Plader

Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Omsider løslader Kanye West alle sine dæmoner. Hans nye plade er et unikt og monstrøst mesterværk uden sidestykke, der bliver ved og ved med at fascinere, skræmme og give. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er på alle måder en begivenhed.

Kanye West er et kunstværk. Da han brød igennem kort efter årtusindskiftet, skulle han konstant bevise over for alle, at han var genial nok. Alle kunne blive enige om hans ekstraordinære producertalent, men der skulle The College Dropout til at gøre det klart, at han også var en helt speciel rapper. Blottet for teknisk kunnen flød han over med følelser, erfaringer og den særlige blanding af mindreværd og ekstrem selvhævdelse, der skulle blive et af hans kendetegn, og netop dét gjorde ham til en kunstner af den type, man var nødt til at forholde sig til. Naturligvis resulterede det i både massiv foragt og intens idoldyrkelse.

Efter at The Late Registration og Graduation havde etableret ham kunstnerisk og kommercielt som det nye årtusindes uden sammenligning største rapstjerne, var der ikke mere at leve op til, og han kunne nu for første gang følge sine egne unikke visioner uden at skele til andre kunstnere. Det var også på dette tidspunkt, han begyndte at inkorporere sin stadig mere bizarre offentlige persona i sin musik. Kanyes opførsel i offentligheden blev hurtigt så ugennemtænkt, intuitiv og grotesk, at det blev komplet umuligt at skelne mellem den virkelige Kanye og det image, der blev gestaltet i videoer og ved prisuddelinger.
I dag er vi langt forbi det punkt, hvor det gik op for de fleste, at der sandsynligvis ikke er nogen forskel på den virkelige Kanye West og den person, der gang på gang chokerer verden ved at blamere sig, sige undskyld og derefter overgå sig selv endnu en gang. Han er på én gang den mest kalkuleret selviscenesættende og den mest umiddelbart menneskelige kunstner på dagens musikscene, og de mange udskejelser, der ofte intet har med musik at gøre, er på alle måder lige så væsentlige dele af oplevelsen af hans kunst som pladerne.

Det var netop blandingen af det umenneskelige og det menneskelige, der gjorde mesterværket 808s & Heartbreak fra 2008 til så unik og uudtømmelig en plade. Når man lytter til den, føler man sig på én gang manipuleret, forstået, holdt for nar, underholdt og dybt berørt. Allerede da pladen udkom, meddelte Kanye, at han havde sit femte album i støbeskeen, og det var nu tydeligt, at han var klar til sit close-up. Klar til at levere sit definitive mesterværk og til at katapultere selviscenesættelsen så langt ud, at den ville transcendere sig selv. Derud, hvor kun de mest unikke og egensindige kunstnere før har været. Der, hvor det ikke længere giver mening at adskille værk, liv og kunstner, og hvor den hidtidige og 10 år lange superstjernekarriere reduceres til brændstof for et enkelt storværk. En milepæl, ikke blot i hiphoppens historie, men i musikhistorien som sådan.

My Beautiful Dark Twisted Fantasy tager udgangspunkt i et klassisk hiphop-træk: guddommeliggørelsen af rapperen. Gestaltningen af den rappende persona som langt større end stemmen, der udgør den. Nas perfektionerede dette på Illmatic, hvor han svøbte sig i religiøse allusioner, og Notorious BIG gjorde noget af det samme med sin genfødselssymbolik. Hos Kanye West er det imidlertid ikke så meget teksterne, der hæver helheden over de resterende dødelige rappere. Kanye er på et endnu højere stadie, hvor han inkorporerer virkeligheden og smelter sin persona og sig selv sammen til noget transcenderende. I den lille teaser-video til “Power” ses han som en Zeus-figur omgivet af nymfer, og hele My Beautiful Dark Twisted Fantasy syder af megalomani og noget langt større end larger than life.

