Plader

Dreamend: So I Ate Myself, Bite by Bite

Skrevet af Anders Büchert

Stilen på Dreamends seneste udgivelse er svær at sætte en finger på. Det sære genrekog giver et interessant sammensurium, der dog desværre ikke kan bære mange af de lettere uinteressante kompositioner, der er at finde på albummet.

Det er på mange måder noget underligt noget at være musikanmelder. En vigtig del af det er for eksempel at være i stand til at sætte et album i en genrebås samt at kunne se konteksten i forhold til tidligere udgivelser – noget, mange bands og artister ikke decideret bryder sig om, fordi de ser deres eget værk som noget dybt personligt og unikt. På mange måder en forståelig tanke, men for mig er det svært ikke at tænke i referencer og inspirationskilder. Netop derfor er det ganske interessant at lytte til Dreamend, hvis seneste album, So I Ate Myself, Bite by Bite, får mig til at tænke i genrer, jeg ikke vidste, der fandtes.

Der er nemlig noget aldeles progressivt over Dreamend, hvis valg af instrumentering ganske vist kredser om banjoen og derfor vender tankerne hen imod folkmusikken og dens afarter. Om det skal kaldes futuristisk folk, postfolk eller progressiv folk, har jeg svært ved at afgøre, men der er utvivlsomt karaktertræk ved Chicago-gruppens musik, der gør dem til lidt af et specielt orkester. Og det er langt hen af vejen en god ting.

Åbneren “Pink Clouds in the Woods” trækker dog en kende i langdrag. Det er et behageligt, repetitivt tema med afmålte xylofonanslag og et rart klavertema, men sangens seks minutter og 23 sekunder giver anledning til en vis utålmodighed, der gør, at man gerne vil videre. Og så snart tonerne af andet nummer, “Where You Belong”, slår an, er der straks lidt mere at nikke genkendende til. Den bærende guitarfigur er ganske vist såre simpel, men melodien er fængende, og et baggrundslag af shoegazet støj giver sangen en kærkommen nerve, der i den grad klæder en ellers relativt simpel komposition.

På denne måde fremstår albummet langt hen af vejen som en 50/50-blanding af lettere trivielle kompositioner uden den store nerve samt de mere interessante af slagsen, der besidder en eller anden charme i form af produktion, instrumentering eller melodiøsitet. Fire numre inde kommer “Interlude” og fungerer blandt andet fremragende med sin skramlede lyd og er et godt mellemspil og en god intro til den efterfølgende “Repent”, hvor fingerspilsguitar suppleres af en smuk og sårbar vokal, der yderligere suppleres af regelmæssige percussionslag i baggrunden, der i den grad lyder som bjælder. Her rammer Dreamend plet med albummets måske bedste nummer.

De regelmæssige svipsere går dog ud over helhedsindtrykket, og So I Ate Myself, Bite by Bite bliver derfor ét af den slags album, jeg ikke har synderligt lyst til at smide på anlægget og høre fra start til slut. Jeg springer ganske enkelt gerne over “A Thought”, “Pieces” og “My Old Brittle Bones”, der alle har et præg af tomgangskørsel. Udgangspunkterne er for så vidt gode nok, men det er, som om skitserne af sangene er blevet malket i for høj grad, og kedsomheden lurer derfor konstant, om end Dreamend forsøger at råde bod på dette ved at give flere af numrene en postrocket (eller skulle vi sige postfolket) intensitetskurve. Forløsningen dukker bare alt for sjældent op, og det er faktisk først på albummets sidste nummer, den cirka 10 minutter lange “An Admission”, at formlen giver pote i en voldsom energiudløsning, der giver anledning til også at sætte mærkatet syrefolk på gruppen.

Om Dreamend bare er sig selv, eller om deres særegne musik er en cocktail af et væld af forskelligartede inspirationer, er altså svært at vurdere. Én ting er dog sikker: Der er mange spændende facetter ved So I Ate Myself, Bite by Bite. Desværre er det ikke nok til at løfte mange af de halvsløje kompositioner, albummet unægteligt besidder. Og det er en skam.

★★★½☆☆

Lyt til “Magnesium Light”:
[audio:http://www.graveface.com/Magnesium_Light.mp3]

Deltag i debat