Plader

Klaus Lynggaard: Tålt ophold

Nyt album fra en gudbenådet brummer, der leger med ordene. Dansksproget pop/rock, når det er bedst.

Det er en sjælden begivenhed, at en anmelder skal anmeldes. Normalt befinder vi os i sikkerhed bag skærmen, langt fra de udøvendes rækker. Ikke sjældent har vi snuset til musikkens univers, men uden større succes. Evnerne på guitaren eller som ordsmed rakte ikke. Vi besad ikke evnen til at kunne begå os på scenen. Forklaringerne er mange. Når vi slukørede traskede hjem fra øvelokalet for sidste gang, var der dog én fantastisk mulighed for stadig at snuse til musikkens verden: at beskrive den i ord og vurdere dens udøvere. Klaus Lynggaard har som en undtagelse ikke kun fulgt denne progression fra håbefuld musiker til (frustreret?) anmelder. Han har kombineret begge roller og skal nu smage sin egen medicin.

Lynggaard er ingen blåøjet og håbefuld debutant. Han er en gammel rotte i branchen, både bag tastaturet og mikrofonen. Siden 1992 har han været anmelder og skribent ved Information samt bidraget til antologier om Velvet Underground og Lou Reed. Sideløbende med skriblerierne har han været aktiv i flere bands, men først i 2005 udkom soloalbummet På herrens mark. Hans nye album, Tålt ophold, følger samme opskrift: En stor gruppe af (formodede) venner og bekendte leverer musikalsk input, og Lynggaard skriver teksten og stiller sig bag mikrofonen. Som en fortaler for det danske sprog i musikken kaster Lynggaard sig også denne gang over fordanskninger af andres numre, og bl.a. Tom Waits udsættes for det danske sprogs velsignelser. Fordanskningen af Sort Sol-nummmeret “Rhinestone” (nu betitlet “Diadem”) er vellykket med sin energi og fremdrift.

Inden vi berører musikken, vil jeg starte med stemmen. For Lynggaard er en gudsbenådet brummer. Puritanere udi skønsang vil sikkert korse sig, når han lader stemmebåndene arbejde, og han er ganske rigtigt langt fra normen i disse X Faktor-tider. Hvor andre præmieres for den overdrevne, slebne og tekniske præstation, opererer Lynggaard i en parallelverden, hvor idiosynkrasi, personlighed og charme er i højsædet. Han scorer højt netop på grund af sin manglende skoling. Han følger i den stolte tradition fra Cohen og Reed, hvor stemmen bliver en direkte forlængelse af personligheden. Det levede liv har slebet stemmebåndet til.

Hvor stemmen befinder sig i sin egen klasse er musikken mere ordinær, men ikke kedelig. Lynggaard har allieret sig med en række kendte danske musikere såsom Christian Juncker, Henrik Balling, Knud Odde og Nils Torp, der kommer med råskitsen. De leverer alle solide, regulære pop- og rocksange, men der gemmer sig overraskelser på albummet. “En anden vej” har et næsten sydlandsk præg med en herlig snert af romantik og sommeraftener, mens rapperen Per Vers minsandten dukker op i “Glemt”.

Min favorit på albummet er “Det sidste skrig”, der med sin elektroniske rytmebund og atmosfæriske lydbillede skiller sig ud blandt de hovedsageligt guitarbaserede sange. Lynggaards stemme, sovset til i effekter, harmonerer glimrende, og resultatet er en lille, let dystopisk perle. Det kunne næsten lyde som en moden, ældre udgave af Mikael Simpson. Det er under alle omstændigheder berigende, at Lynggaard tør satse og eksperimentere undervejs på et trods alt ellers musikalsk konservativt album.

Det er kort sagt en positiv oplevelse at dykke ned i albummet. Man mærker, at Lynggaard er effen udi sprogets kringelkroge. Han leger med ordene og bruger et mættet billedsprog, hvor hensigten ikke står bøjet i neon, men elegant trænger frem mellem linjerne. Det er helt rart at undgå de typiske engelske floskler, der alt for ofte præger danske debutanter, hvor det manglende indhold maskeres bag fraser, der buldrer som tomme tønder. Det er faktisk heller ikke nødvendigt at tale om alder, når resultatet taler for sig selv.

★★★★★☆

Deltag i debat