Pladen ånder i sit eget totalt frigjorte vakuum, og den minder ikke om noget, hverken Kanye eller andre før har lavet. De fleste numre er mellem syv og ni minutter lange, og der samples fra de mest oplagt uoplagte rocknumre af kunstnere som Mike Oldfield, King Crimson og Black Sabbath. Jay-Z og RZA reduceres til brikker i Kanyes masterplan, Nicki Minaj leverer et vers, der sætter hende i scene, som Nas satte sig selv i scene på “Live at the BBQ”, og et Bon Iver-nummer omskoles efter forgodtbefindende fra umærkeligt og let distanceret a capella-indie til en grandiost eksplosiv og værkomsluttende kulmination.

Følelsen, man efterlades med efter endt gennemlytning af pladen, er svær at forholde sig til. Det hele føles monstrøst og uoverskueligt, men der er styr på alting. Mest af alt er man en smule rystet over at have været så tæt på et andet menneskes både rørende, men også dybt usympatiske og til tider nærmest sociopatiske sider. Men man er dybt berørt, fordi han formår at få sociopatien til at virke så nærværende og gribende. Det gøres først og fremmest ved produktionerne, der på alle måder markerer et højdepunkt. Alt instrumentalt på pladen virker gennemarbejdet ned til allermindste detalje, og hele tiden bibeholdes en perfekt balancegang mellem det funky og catchy og det nøgent minimalistiske.

Måden, omkvædet matches med den repeterende pianoklimpren i den generøse “Runaway”, hvor Kanye tager et på én gang optimistisk melodisk og dybt forstyrrende selvopgør. Måden, hvorpå den kværnende lydside, der nærmer sig industrial, møder autotuneren i “Hell of a Life”. Måden, alle de bizarre indfald stikker i helt umulige og uforenelige retninger, men stadigvæk samler sig til en fuldstændig organisk helhed. På magisk vis føles pladen ikke et sekund for lang, og hvert eneste nummer slår én som pladens højdepunkt, når man hører det. Men det bedste nummer er uden tvivl afslutteren “Lost in the World”, når den høres efter gennemlytning af de 11 foregående sange. My Beautiful Dark Twisted Fantasy fungerer fuldstændig suverænt som album.

Der er intet her, der synes skabt blot for blær. Derimod synes alting at komme fra det ubegribelige og dunkle indre af en abnorm amerikansk superstjerne, der har ventet hele sit liv på at tvære alle sine følelser ud i fuld offentlighed. Hvad enten følelsen er flatterende, pinlig, indbildsk eller selvhævdende, bliver den ekspliciteret in extremis i numre som “Hell of a Life”, der berører Kanyes bizarre og infantile seksuelle fantasier, den forrygende “Monster”, hvor alle medvirkende fremstår storskrydende og paranoide, og den dybt ærlige afslutter “Lost in the World”, der sætter et perfekt punktum. Efter den store rutschebanetur rundt i Kanye Wests hjerne, bliver hans konklusion, at han er fortabt, fremmedgjort og ude af stand til at relatere til nogen andre. Han lader til at indlemme os andre i sin afsindige verden, fordi han ikke kan finde ud af andet.

Det endelige indtryk af My Beautiful Dark Twisted Fantasy er, at Kanye West ikke længere virker menneskelig, og det er ikke nogen udelt behagelig oplevelse at lytte til. Man lytter ikke længere for at forstå ham, men i lige så høj grad for at opleve ham og fascineres af ham. Den musikalske brillans og den ærlighed, der flyder under det hele, men synes umulig at nå frem til i denne groteske monolit af en plade, sikrer dog, at man vender tilbage, så snart den seneste gennemlytning er overstået. Man må fascineres igen, man må dyrke de nye opdagelser, man konstant gør i de vanvittige produktioner, og man må lytte igen og igen til de fuldstændig kongeniale tekster, der består af 100 procent ærlighed, 100 procent vanvid og 100 procent uhørt absurditet.

