Koncerter

Einstürzende Neubauten, 4.-5.11.10, Store Vega, København

To aftener med Einstürzende Neubauten var lidt af en mundfuld, der første aften blev lidt tung at sluge, men anden aften gled nemt ned.

Fotos fra torsdagens kortere koncert: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Tre årtier på musikscenen. Det er imponerende. Især for så eksperimenterende et band som Einstürzende Neubauten. Men de lukkede jo melodier ind allerede i 80’erne, og i 90’erne blev de generelt mere afdæmpede uden at give køb på deres udforskende tilgang til musikken. Det var måske derfor, at de kunne fylde Store Vega to aftener i træk, selvom de synger på tysk. På den anden side er Hansi Hinterseer den bedst sælgende musiker i Danmark, så hvorfor ikke? På hele denne jubilæumsturné falder der to koncerter i hver turnéby: Et sideshow og en regulær koncert.

Torsdag
Den første aften startede med en slags opvarmning, mens publikum ankom og satte sig. Sammenklip fra Einstürzende Neubautens lange karriere med live-optagelser, interviews og studieoptagelser. Der var ikke noget videre fokus eller kronologisk forløb, og live-optrædender blev tit afbrudt af andre live-optrædender. Spring i tid og rum. Men det var nu fin underholdning indtil aftenens hovedprogram, som blev præsenteret af selveste Blixa Bargeld i fint jakkesæt og vest, der dog ikke kunne skjule den aldrende sangers voksende mave. Først en halv time med Einstürzende Neubauten, der spillede sange, de sjældent eller aldrig spiller live, derefter soloshow med Bargeld og til sidst Mosermeyer, som er et projekt for et af bandets yngre medlemmer, Rudolf Moser.

Første indslag var selvfølgelig det mest spændende. For hvad kunne vi blive udsat for? Af de positive overraskelser her var ”Armenia” fra Zeichnungen des Patienten O.T., et af gruppens tidlige albums, hvorfra sangene sjældent bliver luftet. Men aftenens helt store hovedattraktion var, at de spillede ”Seele Brennt” fra gennembrudspladen Halber Mensch. Det har de ikke haft mulighed for at spille, siden de indspillede det i 1983. Derfor var det også så meget desto mere ærgerligt, at leveringen ikke blev så emotionelt brændende som på originalen, fordi Bargeld blev distraheret af, at Moser lavede fejl, og han skulle stå og skælde på ham i den pause i nummeret, der ellers skal være fyldt med spænding. I stedet troede publikum, nummeret var slut, sært uforløst, og begyndte at klappe.

Generelt havde bandet problemer med teknikken. Inden ”Total Eclipse of the Sun” væltede den opfindsomme percussionist N.U. Unruh et stativ, og i selve nummeret kunne Ash Wednesday ikke få computeren til at makke ret, hvilket fik Bargeld til at pege kommanderende og skule ondt. Generalen var ikke tilfreds med sine tropper. Som kompensation gik de ind og spillede Lee Hazlewood-coveret ”Sand”, der ofte har været inkluderet som ekstranummer på diverse versioner af Halber Mensch, hvilket var en glimrende afslutning på en koncert, der egentlig primært skærpede appetitten på den efterfølgende dags koncert.

Derefter gik Bargeld på med sit soloshow, hvis koncept er meget skrabet. Da Einstürzende Neubauten altid skal have alle deres specialbyggede instrumenter med, ville han gerne lave noget simpelt, der intet kræver. Derfor stillede han op med et par pedaler og en sampler og sin mikrofon, og det var så dét. Det fik han dog også ganske meget ud af. Bl.a. en fremragende version af ”Negativ Nein” helt tilbage fra Kollaps. Desuden lavede han en ret smuk minimalistisk korkomposition ved at lægge lag på lag af sin egen vokal, der havde hver sin lille variation. Den sidste del af koncerten fik lidt mere standup-præg, da han fortalte om en tur tværs over Tyskland i en lejet bil, hvor han måtte nøjes med radioen og endte på Radio Sunshine, der tydeligvis spillede generisk eurotechno, hvilket han så gengav på ganske humoristisk vis.

Herefter brændte aftenen lidt ud. De valgte at vise resten af filmen, der havde kørt inden koncertstart, og selvom det havde sine underholdende momenter, trak det tempoet fuldstændig ud af aftenen, hvilket gjorde, at en del blandt publikum blev trætte, og flere kapitulerede simpelthen og gik hjem. Dermed gik de glip af Mosermeyer, der spillede skønhedssøgende ambient med industrielle rytmer. Det var virkelig intenst, og de fik bygget nogle hypnotiserende sammenspil op. Sådan kunne Klaus Dinger og Michael Rother godt have lydt, hvis de havde spillet sammen med Manuel Göttsching og havde været lidt mere inspirerede af Faust. Desværre var publikum rullet flade på det her tidspunkt, og selvom duoen blev lokket ind til ekstranummer, kunne det ikke skjule, at aftenen var dårligt planlagt.

