Plader

Jules Chaz: Toppings…

Frank Zappa, Twin Peaks, børne-tv. Jules Chaz mixer det hele i sin instrumentale hiphop, der er rig på stemninger, men fattig på originalitet.

Den instrumentale hiphop lever godt i disse år. Lige siden DJ Shadow tilbage i 90’erne gav turntablism nyt liv ved at droppe disciplinen som show-off og i stedet begynde at skabe sammenhængende numre, har den instrumentale hiphop udviklet sig op gennem 00’erne. Især DJ Vadims abstrakte hiphop, der var en bastard af triphoppen, har inspireret til de hyperaktive, rodede sampleophobninger, som er kendetegnende for det meste leftfield hiphop i dag, hvor Madlib er hanløven, som sætter bevægelse i flokken.

Der er kommet mange personlige bud på genren igennem årene: Prefuse 73’s glitchede cut-ups, der sender signaler i alle retninger, Dabryes kølige synthflader og papirskarpe beats, Daedelus’ sødt orkestrede flirts med techno og ikke mindst dette års Cosmogramma med Flying Lotus, der vel er genrens hidtidige højdepunkt med sin psykedeliske genre-ekleticisme. Bare det seneste år er der kommet højst opfindsomme bud som Hudson Mohawkes forskruede synthfunk-ekskursioner og Paul Whites fokus på psykedelisk rock som fundament. Forbindelsen til hiphop er blevet mere og mere fjern, hvorfor det vel er meget passende, at man har opfundet betegnelsen ‘wonky’, selvom dens dna ikke er helt fastlagt endnu.

Jules Chaz er dog en af dem, der bestemt ikke har sluppet hiphoppen endnu. På hans debut, Toppings…, er et steady beat gennemgående i alle sangene, og så rasler der ellers samples rundt mellem melankolske, elektroniske melodier. Musikken ligger lidt et sted mellem Madlibs sammenstilling af funky samples og fjollede indslag og Dabrye og Daedelus’ elektroniske kølighed, men det er også det tætteste, Jules Chaz kommer på at finde sin egen lyd. Til gengæld er han dygtig til at skabe stemninger og sammenhængende sange, så der er potentiale til en positiv udvikling mod et personligt udtryk.

“93 Million Miles” fænger eksempelvis med telefontasterier, der bliver til en melodi, mens raslende beats, fuglefløjt og den rullende lyd af et franskbrød tripper omkring. “Blak Lodge” har også en munter, knirkende synthmelodi suppleret af en upcuttet Badalamenti-bas, der mod slutningen får lov at klinge helt ud.

Men det er stemningerne, Chaz er bedst til. Som når fløjterne virrer i “Clap”, mens høje klappende (duh) beats sætter farten. Man kan næsten se fuldmånen mellem de zigzaggende skyer af rytmer. I “Bewdley B. Chaz” skaber han en skummel film noir-stemning med hvinende violiner, et søsygt orgeltema, bastante xylofon-slag og et utilregneligt kukur.

Problemet er, at han krampagtigt holder fast i sit hiphop-beat, og hvis han turde lade det falde væk, ville stemningerne få mere luft. Som i den næsten narrative “Ludes”, hvor et klaver hamrer som et lydspor i en tegnefilm, når figurerne løber ned af trapper, en theramin-lydende drone skaber uhygge, hvorefter der lyder et pistolskud, og en grov mandevokal taler. Det lyder som et tv i en tom stue, der selv skifter kanaler.

Med Toppings… er Jules Chaz ikke med til at sætte dagsordenen inden for instrumental hiphop. Da slet ikke når han render til Mellemøsten efter samples i “The La” og “Say Sumthin…”, hvor Madlib og hans bror allerede har været. Men han har en god fornemmelse for at sætte samples sammen, så de skaber fængende sange, så måske han med tiden kommer til at udvikle genren. Flying Lotus var også lidt af en copycat på sit første album.

★★★½☆☆

Deltag i debat