My Beautiful Dark Twisted Fantasy er på alle måder langt, langt bedre og meget mere interessant end noget, Kanye West før har begået. Den er også bedre end nogen anden hiphopplade på denne side af årtusindskiftet. Den er en begivenhed i det moderne populærkulturelle møde mellem kunstnerens spaltning i medieflader og følgende samling i lp-format. Den er hinsides normale kvalitetsbestemmelser, og den er et produkt af et unikums investering af sig selv. Den er 2010’s ækvivalent til Robert Johnsons pagt med djævlen. Hvad i alverden Kanye West herefter har tænkt sig at gøre med sig selv og sin musik, er komplet umuligt at forudsige. For os andre er der ikke andet at gøre end at røres af My Beautiful Dark Twisted Fantasy igen og igen.

★★★★★★

5 kommentarer

  • Hold da op! HOLD da op! Jeg synes anmelderen gør sig selv og albummet en mild uret ved så bastant at hylde kunstneren og værket frem for at forholde sig mere pragmatisk til de musikalske byggeklodser West tager i anvendelse. Der snakkes om transcendens, som var man vidne til the second coming of christ…
    Jeg er langt hen ad vejen enig med anmelderen i at MBDTF er kulminationen på Kanyes forrygende karriere (selvom jeg vil fastholde at College Dropout er mere catchy og charmerende). Ambitionsniveauet er selvsagt skyhøjt. Jeg synes dog der er enkelte skønhedsfejl på en ellers grandiost velrealiseret plade: Gorgeous fungerer ikke særlig elegant i sammenhæng med pladens andre produktioner. Den virker gumpetung med sine overstyrede guitar-samplinger etc. Devil in a new dress kommer ikke for alvor nogen vegne hverken melodisk eller produktionsmæssigt. Power savner variation og et velsiddende omkvæd til at bryde monotonien og lige så meget som jeg kan bjergtages af det ekstreme følelseskaos der gennemsyrer Blame Game finder jeg de sidste tre minutter ret pinagtige. Men den del ser anmelderen som en styrke. Altså det pinlige og utiltalende. Dvs at Kanye kan slippe afsted med hvad som helst fordi det er “ærligt”? Jeg tvivler på at den præmis holder. Hvad er ærlighed? Kanye er en intelligent mand, der klart spiller på omverdenens forventninger til ham som en “sociopat”. Er han så sociopat? Who knows? Who cares?
    Når alt er sagt og skrevet: Runaway er 2010’s bedste sang. Ganske enkelt forrygende. Og albummet som helhed: ambitionsnivaeuet er både dens velsignelse og forbandelse. Talentet er der dog ingen der kan være i tvivl om. Kanye formår (heldigvis) for det meste at forvalte det.

  • Ronny: Ja, det der står på forsiden er en form for abstract. Ellers skal jeg gøre det nemt for dig:
    “Mesterværk. Køb den/stjæl den omgående.”

    Julian: Ja, det er op til den enkelte, om man fascineres eller irriteres. Man kan sagtens argumentere holdbart for den ene og den anden ekstrem og alt imellem. Det er endnu et af albummets styrker.

  • #Ronny:

    Ja, Gaffa + Google Translate.

    Vi andre læser Undertoner.dk NETOP for gode, velargumenterede- og skrevne anmeldelser.

  • Jeg vil gerne lige understrege at jeg bestemt ikke sigter mod anmelderen som sådan i min kritik af anmeldelsen. Anmelderen er velskrivende og der er mange fine pointer og sprogligt gennemtænkte refleksioner indeholdt i den. Jeg synes bare den kvasi-religiøse tilbedelse af kunstnerens fortræffeligheder antager et nærmest komisk (og som anmelder-“værktøj”; kontraproduktivt) skær.
    Jeg tænker at Ronnys kommentar ang. det “studentikose” kunne tænkes at henvise til den måde hvorpå Kanye pustes op til at være musikkens Kristus. En vis “distancens pathos” (som salig Schiller kaldte det) havde klædt anmelderen.
    Men Andres har selvfølgelig ret: denne anmeldelser er langt, langt over niveauet i fx gaffa. So keep ‘em coming:)

Deltag i debat