Plader

Marnie Stern: s.t.

Skrevet af Jeppe Carstensen

Østrogenbomben Marnie Stern er tilbage med mere svulstig guitartapping og transcendental indierock.

Det er nogle år siden, at Marnie Stern debuterede. Man kan derfor ikke undgå at blive en smule motivforskende, når hun vælger at lade sin tredje plade være selvbetitlet. Betyder det, at hun endelig har fundet sig selv? Og hvad består drivkraften hos denne dionysisk spillende guitardronning egentlig i?

Trofaste Kill Rock Stars udgiver Sterns nye plade, der er hendes bedste udspil til dato. Jeg sidder trippende på kanten af træstolen, når jeg for eksempel hører “Gimme”, der trods klassiske Stern-eskapader ud i det uhæmmet vitalistiske dyrker en variation og præcision, man kun har hørt i få af hendes tidligere numre. Jeg må dog blankt erkende, at det er denne brusende og vertikalt søgende power i hendes fingertapping, jeg tænder på, når jeg kniber ballerne sammen og headbanger til Marnie Stern. Jeg forestiller mig at sætte pladen på som et absurd soundtrack i fitnesscenteret. Det skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt, jeg er alt for autenticitetssøgende til at dyrke disse fitnesscentre, men hvis der blev sat en Marnie Stern-plade på til en times spinning, ville jeg producere energi nok til samtlige løbebånd i centeret.

Stern er på sit tredje album gået fra det kategorisk optimistiske til en lidt mere mangfoldig lyd, hvor der er plads til sørgmodige ballader og passager med nedsat tempo. Hendes naivistiske udtryk og tekniske begrænsninger har dog stadig en forløsende kraft. Man fornemmer simpelthen, hvor energierne kommer fra. Det er sjælen serveret med guitarild!

Med lidt frækhed kunne man sige, at Stern udtrykker en art transcendental rockmusik, der ikke bygger på det meditative, kendt fra new age og krautrock, men nærmere læner sig op af det eksplosivt minimalistiske fra punkrock eller black metal. I tråd med dette synger Stern »in order to see it / you’ve got to believe it / I do!« i den første linje af “Transparancy Is the New Mystery”, der umiddelbart lyder som en bearbejdelse af et forlist kærlighedsforhold. Et forhold, hun træder ud af med livet overordentligt godt i behold, men også med vreden og sorgen sat på få og meget følsomme akkorder.

Med sig har Stern igen karakteristiske Zach Hill fra heltebandet Hella, der på fantastisk og bombastisk vis leverer en steppebrand af trommer til Sterns guitarspil. Han er en vigtig figur i lydbilledet, og sørger for sammenhængskraften på en plade, som næppe kunne stå alene med Sterns nu ellers forbedrede guitarkundskaber. Stern har med denne plade et særegent udtryk, hun på mange måder har for sig selv i musikhistorien, men indimellem rammer hendes vokal noget, man genkender fra Karen O eller Patti Smith. Alsidigheden er uden tvivl større på denne plade end på de to forgængere, men det er stadig et typisk Stern-album i den forstand, at der befriende nok ikke skabes rum for refleksion i hendes kompositioner. Det er mere en lyd, der er bygget op omkring reflekser, der transcenderer det liv, vi sanser overalt omkring os.

I “Female Guitarplayers Are the New Black” lyder hun som vennerne i Pterodactyl og leger sarkastisk med sin egen rolle som kvindelig guitarist. Stern er ofte blevet afvist som en døgnflue fra Brooklyn, der anvender nogle modetendenser på den alternative rockscene i New York. Men trods den sandt nok irriterende hipster-attitude synes jeg, at musikken hos Stern kan stå alene som et populært og succesfuldt udtryk for den minimalisme og intensitet, man især finder i mere avantgardistiske guitarprojekter.

Sterns nye plade står som den absolut mest afstemte hidtil. Den kan derfor sagtens gå for at være et endeligt og essentielt udtryk for Marnie Stern som musikalsk tomands-projekt. Intensiteten er dog ikke velbevaret hele pladen igennem. Enkelte numre skiller sig stadig ud som mere formfuldendte end andre, hvilket også var tilfældet på de tidligere plader. Men bag den yndige facade gemmer sig stadig en kvindelig patos, jeg kan føde dansende stjerner til! Lyt blot til “For Ash” eller “Cinco De Mayo”, der begge står som noget af det mest potente udgivet i 2010.
I øvrigt er pladetitlen nok bare en måde at lege Rasmus Modsat på, når nu hendes forrige havde den arbitrært konstruerede titel This Is It and I Am It and You Are It and So Is That and He Is It and She Is It and It Is It and That Is That. Endelig får vi Marnie Stern uden omsvøb.

★★★★½☆

Lyt til “For Ash”:
[audio:http://krs5rc.com/krs/bands/marniestern/audio/ForAsh.mp3]

Lyt til “Transparancy Is the New Mystery”:
[audio:http://krs5rc.com/krs/bands/marniestern/audio/TRANSPARENCY.mp3]

Deltag i debat