Koncerter

Crystal Castles, 17.11.10, Store Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Jeg havde glædet mig til at overgive ører og hoved og resten af kroppen til Crystal Castles, men jeg ender upåvirket og med en følelse af at have deltaget i et lydligt set afbrudt samleje. Nedtur.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Jeg vil egentlig gerne bare påvirkes.

Når jeg lytter til Crystal Castles, skal bassen gerne forplante sig i mit bryst og summe ned gennem benene på mig, så jeg bare har lyst til at lukke øjnene og trampe løs, og det skal være grimt og voldsomt og altoverskyggende, så det i sidste ende føles som et lydligt overgreb.

De canadiske lo-fi-electronicapunkere når onsdag aften aldrig helt at overtage hverken ører eller krop, og det er der måske en række naturlige årsager til. For det første indledes aftenen med, at 1) jeg bevæger mig op på Store Vegas første sal af frygt for helt at forsvinde i et varmt menneskehav — men dermed går glip af den ravestemning, der i den grad hersker på gulvet og 2) der annonceres fra scenen, at Alice Glass har brækket foden. Hendes læge har forbudt hende at optræde, men her er hun alligevel, »tag godt imod hende, Vegaaaaaa!«

Det satte unægtelig lidt af en dæmper på den sorthårede punk, at hun havde brækket foden. Til gengæld var det også priceless at se hende drikke af sin Jack Daniels, kaste sig bagover i et epilepsilignende anfald og ligge og tage sig til hovedet iført mavekort t-shirt og benskinne.

For det tredje synes Store Vega ikke til fulde at kunne opfylde betingelserne for en perfekt aften i selskab med Crystal Castles. Dels blev der aldrig helt mørkt, dels var rummet simpelthen for stort til, at den der tætte overgrebsfølelse helt kunne tage over, og sidst var lyden bare for lav. Kun under blandt andet ”Celestica”  var bassen dominerende nok til at gå i kroppen, og støjen var ikke kompromisløs nok til at komme helt derud, hvor det blev voldsomt.

Alligevel var der elementer, hvor det hele kogte sammen. Allerede i begyndelsen af koncerten fyrede Ethan Kath bag synthezisere, live-trommeslager og Alice Glass — inkl. en sort bluse… draperet (?) over hovedet — dansehittet ”Bapthism” fra albummet s/t (II) af, og dansegulvet forvandledes til Sensation Black en helt almindelig novemberonsdag. Det er jo ikke dårligt.

Glass hænger i strakt arm fra mikrofonstativet, og da ”Crimewave” kommer på, er der ikke en hipsterpunk, der står stille. Duoen opnår imidlertid ikke at udnytte den stemningstunge og vibrerende energi, der skabes under deres største hit, heller ikke da Glass kravler op på en højttaler under ”Alice Practice” og pludselig ser kolossal ud gennem røg og mørke og blinkende stroboskoplys. Helt slemt bliver det i maltrakteringen af den afsluttende ”Untrust Us”, der ellers er et gruppens bedste numre fra s/t (I). En kæmpe lydlig opbygning udnyttes slet ikke, og i stedet for at have været udsat for et lydligt overgreb, står jeg mere tilbage med en flad fornemmelse af afbrudt samleje.

Crystal Castles når aldrig at påvirke mig synderligt, og det er ærgerligt, for de har alle remedierne lige ved hånden: Kropstung bas, sorthåret punkpige med et dødsønske, gentagende og hypnotiserende puls og en lyd, der i bedste øjeblikke kan føles som et tab af kontrol.

★★★½☆☆

3 kommentarer

Leave a Reply