Plader

Kings of Leon: Come Around Sundown

Femte udspil er lyden af noget velkendt – men ikke kedeligt. Kings of Leon rocker fint videre. De fire Followill-brødre har ikke bedrevet årets bedste rockalbum. Langtfra. Men bandet fastholder de hjerter, de vandt i 2008, og hvem vil ikke gerne elskes?

Familien Followill – alias Kings of Leon – byder velkommen til deres femte album, Come Around Sundown, med “The End”, der lyder som et ideelt afslutningsnummer. Man kunne lege mange associationslege med det valg, men i virkeligheden tror jeg ikke, det er en gimmick eller et decideret bevidst forsøg på at gøre tingene anderledes. Kings of Leon er snarere klar over, at de har så stærkt materiale og så mange fans, at det ikke gør den store forskel, om albummet slutter eller starter lidt blødt.

Come Around Sundown er en klokkeklar fortsættelse af forrige års storsællert, Only by the Night. 2010-albummet har måske ikke så meget hit-på-hit-præg, men der er masser af rock’n’roll til det store stadion, hormonfyldt guitarspil og energiske basgange: igen den simple formel, der har asfalteret Kings of Leons succesrute.

Sangene på Come Around Sundown er ikke lige så umiddelbare som dem på forgængeren, og de skal i højere grad have lov til at vokse, før de rammer det søm, der udløste de 12 millioner solgte eksemplarer af Only by the Night. Modsat er der en anelse mere kant end sidst, og det er fint med et twist af Mexico på “Mi Amigo” og lidt let jazz på “Beach Side” – men kun som et tilsæt og et frisk pust, for Kings of Leon er bedst, når stadionrockformlen får lov til at folde sig helt ud, som de f.eks. gør i “Pony Up”, “Radioactive”, “Mary” og ikke mindst “Pyro”, der bør blive et arenahit og ’syng med nummer’ i fremtiden.

Caleb Followills vokal, der trækker lidt i retning af Creedence Clearwater- eller Band of Horses-afdelingen, er et aktiv for sangene, men skal man pege lidt fingre, er det ærgerligt, at bandet ikke udnytter hans evner udi det smertelige ved at dykke endnu dybere ned i den mørke side af rocken. Her ville han virkelig kunne gøre en forskel og skabe dybtgående vemod.

Jeg kan til gengæld rigtig godt lide den ubesværede tilgang, bandet har til at skabe dynamik og holde fokus på rockens kvaliteter, og den oprigtighed, der ligger i at spille på rockens præmisser i stedet for at orientere sig efter MTV’s dagsorden. Det kan dog nok blive svært at lave en tredje plade med samme profil, fordi Come Around Sundown et eller andet sted har udtømt den oase, men Kings of Leon har jo også tidligere bevist, at de kan jonglere med forskellige udtryk, hvilket specielt de første to plader synliggjorde, så mon ikke også bandet selv er klar over det, medmindre succesen stiger dem til hovedet.

Come Around Sundown er en dejligt ubesværet og ligefrem rockplade, der rummer de velkendte Kings of Leon-kvaliteter, træfsikre melodier og storladne lydflader. Bandet trækker måske en anelse på de sikre virkemidler, men håndværket er i orden, og skal pladen have et prædikat, må det være ’solid’.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat