væsentligt bedre brug af hende end på debuten Clear Light, hvor talentet var en smule spildt. Det er også tydeligt at høre, at pigerne har dyrket nogle anderledes inspirationskilder på denne plade. Hvor debuten lugtede langt væk af garagerocket pigepunk a la The Donnas, er Go Prime Time, Honey mere præget af 60’ernes rockscene med Jefferson Airplane som et tydeligt forbillede. Og det klæder dem gevaldigt at lægge nogle af debutens garagerockklichéer på hylden og dyrke den melodiske retrorock.

Cherry Overdrive har dog ikke mistet al deres girl power – den eksisterer heldigvis i bedste velgående. Der er masser af skingert backing-kor i sange som “Little Lady” og “Black Beatles”, og der er også flabede, nærmest punkinspirerede numre på Go Prime Time, Honey. Med åbneren “Count Me In” bliver lytteren trukket ind i pigernes univers – på deres præmisser. Resten af pladen byder på et konstant højt intensitetsniveau, og de enkelte pusterum undervejs er tiltrængte. Pladens bedste numre ligger i den lettere melodiøse ende af skalaen. “Destemonia” og singleforløberen “1500 Miles” er eksempler på, at bandet dropper punkattituden og opnår et bedre resultat, fordi de satser på de gode melodier.

Cherry Overdrive har forstået, at klichéerne indledningsvis er udmærkede, men man får ingen succes, hvis man lader de gode sange falde til fordel for et image. Og dét er der mange kvindebands, som kunne lære noget af. Cherry Overdrive kommer næppe til at bryde herredominansen på rockscenen, men de beviser, at de har format til at lege med de store drenge.

★★★½☆☆

Deltag i debat