Plader

I’m Kingfisher: Arctic

Skrevet af Andreas Kousholt

Svenske Thomas Denver Jonsson har under sit nye alias skabt et konceptalbum om polarekspeditioner. Et medrivende, melankolsk stemningsalbum, der lyder som et endeløst snelandskab og leder tankerne mod Junip, Gravenhurst og Nick Drake.

Jeg forestiller mig et landskab bestående af intet andet end sne og is. Der er bakker og enorme bjerge, men stadig indsvøbt i den hvide masse. Gletschere og isflager brækker somme tider af fastlandet og flyder lige så stille mod ukendte egne. Alt er hvidt og blåt.
Sådan er mit indre billede af Arktis, og sådan er den gennemgående stemning på I’m Kingfishers nye album. Tænk Snow Patrols “Run”, bare mindre poppet, eller Nick Drakes ”River Man”; så er du i omegnen af den atmosfære, Arctic emmer af.

Arctic er da også et konceptalbum, hvilket ikke bare fremgår af musikken, men også af sangtitler som “Svalbard”, “Expedition”, “The Whale Hunt”, “Arctic Fox to Majestic for the Tundra” (min favorit) og “Nansen”, der selvfølgelig hentyder til den verdenskendte, norske polarfarer og videnskabsmand Fridtjof Nansen. Temaet er netop polarekspeditioner, og albummet er det første i en planlagt trilogi.

I’m Kingfisher er blandt de navne, som Google ikke foreslår, når man begynder at taste det i søgefeltet, og af en god grund. Det er nemlig et helt nyt påfund fra den svenske Thomas Denver Jonsson, der gennem de sidste syv år i eget navn har udgivet plader, hvis indhold består af en temmeligt ukompliceret, men dog smuk, amerikansk inspireret indiefolk. Men nu er aliasset I’m Kingfisher altså sat i verden, og Jonsson kaster sig hermed ud på lidt dybere vand – derude hvor man har modet til også at inddrage elementer, der lægger sig på tværs af det harmoniske univers og skaber noget ravage eller i hvert fald nogle ridser i overfladen.

De to bærende elementer er Jonssons atmosfæriske westernguitarspil og følelsesladede vokal, godt farvet af en karakteristisk amerikansk accent. Dertil lægges der – når der ellers tilføjes noget – i skiftende mængder trommer, el-guitar, bas, keys, trumpet, percussian og cello. Arctic er først og fremmest et stemningsalbum – et særdeles medrivende et af slagsen.  Man opdager måske ikke altid, hvornår den ene sang rinder ud, og den næste overtager, og enkelte af numrene lægger sig endda på kanten til at gå i tomgang i den søbende melankoli. Dette gør dog ikke nødvendigvis noget, og man kan endda betragte disse som en slags fyld, der nødvendigvis må indgå som en del af det samlede hele. For at der kan være bjerge, er der nødt til også at være dale.

Selvom det tager nogle gennemlytninger rigtigt at kunne kende sangene fra hinanden, og selvom vægten først og fremmest er på helheden, er der bestemt nogle hits gemt på Arctic. I “Peacock Color Song” er der skruet noget op for både tempoet og intentiteten. En særdeles insisterende og hurtigtspillende guitar kører i baggrunden, mens Jonssons vokal i et dybere leje end ellers nærmest forpustet gør, hvad den kan for at følge med tempoet. Også “Willing Night Plants”, “Smile With Your 1000 Teeth” og “Svalbard” stikker ud fra resten. Sidstnævnte er nok pladens mest ligefremme stykke folkrock, men måske også samtidig dens mest forførende skæring. Muligvis fordi Jonssons sangskrivning stadig gør sig bedst i en verden, hvor det i højere grad handler om at tælle til fire end om at skabe sjælsomme, atmosfæriske flader.

Arctic er ikke provokerende eller forud for sin tid, og pladen vil ej heller gå over i historien som enestående. Om Jonsson er mere eller mindre hjemme det ene eller andet sted, spiller heller ingen rolle, når han har skabt en så fandens smuk cd, som man bestemt ikke behøver vente med at smide i afspilleren, til man skal på roadtrip på indlandsisen.

★★★★★☆

Deltag i debat