Plader

Munch Munch: Double Visions

Skrevet af Anders Büchert

Munch Munch er progressivt som bare pokker, men selvom kvartetten stedvis har noget at byde på, fremstår Double Visions i sin helhed som uforløst, da det maskinelle og synthesizerbårne univers ikke kan bære albummet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at computerens indtog i musikhistorien har sat et stort, fedt fodaftryk og i dag er altafgørende for måden, hvorpå tusindvis af musikere laver musik. Man hører om soveværelsesmusikere, som sidder på deres flade i kollegieværelset og komponerer musik, der senere hen fanger en bred skare af lyttere, og det hele munder derfor ud i en lykkelig solskinshistorie om den unge studerende, der tilfældigvis fik sendt noget dybt originalt ud i æteren. Og intet af det kunne selvfølgelig have ladet sig gøre, hvis det havde været foruden hans allerkæreste eje: den bærbare.

I løbet af de seneste par år har en ny tendens ydermere udviklet sig ud fra det ovenstående. Computeren er de fleste steder anerkendt som et middel til at skabe musik, men for mange er det ikke længere godt nok, at man bare laver musik på computeren. Hvis man gør det, så skal det lyde, som om man ikke har lavet det på computeren. Det skal lyde organisk. En bred vifte af musikere følger i dag denne devise, og som ivrig musiklytter må jeg indrømme, at jeg også foretrækker det sådan. Det var derfor en noget anderledes oplevelse, der ventede mig, da jeg fik smidt Bristol-bosatte Munch Munchs debutudgivelse Double Visions på anlægget.

Her har vi nemlig et band, der vil skide hul i, om det lyder maskinelt som bare pokker. Albummets bærende faktorer er nemlig en dybt aggressiv rytmesektion, der tæller to trommeslagere, samt et sandt synthhelvede, og til sammen giver det et fremtidslydende smadderinferno, som ikke ligefrem kæler for øregangene, men derimod sætter lytteren godt og grundigt på prøve. Ingen nostalgi her – der skal kigges fremad. Det lyder selvfølgelig meget uvedkommende, når jeg formulerer det sådan, og jeg skal da også skynde mig at sige, at den engelske kvartet ikke ligefrem har vundet mit hjerte med denne udgivelse. Men maskinelt er ikke som sådan dårligt. Det er anderledes. Double Visions er således ikke et overvældende album, men tør man tage kampen op mod maskinen, skal et par positive oplevelser nok bevæge sig ind under huden på én.

Den vigtigste inspirationskilde står tydeligt frem. Det her er nemlig synthesizerbåret og eksperimenterende popmusik, som man hører den hos Animal Collective. Lyden her er dog lidt mere kold og kynisk, og det er ofte sværere at få øje på ørehængerelementet i forsanger Richard Manbers skæve, falsetprægede melodier, end det er tilfældet hos dyrekollektivet. Det står dog stadig klart, at målet er at lave en omgang progressiv popmusik, der bryder med de konventionelle strukturer og skaber sit helt eget univers. Det progressive element fungerer dog ikke helt så effektivt hos Munch Munch, som det gør hos nogle af inspirationskilderne, da melodierne og hele det maskinelle univers ofte bliver så overeksperimenterende, at det kan være svært at følge med.

Det starter ellers ganske fint med den meget stemningsskabende, nærmest rytmeløse intro “It’s Nothing”, og det er egentlig også stadig til at følge med, når tempoet sættes op på den efterfølgende “Cyclorama”, og et medrivende uh-kor slutteligt lægger låg på sangen. Men det bliver straks sværere at følge med på “Night Corner”, hvor det maskinelle og melodiøse ikke længere går op i en højere enhed, men derimod ender i et forvirrende sammensurium af diverse lyde, som det ikke er til at finde hoved og hale i. Og netop på denne måde bevæger Double Visions sig på størstedelen af albummet mellem det vedkommende progressive og aldeles forvirrende, hvor jeg nok desværre føler en overvægt af det sidstnævnte. Mange af numrene fremstår temmelig uforløste, og man fornemmer således, at et nummer som eksempelvis “Car Wash (In the Street)”, der lyder som en fremtidsversion af The Doors, ikke lever op til det potentiale, det rent faktisk besidder.

Det fungerer derimod en del bedre for Munch Munch, når de skruer lidt ned for virvaret af synthesizere og stoler mere på sangen i sig selv. Det gør den relativt korte “Prank Call” til et højdepunkt, fordi melodien her for en sjælden gangs skyld får lov at bære sangen – og det kan den faktisk sagtens. Forløsningen er også at finde i den efterfølgende “Wolfman’s Wife”, men her er det i højere grad, fordi intensitetskurven giver sangen en gåsehudsfremkaldende udvikling, der leder tankerne hen på, hvorfor et band som Fuck Buttons fungerer så vanvittigt effektivt, selvom det er instrumental musik.

Det virker altså lidt ærgerligt, at Munch Munch tilsyneladende føler sig nødsaget til at kaste omkring sig med maskinelle synthesizerlyde og mavepusteragtige trommebeats, for det hiver ofte unødigt fokus væk fra selve sangens komposition. Men potentialet er der bestemt, og kan kvartetten skrue op for det organiske og ned for det maskinelle, skal der nok komme et resultat ud, der har mere at byde på end et par enkelte højdepunkter hist og her.

★★★☆☆☆

Deltag i debat