★★★☆☆☆

Fredag
Når nu det er en jubilæumsturné kunne man godt få de forhåbninger, at bandet ville spille en slags greatest hits i det omfang, det er muligt at tale om sådanne for et band, der har haft en temmelig kompromisløs hat på det meste af deres karriere. Det var et slags spændingsmoment aftenen igennem. »Ok, ikke nu, men måske næste gang kommer der ”Yü-Gung (Fütter Mein Ego)” eller ”Zerstörte Zelle”«, greb jeg mig selv i at tænke. Kære læser, lad mig bare tage presset af dig med det samme. Det skete ikke. Langt det meste materiale blev hentet fra deres 00’er-albums med enkelt anerkendelser til Tabula Rasa og Ende Neu.

Men koncerten understregede så til gengæld, at selvom bandet lavede sine hovedværker i 80’erne, har de holdt et utrolig højt niveau i deres senere og mere afdæmpede karriere. De har en sjælden evne til at lade Alexander Hackes basgange og Bargelds klare vokal styre sangene i langsomme sange, der giver rum og stemning, som yderligere fyldes ud og betones af resten af bandet. Den bløde og omfavnende basgang i ”Nagorny Karabach” eksempelvis. Den klassiske forestilling om tysk som et uskønt kommando-sprog bliver i hvert fald alvorligt udfordret her.

Men Einstürzende Neubauten var jo trods alt blandt pionererne inden for industrial, og derfor blev udtrykket også ganske angrebslystent et par gange i løbet af aftenen. Et af de tidlige højdepunkter var ”Interimliebenden” fra Tabula Rasa, der ikke kun lød smældende funky, men det sendte også en fryd ned gennem salen, da Unruh gav solo på metalrør, så det lød som en vibrafon, der væltede rytmisk ned af en trappegang. ”Installation no. 1” kom også med sådan fyrrighed, at man kunne frygte for de 50-årige dilettanters helbred. Især var det særdeles velkomment, da Bargeld annoncerede, at de ville spille et nyt nummer. Et nummer, de kaldte ”Aufstehen”, fordi et eller andet brushoved konsekvent råbte det mellem hvert eneste nummer uden måske at være klar over, at det betyder ’stå op’. Det nye nummer var nemlig i virkeligheden ”Haus der Lüge”, aftenens eneste 80’er-nummer, og ungdommens energi var stadig vedhængende med Unruh, der mosede en blikdåse hen over nogle metalstænger.

Og lige præcis bandets grundighed med at finde de helt rigtige lyde og spille dem live, gør ethvert show med dem til en underholdende begivenhed. Det gode er nemlig, at de specialkonstruerede instrumenter ikke bare er en sjov gimmick, men rent faktisk skaber nogle lydlige kvaliteter, der svært kunne opnås på anden måde. Som når de bruger en roterende jetturbine til at lave hvislende lyde med whiskers eller klokkeklare rytmer med trommestikker, når Bargeld i ”Let’s Do It a Dada” sætter bunden af en papkop på en plade, der roterer på en boremaskine og lader koppens hulrum fungere som højttaler, eller når de i ”Unvollständigkeit” bliver nødt til at have en balje med metalstænger, som langsomt rystes ud, indtil baljen tømmes i crescendoets kollaps. Det er uforudsigeligheden, en opgiven af fuldstændig kontrol med lyden, der er kvaliteten her. Det er ganske utroligt, at så få bands har bygget videre på de idéer. Bargeld kunne da også fortælle, at det var ganske morsomt at se toldmyndigheder rode en tønde med skumfiduser igennem for at finde ud af, hvad de beskytter, når nu skumfiduserne bare er der for sig selv, da de skal bruges til at skabe lyd.

Efter halvanden time gik bandet af, og salen gik straks i gang med at trampe i gulvet for at få ekstranumre. Det kunne de nu også være ret sikre på at få, da Bargeld dagen forinden havde proklameret, at de ville spille to til tre timer. Da en brandslukker blev båret på scenen, vidste publikum jo også med sikkerhed, at der ville ske mere. Ret brutalt startede første ekstranummer med hurtige metalklingende rytmer, og så var Einstürzende Neubauten i gang med ”Headcleaner” i en voldsomt støjende version med abrupte ophold, hvor Hacke prikkede sig i øjet med et tilsluttet stik og dermed lavede alternative baslyde.

Derfor var det måske også godt, at den noget mere afdæmpede ”Silence Is Sexy” fulgte. Igen et godt eksempel på hvordan de bruger hverdagsgenstande som stemningsskabende effekter som Bargelds sug på en smøg, selvom han ikke har røget i 10 år. Men lige til dette nummer bliver han nødt til det. At publikum så ikke var koncentreret nok til at holde kæft i nummerets stilheder, kunne nok i høj grad tillægges, at det var fredag aften, og det blev egentlig ganske morsomt at lytte til en blanding af nogle publikummers uartigheder, mens andre publikummer tyssede højlydt. Det hele larmede lige meget.

Efter det nummer kunne de sagtens have gået tilfredse i seng, men publikum gav sig ikke, og vi fik ikke kun ”Selbstportait mit Kater” og ”Redukt”, men også en tredje omgang ekstranumre i form af ”Total Eclipse of the Sun”. Denne gang uden tekniske problemer. En højst givende musikalsk aften, der rettede op på den forrige aftens rod. Einstürzende Neubauten beviste, at de ikke kun var nysgerrige pionerer indenfor genren industrial, men faktisk har skabt et tidløst lydbillede over tre årtier, der er deres helt eget. Et lydbillede, der er fascinerende at opleve udfoldet live.

★★★★★☆

3 kommentarer

Deltag i debat